Der er ikke noget at sige til, at man kommer til at tænke på amerikanske film med alle de dertilhørende klicher omkring afhøringer, når man læser titlen på indeværende bog. For de der regner med, at det er disse metoder, man i bogen Tvivl på alt og tro på meget af Hans Jørgen Bonnichsen, skal introduceres til, vil blive skuffede. Derimod får man i indeværende bog en velreflekteret analyse af afhøringsteknikkernes historie og anvendelse. Hans Jørgen Bonnichsen ved hvad han taler om, da han i sin 41-årige lange karriere inden for politiet bl.a. har været ansat på politiets rejsehold og efterretningstjenesten PET, og derfor har været inde i netop de afhøringslokaler, der for mange er omgivet af en aura af mystik og gru.

Afhøring i det brede perspektiv
I bogen Tvivl på alt og tro på meget har Hans Jørgen Bonnichsen søgt at beskrive afhøringsmetoder for en bred læserskare; den er til alt fra lægmand, fagfolk og til politifolk, der ønsker en let teoretisk gennemgang af, hvad afhøring er. Han beskriver og reflekterer videre over, hvordan de nuværende afhøringsmetoder er et foreløbigt resultat af en lang historisk proces med rødder i middelalderen og hans beskriver, hvilke grundfilosofiske og moralske byggesten nutidens metoder bygger på. Der gives videre et bud på, hvordan metoden i fremtiden bør udvikles og anvendes. Udover at definere og beskrive afhøring som en historisk og videnskabelig metode, eksemplificeres de forskellige afhøringsmetoder og deres konsekvenser bogen igennem ved et omfattende brug af casemateriale. Dette gør han med en uhørt ærlighed og denne fremstilling bliver troværdig, fordi det både illustreres, hvordan metoder til afhøring kan bruges og misbruges til at bringe detaljer og sandheder på bordet til efterforskningsarbejde, men også hvordan metodens misbrug kan fremskaffe falske tilståelser.

Hans Jørgen Bonnichsen illustrerer igennem sit brug af casemateriale, at han udover at have kendskab til sit eget felt, også har en viden omkring mennesket som et komplekst, socialt og tænkende væsen. Han trækker på bl.a. kognitive interviewmetoder, viser en forståelse for resultater fra hukommelsesforskningen og for, hvordan særligt udsatte grupper som børn og mentalt retarderede kan være særligt vanskelige grupper at afhøre pga. deres letpåvirkelighed i en afhøringssituation. Derfor informerer bogen bredere end blot omkring afhøringsmetoder, fordi en række af de beskrevne dilemmaer også er genkendelige for andre faggrupper, der arbejder med mennesker, hvor kommunikation står i centrum. Med et psykologisk perspektiv mindes man derfor om konsekvenserne, mulighederne og faldgrupperne i den terapeutiske samtale og for andre fagområder kan værket uden tvivl også give stof til eftertanke.

Ærlighed frem for alt
Udover at være stof til eftertanke udmærker bogen sig som tidligere beskrevet også ved en slående ærlighed. Det er ærlighed omkring hans egne fejltagelser igennem sin karriere og en ærlighed omkring, at dansk politi på nogle områder er for uvidenskabelig og for gammeldags i sin tilgang, når det kommer til udførelse af afhøringer og til uddannelse af politiet. Det er også en ærlighed om, hvordan politisk og offentligt pres kan være en fare for de gode afhøringer, fordi politiet presses til at forholde sig til krav om hurtig pågribelse af gerningsmænd eller til at forholde sig til tortur som tilståelsesmetode. Jeg skriver tilståelsesmetode, fordi det netop er en af Hans Jørgen Bonnichsens hovedpointer og spørgsmål – skal politiets afhøringer have fokus på at bringe tilståelser på bordet, eller ønsker vi sandheden? Med andre ord må metoden reflektere og afhænge af formålet.

Denne ærlighed er en af bogens absolut største styrker, fordi den retter en sjælden kritik både indadtil i politiet og udadtil til politikere og samfundets borgere fra fra en af politiets egne. Uden at vide det, kan man tænke, at en sådan kritik må kræve mod, fordi den nok ikke altid er velhørt. Dermed bliver bogen udover en introduktion til afhøringsmetoder også et indspark til en offentlig og politifaglig værdidebat omkring politiets rolle og formål i det danske samfund, frem for blot en propagandistisk maskerade af politiets og dets metoders storhed og kompetence.

Bliv bare ved
Da bogen favner bredt i indhold og til en bred læserskare, er der dog også fare for, at nogle af Hans Jørgen Bonnichsens gode pointer kan blive væk, fordi den med et relativt begrænset omfang, forholder sig til ganske meget. Derfor ville det ikke være uklædeligt, hvis Hans Jørgen Bonnichsen forsatte sit arbejde med at beskrive og debattere inden for de mange områder bogen favner i flere bøger, artikler og kronikker fremover. Bogen er i al fald spændende, tankeprovokerende og giver et friskt indspark til en debat om, hvordan politiets skal formes og hvordan man værdipolitisk vil drive det danske politi i fremtiden. Den er letforståelig og spændende og formår derfor på ganske underholdende vis, at engagere sin læser i de temaer Hans Jørgen Bonnichsen ønsker, at vi skal forholde os til.