At Leth er og bliver et ordmenneske kan der ikke være tvivl om, og at Leths verden er bygget af ord er uomtvistelig. Og dét er på tværs af de mange felter, han bevæger sig ind i, ud af og på tværs af. Når Leth skal beskrive sit virke taler han således om en vekselvirkning, om en ”konstant overskridelse mellem sprog og film”, som det lyder i en retrospektiv artikel der findes i Anne-Marie Mais Historier om nyere nordisk litteratur og kunst (1999). Han er med Dan Turèlls rammende karakteristik ”så filmisk en digter som så digterisk en filmer”.

Overgangen mellem kunstarterne er således særdeles flydende: digtene er filmiske, vi ser ofte gennem et kamera, ja, endog er digtene ofte ligefrem filmpoetikker eller forstudier til film, og i filmene spiller sproget en helt central rolle i form af f.eks. magritteske overstemplinger, hvor ord og billeder støder sammen, eller i form af den klassiske lethske voice-over (hvor digtene i øvrigt oftest benyttes). Men det er ikke bare som forfatter og filmmager, at ordne og sproget er fundamentale for Leth. Også som journalist, cykelkommentator og sprogmusiker i Vi Sidder Bare Her er ordmennesket Leth på hjemmebane.

En anden forrygende dansk digter, Johannes L. Madsen, der også er vokset ud af de eksperimenterende tressere, har i digtsamlingen I sig selv (1968) skrevet nogle ord, der også synes rammende i denne sammenhæng: ”bygger mig en verden/ af ord/ som jeg går ind i”. Dét er, hvad Leth har gjort og til stadighed heldigvis gør, og i bogen Kunsten at gå på gaden – tekster fra tresserne , redigeret af Lars Movin, får vi nu muligheden for at studere nogle af de ordsten, der kan siges at have lagt grunden for den livsalige lethske virkelighed.

Bogen består hovedsageligt af en række artikler, anmeldelser og interviews skrevet til Aktuelt , Politiken og B.T. af den unge Leth i tresserne. Teksterne giver indtryk af en person, der ikke er bange for at tage livtag med alle livets og kunstens elementer. Som kritiker, journalist og kunstner er Leth karakteristisk ved sin nysgerrighed, åbenhed og imødekommenhed. Her finder man ikke den klassiske kløft mellem høj og lav, smal og bred. Tværtimod peger Leth direkte ind i nogle kunstneriske og kritiske strømninger, nye sensibiliteter, der vender ryggen til denne skarpe opdeling og snak om underlødige lavgenrer. Tre af tidens modebegreber er ”Camp”, ”attituderelativisme” og ”Pop Art”, der alle generelt set kan siges at være betegnelser for et opgør med den høj-kulturelle, kulturradikale, modernistiske stilforståelse til fordel for en større og mere vidtfavnende stil- og værdipluralisme, der ikke har nogen problemer med at medregne den såkaldte populær- og massekultur.

I Leths kunst fra 60’erne kommer det f.eks. til udtryk i den reklamefilmsinspirerede gennembrudsfilm (fra 1967 – et godt Leth år!) Det perfekte menneske eller i de nyklassiske digtsamlinger Sportsdigte (1967) og Lykken i ingenmandsland (1967). Målet med digtene er ”at etablere en moderne mytologi”, som det lyder i en af de to poetikker (”Jeg tror på tonefaldet…” fra 1969), der indleder Kunsten at gå på gaden . ”Jeg accepterer henrykt de mytologiske skikkelser, som for eksempel sportens, filmens, finansens og litteraturens verden lader sig repræsentere af”, fortsætter Leth med slet skjult henvisning til bl.a. de to ovennævnte digtsamlinger, hvor man finder digte om cykellegenden Fausto Coppi ( Sportsdigte ) og det fantastiske digt ”Navnestykke” ( Lykken i ingenmandsland ), hvor en række berømte og mytologiske skikkelser og helte som Ole Ritter, Børge Krogh, Simon Spies, Marlon Brando og Jane Fonda helt i tråd med den pop-mytologiske trend optræder.

I journalistikken som den er repræsenteret i den nye udgivelse kommer denne pluralisme, åbenhed og nysgerrighed helt konkret til udtryk både i artiklen ”Antipop er også pop” fra 1965, der går i rette mød P.H. og det ”sort/hvide kultursyn”, i en række artikler om The Beatles , pigtrådsmusik og Mick Jagger og en bemærkelsesværdig positiv anmeldelse fra Politisk Revy 1967 af to COCA-COLA-reklamer, der behandles med seriøsitet og en ærlig imødekommenhed som et ligeværdigt fænomen på lige fod med andet. Spændvidden og diversiteten i Leths orienteringsfelter kan yderligere bekræftes, når man i læsningen kan konstaterer, at han ikke bare – parallelt med de nye strømninger i tiden – skrev indsigtsfuldt og introducerende om avantgarde-teater og det nye happeningfænomen med hovedpersoner som John Cage (hvis filosofi har haft en ikke helt betydningsløs indflydelse på Leth) og den i nutiden nærmest ukendte Ken Dewey, men også skrev nogle skønne tekster om Ballet.

Dette skal dog ikke forstås sådan, at Leth var åben for alt. Nej, han var (er) en mand med meninger. Især på filmfronten, hvor han var med til at starte filmkollektivet ABCinema i 1968 sammen med bl.a. Per Kirkeby og Ole John. Hele pointen med dette projekt var, som navnet antyder, at man skulle starte fra bunden: ”vi har brug for mere primitive film”, konstaterede Leth i programmet ”Brev om filmen i Danmark” trykt i 1968 i det eksperimenterende tidsskrift ta’, hvor Godard (sammen med Warhol og spaghetti-westerns) er de store referencerammer. Det var som om de danske kunstnere enten ikke havde set eller forstået Godards film.

Men dét havde Leth – og denne store interesse for nybølgefilm får sin kulmination i 1961 og 1963 i to interviews med hhv. Godard og den italienske instruktør Michelangelo Antonioni, der – som Movin rigtig påpeger i efterskriftet – i højere grad end de kan læses som interviews kan ses som et nedskrevet inspirationsmøde for den vordende unge filminstruktør. Og i en interviewserie i Aktuelt med overskriften ”Det sker i dansk film”, der havde Palle Kjærulff-Smiths nybølgeinspirerede danske film Weekend (1962) og den nye ånd den repræsenterede som omdrejningspunkt, er det ikke den tilstræbt objektive journalist, der interviewer. Man mærker tværtimod tydeligt Leths person, præference og ståsted.

Dét er netop en af pointerne med Kunsten at gå på gaden , at teksterne kan læses som kildemateriale til forståelsen af, hvorfor Leths virkelighed ser ud som den gør – og hvilke fundamenter den bygger på. Her tager idéerne og venskaberne deres begyndelse. Her er det første fundament til Leths tekst (i Barthes forstand). I Dan Ringgaards fremragende bog, Stoleleg , om Leth, der er udkommet i år, nævner han fire mellemværender, der gennemsyrer hele Leths virke, nemlig overskridelsen af grænsen mellem kunst og liv, overskridelsen af grænserne mellem kunstarter (her spiller tekstbegrebet en central rolle), brugen af triviallitteraturen og kosmopolitismen – og hver og et af disse mellemværender møder vi disse tekster.

Hvad angår sidstnævnte mellemværende, så kan man ikke lade være med at imponeres over de rejseessays fra Spanien, Polen, Afrika, Sydamerika og Nepal, han leverede til Aktuel – velskrevet, humoristiske, indlevende, poetiske og intense som de er, må de siges at være et af bogens højdepunkter, der peger frem mod de rejsefilm Leth senere lavede. Og det er ikke de eneste linjer man kan se begynde her i disse tekster – også helt konkrete forståelser og inspirationer synes at udspringe heraf. Når han f.eks. om Kirkeby skriver, at ”når han kommenterer sine billeder, sker det i billedtekster, som ofte udvikler sig til digte. Det litterære er noget ejendommeligt ved ham”, så er der ikke svært at se sammenhængen med den filmiske digter.

Og når han i 1964 citerer Ole Sarvig for ordene: ”Jeg er eremit, og jeg har aldrig boet noget sted med en følelse af at bo definitivt”, ja, så er det heller ikke særligt vanskeligt at se, at dette lige så vel senere kunne være udtalt af Leth selv, som han f.eks. gør det i et digt fra samlingen Glatte hårdtpumpede puder (1969): ”Det kan ikke være/ vores opgave at blive længe/ et sted vi må videre”. Eller når han fremhæver digteren Jules Supervielles ord om, at skabe en fest for sprogets små, grå ord, de mindst betydningsløse… Og sådan kunne man blive ved med at trække linjer og referencer fra forfatterinterviews, anmeldelser til motiver og grundtanker hos den senere Leth, hvilket Movin gør godt og oplysende i bogens efterskrift.

Skulle man undre sig over noget ved denne udgivelser – hvad man ikke nødvendigvis skal – så må det være det afsluttende interview med Ole Ritter, der er skrevet i 1972. Hvad laver denne tekst i en bog om tresserne, synes at være et oplagt spørgsmål. Movin argumenterer ikke selv for dette valg, men det synes at være medtaget for at få alle aspekter af Jørgen Leths verdner og fascinationer med, hvilket selvfølgelig også er okay, for interviewet er interessant læsning og peger frem mod Leths sportsfilm ( Stjernerne og vandbærerne (1974)) – og når resten af bogen er en skøn oplevelse fyldt med inspirerende læsning og små enestående toppunkter som det fantastiske år 1969, hvor han var anmelder på B.T., så tilgiver jeg gerne, at 60’erne går ind i 70’erne.

Leth er en skarp og vidende skribent, der er værd at læse – bestemt også i dag, og Movin har gjort et fantastisk stykke arbejde i udvælgelsen af artiklerne og redigeringen af bogen. For fremtiden må det nødvendigvis være sådan, at hvis man vil forstå og beskæftige sig med Jørgen Leths arbejder og virkelighed, så bliver det svært at komme udenom Kunsten at gå på gaden.