Kan Jesus, Guds enbårne søn, genopstå fra de døde, så må Gud da også kunne det. Erklæret død og borte synes Gud for tiden at rejse sig af asken. Spørgsmålet er, om han har været så langt væk, som flere længe har hævdet. Religionssociologen Iben Krogsdal viser i De måske kristne, at dansk sekularisme muligvis ikke har så godt et tag i danskerne, som det ellers er antaget.

Gennem fyrre interview med forskellige danskere i alderen 28-81 forsøger Krogsdal at give et bud på, hvordan religiøsitetens farvande rører på sig i samtiden. Bogen er kulminationen og afslutningen på et to års forskningsprojektet om folkekirkekristnes holdning til tro, kristendom og kirken. Interviewene er alle såkaldte livshistorieinterview, der lader den enkelte fortælle sin egen historie. Herigennem ønsker intervieweren at finde umotiverede svar på sine spørgsmål uden at lede for meget på vej.

Krogsdal har både en interesse i danskernes generelle holdning til tro, men hun er også interesseret i at få præcise dessiner om folkekirkedanskeres holdning til kirken. Alle fyrre udvalgte er således alle medlemmer af den danske folkekirke, men er det af meget forskellige grunde. For at kunne komme tættere på den mere præcise holdning til kirke og kristendom må Krogsdal dog divergere en anelse væk fra sin metode og stille mere ledende spørgsmål. Svarene er alligevel ikke mindre interessante.

De måske kristne er et privilegeret indblik i en række velvalgte danskeres liv, levned og tro. Gruppen er valgt med omhu, og resultatet er en yderst troværdig typologi over forskellige holdninger til tro generelt og kristendom specifikt. Det er dog en pudsig prioritering, at alle de interviewede absolut behøver at være medlemmer af folkekirken. Det er klart, at hensigten med dette er at få et slags blik indefra på kirke, men det sætter et teoretisk – og lidt utroværdigt – skel mellem institutionen, hvor indenfor man kan være kristen, mens det antyder, at der ikke findes kristne udenfor. Det ved Krogsdal naturligvis, at der gør. Det kunne dog have meget interessant at have haft denne gruppe repræsenteret i de veltilrettelagte interview.

Krogsdal skriver målrettet og velklingende godt, og særligt hendes metarefleksioner over resultaterne i undersøgelsen er en god skitsering af danskernes holdning. Hun skelner mellem tre grupper: for det første de baggrundskristne, der er medlem men ikke rigtig bruger kirken; for det andet de forgrundskristne, der sætter den kristne Gud i forgrunden som forklaring på tilværelsen; for det tredje de spirituelle, der godt nok er medlem er kirken, men samtidig søger mange andre steder efter åndelighed. Denne typeoversigt er i sig selv velkendt, og kendetegner så godt som hhv. kulturkristne, de troende kristne og de spirituelle.

Et interessant træk ved Krogsdals undersøgelser er, at den danske holdning glider mere og mere væk fra de traditionelt troende i retningen af de spirituelle. Der er også flest af de sidstnævnte interviewet i bogen. Krogsdal tager naturligvis de nødvendige videnskabelige forbehold, når hun siger, at det ikke er sikkert, at resultatet direkte kan overflyttes til den samlede befolkning. Men sammenholdt med adskillige andre kvantitative undersøgelser, så virker det ganske plausibelt. Mange opgørelser tyder på, at danskerne bevæger sig væk fra institutionelle former for tro og over i en mere løs åndelighed som tolkning af tilværelsen.

Sekulariseringstesen har hele tiden hævdet, at religion enten ville blive en meget privat sag eller sågar diffundere bort i mødet med den moderne rationalitet. Gentagne undersøgelser har – indtil for nogle år siden – også vist, at det er tilfældet. Men flere sociologer har efterhånden indset, at resultaterne muligvis ikke er så troværdige, idet undersøgelsernes spørgeteknik har været fejlbehæftet, og derfor har de ikke fået øje på det åndelige i samfundet. Krogsdal nævner selv den amerikanske religionssociolog Phil Zuckerman, der i bogen Samfund uden Gud ikke kan få øje på religiøsiteten i Danmark og Sverige.

Problemet hos Zuckerman er, at han rejser til Skandinavien med en forudindtaget holdning til, hvad religion er – og finder derfor ikke den løsere åndelighed. Det gør Krogsdal, fordi hendes undersøgelser er nuanceret og læner sig op ad personernes egne udtalelser. Samtidig formår hun at lytte til det, de enkelte siger, men inddrager også netop det, de ikke siger. Det spirituelle er svært at finde, hvis man spørger direkte til institutionel religion og tro.

De måske kristne består af fyldige uddrag fra interviewene, der kommer til at fungere som gode eksempler på plausible holdninger i samfundet. Desværre kommer stilen undervejs til at være en anelse divergerende, eftersom Krogsdal ikke får ryddet ud i de værste talesprogshandlinger. Sproget kunne godt have flydt mere frit ved at udelade passager, hvor den enkelte diskuterer for meget med sig selv. Dog er der en pointe visse steder i, at de interviewede ikke giver et klart svar. Desuden er der en tendens til, Krogsdal nærmest ordret gentager mange af pointerne, der kommer skarpt og fint med i udsagnene undervejs. Og når de så til slut i kapitlerne opsummeres igen, er det i flere tilfælde tredje gang udsagnene bruges. På den ene side er det befriende læsning, at det fungerer med talesprog, men derfor kunne udsagnene også godt have stået for sig selv eller være parafraseret af Krogsdal selv. Det gør hun effektivt andre steder.

Krogsdal lover indledningsvist, at hun vil vise, hvordan tre aspekter i tidens kultur kommer frem i holdningen til religion. For det første peger hun på individualiseringen som et aspekt, der generelt er fremherskende, og derfor også influerer måden at tro på. Det er andre steder kaldt for subjektifikation, hvorved det er selvet og den personlige udvikling og vækst, der er i centrum snarere end den kollektive ramme for religion. For det andet kæder hun dette tæt sammen med det, hun kalder for psykologisering, der igen peger på, at det er selvudvikling og individets egen konglomerattilværelse, der er dominerende. Spiritualitet er blevet til et personligt projekt, og derfor har det muligvis været svært for religionssociologer at få øje på forandringen, fordi den har bevæget sig væk fra det, der ellers normalt undersøges: de kirkelige institutioner og den religiøse dogmatik.

For det tredje lover Krogsdal at vise, hvordan sekulariseringen afspejler sig i menneskets måde at tale om kristendom på. Flere sociologer har diskuteret dette med sigte efter, at kulturen ikke nødvendigvis er så sekulær som ellers antaget. Den tyske filosof Jürgen Habermas har endda omtalt samfundet som postsekulært. Dette begreb er vundet frem gennem de seneste år, dog uden at Krogsdal benytter sig af det. Sekulariseringsbegrebet dukker godt nok momentvist op undervejs, men det bliver ikke helt sat i system på samme måde, som individualisering og psykologisering gør det. Begrebet er da også lidt som et stykke vådt sæbe, men netop af den grund kunne Krogsdals overvejelser godt kobles mere nøgternt ind i diskussionen af det, der er omtalt som sekulariseringstesen. Det er endda foreslået, at denne tese i stedet skulle erstattes af individualiseringstesen, hvilken ville harmonere meget fint med Krogsdals egne observationer.

Undervejs er der muligvis et par svipsere. Hun omtaler undervejs sine respondenter som hhv. yngre og ældre, hvilket – i lyset af tidens kulturelle forandringer – giver god mening. Men hun omtaler de ældre som dem over 60 og de yngre som dem under 55. Hvad med tomrummet mellem 55-60? Det er undervejs en væsentlig pointe, at gudsbegrebet har bevæget sig væk fra at være uransageligt til at dække over selvransagelse. Selvet kommer i centrum, som tidligere beskrevet. Derfor er det pudsigt, at Krogsdal overser en særdeles interessant vending, da den 53-årige Hanne udtaler sig om næstekærlighed.

Denne Hanne inkluderes i gruppen af spirituelle og tror, at hun er en reinkarneret kz-fange: ”Vi skal elske os selv. Og det er sådan en floskel, og den er sagt af Jesus: Elsk dig selv som din næste, altså”. Udsagnet her er faktisk ikke en floskel, men en tankevækkende omvending af næstekærlighedsbuddet, der normalt lyder: ’Elsk din næste som dig selv’. Uden at tænke over det viser Hanne faktisk her, at hun subjektiverer næstekærligheden ved at skulle elske sig selv som sin næste. Omvendt, individualiseret og helt i tråd med Krogsdals centrale pointer.

Der er flere sådanne små udsagn, der går ureflekteret hen, og disse kunne med fordel have været prioriteret i stedet for de mange ordrette gentagelser. På et tidspunkt nævner Krogsdal, at en person har vendt et missionsk miljø ryggen pga. en nedvurderet seksualitet, men dette bliver ikke beskrevet af hende selv eller brugt til mere. Samlet set er Krogsdal gennemgående selvkritisk, og gør hele tiden opmærksom på, når en konklusion ikke skal ekstrapoleres til et generelt udsagn om dansk tro. Derfor er De måske kristne – trods småsvipserne undervejs – et særdeles fint og sandsynligt bud på, hvordan det religiøse landskab i Danmark ser ud netop nu.

Der kommer flere og flere af disse bøger, der på en eller anden måde forsøger at vise, hvordan oplevelsen af tro har forandret sig i de vestlige samfund. Men også, at troen ikke er forsvundet. Der er foretaget en række kvantitative undersøgelser både i Danmark, i de øvrige skandinaviske lande og internationalt, der peger på denne vej væk fra det institutionelle – selvom de ikke-aktive kristne alligevel er medlemmer og ikke ønsker sig af med folkekirken – og i retningen af en løs åndelighed. Krogsdals bog er en nødvendig og velformuleret kvalitativt bud på de samme tendenser. Meget tyder på, at Guds død er håbløst overvurderet, men der er ingen tvivl om, at han må have lært noget af sin tid i eksil.