Historiker Dino Knudsen har skrevet en bog om, hvordan Danmark i årene efter anden verdenskrigs begyndte at blive påvirket af USA. Det, at Danmark er blevet påvirket af USA, kommer næppe som en overraskelse for nogen, men mht. spørgsmålene om hvordan, hvornår, hvorfor og ikke mindst hvem, der var aktive i denne påvirkning, er Knudsens fremstilling interessant læsning. Bogen skildrer, hvordan dansk fagbevægelse blev påvirket af amerikansk indflydelse gennem forskellige kanaler, men udviklingen var vel at mærke ikke en passiv påvirkning, da den danske fagbevægelse var med at forme de tiltag, som den var med til at indføre i Danmark.

Bogens beskrivelse af udviklinger, der går over landegrænser, gør, at bogen befinder sig inden for det, man kalder transnational historie. Det er et forskningsfelt, der i disse år får megen opmærksomhed i kraft af dens insisteren på at forstå historiske udviklinger ved at fokusere på, hvordan visse tendenser i fx et land ikke bare er konsekvenser af tidligere historiske forhold inden for samme land, men også at udefrakommende udvikling påvirker landes historie. Dette er måske en banal observation, hvis man tænker på historiske fænomener som fx trekantshandlen, men når der indenfor et lands grænse sker udviklinger, der godt til dels kan forstås isoleret til det ene land, er det godt, at historikere nogle gange ændrer perspektivet for at få skabt nye vinkler på historiens gang. Således beskriver Knudsen den danske fagbevægelses historie og udvikling i efterkrigstiden ikke bare som en konsekvens af, hvad der var gået forud i dansk historie, men insisterer derimod på at fagbevægelsens udvikling efter krigen må forstås inden for den kolde krigs kontekst.

I amerikansk fagbevægelse har der af forskellige årsager længe været en meget stærkt anti-kommunistisk tendens, og i vid udstrækning er der, som Knudsen beskriver, ikke samme kobling mellem fagligt og politisk arbejde i USA, som man fx ser i Danmark. Den toneangivende fagforening American Federation of Labor (AFL – i dag en del af AFL-CIO), der i Knudsens fremstilling spiller en central rolle, er i høj grad en eksponent for denne tendens, og dennes arbejde og politiske orientering er en vigtig faktor for at forstå den påvirkning, som denne organisation i samarbejde med den amerikanske stat forsøgte at udøve på Danmark og andre vesteuropæiske lande i efterkrigstiden.

Her er det interessant, at den amerikanske fagbevægelses anti-kommunisme allerede var meget tydelig – også lige efter Anden Verdenskrig, hvor USA og USSR endnu ikke havde fastlåst sig i det modsætningsforhold, der kom til at forme så meget af resten af det 20. århundredes historie. Det var bl.a. i hælene på de amerikanske og britiske fagbevægelser, at den danske fagbevægelse i slutningen af 1940erne meldte sig ud af Verdensforbundet, der var et forsøg på at samle mange af verdens fagbevægelser i et forum, der skulle arbejde for at forbedre arbejderes forhold verden over på tværs af nationale og ideologiske skel. Således orienterede den danske fagbevægelse sig i høj grad efter vestlige aktørers ageren.

Samtidig gik den danske fagbevægelse ind og støttede Marshall-hjælpen, der var USA's forsøg på at hjælpe Europa op på et højere økonomisk niveau især mht. produktivitet – altså simpelthen at gøre europæisk produktion et mere effektivt forehavende – gennem implementering af de i USA ganske velkendte tidsstudier af arbejdsprocesser, som var blevet fremført af Frederick Taylor allerede omkring århundredskiftet. Det blev senere kendt slet og ret som taylorisme.

Amerikanernes (både statens og fagbevægelsens) motivation for at forsøge at påvirke Danmark og Europa i denne henseende var at prøve at holde kommunisterne fra at få større indflydelse. Kommunisterne, der i det første valg efter besættelsens afslutning fik et meget stærkt valg, blev forsøgt sat uden for politisk indflydelse. Dog var kommunisterne stadig stærkt repræsenteret i nogle (især københavnske) dele af dansk fagbevægelse, hvilket nogle socialdemokratiske fagbevægelsesfolk prøvede at modvirke og overvåge gennem organisationen Arbejdernes Informationscentral – en historisk udvikling, der først i disse år er ved at blive sat lys på.

Bogen slutter med et efterskrift, hvor Knudsen overvejer hvad begreber som ”amerikanisering” og ”kulturel indflydelse” egentlig skal betyde, og hvordan vi bør forstå dem og bruge dem. De sider indeholder nogle af bogens mere teoretisk orienterede pointer, men disse er måske også nogle af de iagttagelser og argumenter, der er mest anvendelige for folk, der ikke specifikt beskæftiger sig med fagbevægelseshistorie. Knudsen låner metaforen om, at den kulturelle indflydelse over Atlanten er en vej med trafik i begge sider, i hver sin retning. Pointen, som bliver tydeliggjort i metaforen, er, at der er mest trængsel i den side, hvor trafikken går fra USA til Europa – og altså ikke omvendt. Udover denne pædagogiske metafor byder Knudsen også ind mere af overvejelser af noget dybtgående karakter, bl.a. om man overhovedet kan skelne fænomenet amerikanisering fra fænomenet modernisering.

Det er tydeligt, at Knudsen ønsker, at bogen skal være tilgængelig læsning også for folk, der ikke er særligt godt inde i emnet eller for den sags skyld Danmarkshistorien som sådan. Det nævnes i forbindelse med Jens Otto Krags arbejde som diplomat i USA, at Kragh senere bliver dansk statsminister. At skrive på en sådan inklusiv facon er for mig at se en vigtig del for humanistisk forskning, der har ambitioner om at tale til andre end de allerede indviede. Dog mener jeg, at bogen stedvist snubler mht. til denne ellers prisværdige ambition, nemlig med at det nærmest forudsættes at Påskekrisen i 1948 er kendt stof for læseren, ligesom første gang at den amerikanske Taft-Hartley lov (der bl.a. begrænser fagforeningsarbejde) ikke beskrives med det samme. Mht. denne lov bliver der senere søgt at råde bod på dette, men jeg mener, at disse to historiske forhold ikke står klart nok i en fremstilling, der ellers udmærket velskrevet historieformidling og -forskning.

I disse tider, hvor universitetsstuderendes studietid er et varmt emne i den offentlige debat, står denne bog også som en god påmindelse om, at selvom at en studerende ikke bliver kandidat på de normerede fem år, er dette ikke ensbetydende med dovenskab eller, at der ikke kan være formål med en given studieforlængelse. Bogen her er en videreudvikling af Knudsens afsluttende speciale, og en historisk undersøgelse med dette ambitionsniveau lader sig simpelthen ikke gøre på et halvt års studier.

Efter hvad man kan læse på nettet, tog Knudsen heller ikke sin uddannelse inden for den så højt besungne ”normerede tid”, og trækker således i den ”forkerte” retning i statistikkerne. Men det, som statistikkerne så ikke medtager, er, at en sådan studieforlængelse har været med til at gøre os klogere på vores fortid. På nogle af de påvirkninger, der har været med til at præge det danske samfund, og dét er da om noget værdifuldt. Det er nemlig en gang imellem ganske kvalificeret forskning, der bliver udført af de kandidatstuderende på universiteterne, hvilket man bør tage med i regnestykket, når diskussionen falder på SU-klip, studietider og studerendes vilkår. Men tilbage til bogen.

Knuden bidrager med en velskrevet og fagligt selvsikker historieskrivning, der imponerer denne anmelder både ved overblikket i den fagvidenskabelige litteratur om emnet såvel som det detaljerede og givet vis omfattende arkiv- og kildearbejde, der bliver fremlagt omkring fagbevægelsernes internationale ageren og gensidige påvirkninger. Kildekritiske bemærkninger indarbejdes naturligt i den historiske fortælling og faglige overvejelser om historieskrivning på forskellige niveauer pakkes ind i beskrivelser af meget konkrete historiske begivenheder, hvilket får fremstillingen til at fremstå så meget mere imødekommende end andre afhandlinger, der kan starte med så uinspirerede formuleringer som ”Denne afhandling undersøger…”. Alt i alt: godt arbejde.