Sjældent har Sønderjylland da fået så megen publicity uden for Sønderjylland selv. Danmarks første regionalleksikon gav omtale selv i københavnerblade. De havde grund til at være stolte i redaktionskomitéen bag opslagsværker Sønderjylland A-Å. Og her og der, i radio og i tv, studsede alle journalister over ordet »fissemand« - en dukke, som naboerne som hån anbringer i marken hos en bonde, der halter bagefter de andre landmænd og endnu ikke har bragt høsten i hus. En skik, der i øvrigt langt fra er noget specielt sønderjysk fænomen. Før landbruget blev mekaniseret, fandtes skikken også langt oppe i Jylland.

Men hvor går grænsen mellem Sønderjylland og resten af Jylland? Det har de fleste uden for Sønderjylland nok svært ved at holde styr på. Sydjylland og Sønderjylland - det synes ét fedt, når man ser tv eller læser Ritzaus telegrammer om det sønderjyske politi, der nu er gået ind i en sag i nærheden af Varde eller en trafikulykke i Gørding i Sønderjylland. Man kan konstatere, at leksikonet er på sin plads. Selv om det nok også går leksikonet som en stor del af Sundhedsstyrelsens kampagner: De når dem, der ved en hel del i forvejen.

Med værket Sønderjylland A-Å beskriver 100 forskere og specialister en hel egns historie, geografi, natur og befolkning ved hjælp af 1000 korte leksikale artikler samt 650 kort og illustrationer. Tre har holdt styr på det hele, og det må have været noget nær et svendestykke i en moden alder: Inge Adriansen fra Sønderborg Slot, Elsemarie Dam-Jensen fra museerne i Tønder og Lennarts S. Madsen fra den arkæologiske afdeling i Haderslev, alle steder er nu en del af fusionen Museum Sønderjylland.

Men hvad er egentlig Sønderjylland? Er det området fra Kongeåen til Ejderen (»Slesvig« som fremtrædende repræsentanter i Grænseforeningen nu også er begyndt at kalde området)? Er det det gamle amt, der forsvandt med kommunalreformen? Er det med eller uden Ribe og sogne syd for Kolding, sogne som efter Bismarcks sejr i 1864 blev givet til Danmark i en byttehandel for de kongerigske enklaver syd for Kongeåen?

Og nu er det allerede, det bliver lidt indviklet. Men forfatterne har en enkelt definition. Sønderjylland er før 1920 området fra Ejderen til Kongeåen - og efter 1920 området mellem den dansk-tyske grænse og Kongeåen. Sydslesvig hører dog også med i klubben efter 1920, når det gælder beskrivelser af det danske mindretal.

Nogle er blevet bekymret for, at det, der kaldes »Sønderjyllands særlige identitet«, fordamper, nu Sønderjylland blot er en diffus del af en større region. Det var også det, der satte skub i arbejdet med dette leksikon - efter at historikerne i flere år forinden havde rumsteret med ideen. Leksikonet er en forlængelse af dobbeltbindet Sønderjyllands Historie, som Historisk Samfund for Sønderjylland udsendte i 2008 og 2009. Bogens størrelse er den samme, og omslaget holdt i ens grafisk udformning.

Og vi begynder med Abel­slægten, grenen under det danske kongehus. Det var under denne slægt i 1200-tallet, at Slesvig blev udskilt fra kongeriget Danmark, og så var der allerede lagt i kakkelovnen til de nationale kampe 600-700 år senere. Og vi slutter med Årøsund - en lille havneby øst for Haderslev, hvorfra man engang kunne sejle til Fyn. De enkelte opslagsartikler gøres fuldstændige med litteraturhenvisninger og krydshenvisninger til andre artikler i værket. Begge ting er guld værd.

Der er næppe noget, der ikke er med. Politikeren H. P. Hanssen og redaktøren Jens Jessen får stort set lige så meget plads. H. P. Hanssens pragmatiske og politiske forhandlingslinje over for Jens Jessens protestpolitik. Og Inge Adriansen går kritisk i rette med forestillingen om den nationale vækkelse, »Ånden fra 48«: »En kortvarig opflammen, især blandt officerer og frivillige«, der satte sig varige spor i en romantisering af begrebet.

Her og der skal virkelige hardcore-læsere nok finde en udeladelse, en lige lovlig kortfattet eller måske endog en misvisende formulering. Man kan for eksempel undre sig over, at jernbaneforbindelsen fra Nibøl til Vesterland ikke er med på kortet i bogen - og så må man ræsonnere sig frem til, at det formentlig er, fordi banen er anlagt efter 1920 og derfor ikke længere en sønderjysk bane i bogens tidsmæssige optik.

Statsbanen fra Løgumkloster til Rødekro figurerer heller ikke. Og i artiklen »jernbanedrift« nævnes det, at »lokaltogsforbindelsen mellem Tønder og Nibøl blev genoptaget i 2003 på permanent basis efter en pause siden 1967«. Det er ikke ukorrekt. Men de helt korrekte er, at der kørte fjernpersontog på strækningen til langt op i 1970erne. Hvis det nu endelig skal blive lidt nørdet.

Og så forekommer det typisk, at sport spiller en perifer rolle i historieskrivning og egnsbeskrivelser, hvor alt, hvad der har med kultur at gøre, til gengæld vægtes meget højt. Godt nok kan man læse en kort artikel om Sønderjysk Elitesport, men der står ikke et ord om, at det lykkedes Vojens Ishockey Klub at skabe en sportslig genforening med det øvrige kongerige ved at vinde danmarksmesterskaber - eller at der med tidligere verdensmester Ole Olsen (født i Haderslev) blev anlagt en speedwaybane, hvor der blev afholdt VM og sendt tv fra til hele verden. Jeg fandt heller ikke en oplysning om, hvornår Sønderjylland for første gang blev repræsenteret i den bedste danske fodboldrække, Superligaen. Lidt mere kød på sporten havde været på sin plads al den stund, at det er her, der investeres rigtig mange penge i, at landsdelen ikke skal gå i glemmebogen i det øvrige Danmark. Investeringerne er langt fra alene af sportslige grunde.

Men: Sønderjylland A-Å er et pragtværk - og med den lokalpatriotisme, der lever i bedste velgående, bør det da gives til mange i gave. I det mindste til »manden der har alt«. Men også til mediefolk, tilflyttere, studerende, skoleelever og Lord Palmerston oppe i himlen.

Det hævdes at Englands dronning Victoria engang bad sin premierminister Lord Palmerston (1784-1865) om at forklare det ”slesvig-holstenske spørgsmål”. Palmerston svarede, at kun tre personer nogensinde havde forstået det. Den første var Victorias prinsgemal, Albert – men han var død. Den anden var en tysk professor, der var blevet vanvittig af at spekulere på det. Den tredje var Palmerston selv – men han havde glemt alt om det.