Vi er alle en del af verdenshistorien. Og vore personlige spor løber i større eller mindre grad i forhold til de store begivenheder.

Niels Aage Skov (født 1919) har begået en usædvanlig erindringsbog, Brev til mine efterkommere, ved at lægge Anden Verdenskrigs begivenheder ind som et parallelt spor til sine egne oplevelser. Det ikke kun sætter historien i perspektiv, men også hans egne erindringer fra besættelsesårene. En tredje gevinst i dette enestående brev til eftertiden er det lys, han med sine personlige iagttagelser kaster over smørhullet Danmark, mens djævlen tog helt anderledes fat i resten af det besatte Europa.

Ingen glorie
Niels Aage Skov blev tidligt sabotør, men glorificerer langt fra sine egne gerninger. Tværtimod beskriver han modstandsorganisationen Hjemmefronten og sin Ribe-gruppe som en samling glade amatører.

Niels Aage Skov emigrerede efter krigen til USA. Og Brev til mine efterkommere er en oversættelse fra en engelsksproget udgave, der udkom i foråret 1998. Forfatteren voksede op i Ribe, men familien flyttede senere til København, hvor han blev involveret i aktioner og illegalt arbejde. Den 9. april 1940 oplevede Niels Aage Skov besættelsen og blev ifølge eget udsagn rasende og skamfuld over, at hans fædreland ikke gjorde modstand. Han havde allerede i flere år været medlem af den konservative ungdomsorganisation KU og var helhjertet indstillet på militært forsvar.

Et par uger efter, at tyskerne havde invaderet landet, slog han en af deres soldater ned og stjal hans pistol, så han dog havde et våben at forsvare sig med, når han nu gik i gang med sabotagen. I maj 1944 blev han taget af Gestapo. Tyskerne meddelte Niels Aage Skov, at han stod til en dødsdom for hele ni anklagepunkter: ødelæggelse af krigsmateriel, sabotage af fabrikker, instruktion af sabotører, illegal pressevirksomhed, omgang med engelske faldskærmsfolk, bistand til flygtende jøder, besiddelse af skydevåben, spionage og mord. Det sidste kunne tyskerne dog ikke føre bevis for. Men da besættelsesmagten efter folkestrejken i juni-juli skar ned på antallet af henrettelser, blev han strøget af dødslisten og i stedet sammen med sin kammerat Thies sendt til fangelejren i Frøslev (paradiset med det overdådige måltid), hvorfra de blev transporteret videre til kz-lejren Neuengamme ved Hamborg.

Baby i en sæk
Dagen efter Skovs ankomst her blev en polsk kvinde hængt i de andre fangers påsyn. Hun havde en lille baby – sandsynligvis resultatet af en voldtægt, mener Skov – og i et desperat forsøg på at holde barnet i live stjal hun et stykke brød til det. Som straf blev hun klynget op i lejrens galge, og tyskerne puttede babyen i en sæk, som de hængte ved siden af. Næste morgen var der ikke mere bevægelse i sækken.

Den begivenhed var illustrerende for den grusomhed og menneskelige nedværdigelse, Skov og Thies kom til at møde i kz-lejrene. Senere blev han overført til Wansleben i Thüringen. I en periode blev han placeret i et arbejdshold og udstationeret i Svesing ved Husum, og Skov udtrykker i bogen undren over den ufølsomhed, som lokalbefolkningen her udviste over for de udhungrede og syge fanger, når de marcherede gennem Husum til og fra arbejde.

Urealistisk billede
Det lykkedes ham og kammeraten at flygte fra Wansleben i krigens sidste dage, og Niels Aage Skov blev optaget i en amerikansk enhed, der skulle være med i afnazificeringen af Tyskland. Forfatteren kunne ikke møde med en bedre motivation.

I forordet til den danske udgave bemærker Niels Aage Skov, hvor urealistisk et billede mange danskere har af deres egen rolle under besættelsen. Det slog ham under et besøg i Danmark for et par år siden: "Myten om danskernes tapre modstand mod nazisterne lever i bedste velgående. Jeg ville ønske, det var sandt, men det er... desværre ikke tilfældet", skriver Niels Aage Skov.

Ubetydelig modstand
Det, der prægede alle fem besættelsesår, var samarbejdsviljen, den danske industri der producerede for Tyskland, danske arbejdere der tog til Tyskland, omkring 6.000 danskere der frivilligt meldte sig til Waffen SS og floden af danske landbrugsvarer, der brødfødte store dele af den tyske befolkning. De sporadiske danske sabotageaktioner var vand ved siden af. I maj-dagene 1945 fyldte cirka 35.000 gaderne med frihedskæmpernes armbind og maskinpistoler. Besættelseshistorikeren Aage Trommer har opgjort det reelle tal til 100. Niels Aage Skov kan tælle til 50.

Grundig skildring
Den danske presse har de seneste 10-15 gravet i besættelsesårene (blandt andet i de store virksomheders rolle) og er af gamle modstandsfolk og blandt andre forfatteren Henning Fonsmark blevet kritiseret for at rive små vinkler ud af en større sammenhæng.

Denne kritik kan man ikke hæfte på Niels Aage Skovs grundige skildring. Som ung anså han den danske samarbejdspolitik for at være et resultat af fejhed. I dette enestående brev erkender han at have taget fejl. Niels Aage Skovs ærinde er den historiske sandhed. Og hans erindringer rager op. Niels Aage Skov fortæller levende, ofte næsten i romanform.