De fleste af os kender det sikkert: Man står i køkkenet og glor ind i køleskabet, mens man tænker over, hvad det egentlig var, man ville hente. Eller man står lommeklappende foran cyklen, idet det går op for en, at nøglerne til den ligger på spisestuebordet. Eller man glemmer teksten til ens yndlingssang. De ulykkelige har prøvet at modtage en uventet gave fra samleveren i samme sekund, som det går op for en, at man har bryllupsdag. I sådanne situationer ønsker man sig måske en bedre hukommelse eller frygter måske ligefrem, at en tidlig form for Alzheimers banker på. Men sådanne situationer er efterhånden meget almindelige. I situationer som disse tænker man måske på, hvordan man kunne forbedre ens hukommelsesevne, og vil man have inspiration til dette, bør man kaste sig over Joshua Foers bog Moonwalk med Eisntein.

Selv om Foers bog ikke er en egentlig selvhjælpsbog, så beskriver den alligevel nogle af de mest centrale teknikker, som de såkaldte ”menaleter” benytter, når de skal konkurrere i de forskellige discipliner som udgør de årlige hukommelseskonkurrencer. Faktisk er den røde tråd gennem Joshua Foers bog hans egen træning, der ledte til deltagelsen i det amerikanske hukommelsesmesterskab for et par år siden. Hvad der startede som en artikel om folk med fotografisk hukommelse og de såkaldte savanter – mennesker, der på trods af andre mentale problemer besidder en utrolig evne til at memorere forskellige tilsyneladende usammenhængende ting – udviklede sig til et personligt engagement fra forfatterens side i at træne sin hukommelse så meget, at han kunne være i stand til at deltage i det landsdækkende mesterskab.

Moonwalk med Einstein er dog meget mere end Foers personlige fortælling, for det er samtidig en historisk gennemgang af, hvordan forskellige, simple, associationsteknikker, som var en fast del af vore forfædres måde at organisere deres viden og udenadslære på, er blevet erstattet af post-it sedler, harddiske, diktafoner og alle de andre værktøjer, som vi anvender, når vi ikke vil glemme noget. Endelig er bogen et kærligt portræt af såvel de ivrige få, der betragter hukommelsestræning på linje med en professionel sportsgren, og af de mennesker, der takket være sygdom, ulykker eller medfødte skavanker, har svært ved at fungere på samme måde socialt som os andre, men som til gengæld forekommer at have en nærmest overmenneskelig evne til at huske andre ting.

Selv om man kunne mene, at dette virker som utroligt tørt stof, der har som sin primære opgave at få læseren til at føle virkelig dårlig samvittighed over, at denne ikke har evnen til at memorere tre spil kort på fem minutter, recitere 200 decimaler af pi, lære et langt digt udenad eller for den sags skyld huske, hvad de elever man underviser mon hedder, så er det ikke tilfældet. Moonwalk med Einstein er en både rørende, morsom, interessant og - ikke mindst - velskrevet bog om et emne, som vi næsten alle har et forhold til. Den er godt researchet, leverer så mange kilder og slutnoter, at de læsere, der selv har fået lyst til at forsøge at træne deres hukommelse, eller bare forbedre den en smule, nemt kan komme i gang med deres egen træning.

En af de teknikker, som bogen præsenterer er de såkaldte ”hukommelsespaladser”. Disse benyttes som opbevaringsplads for de mange nye oplysninger, man skal kunne rumme eks. i memo-konkurrence med andre. Ideen er, at alle mennesker har en medfødt evne til at orienter sig rummeligt, og derfor kan et sådant palads eksempelvis bestå af en slentretur gennem barndomshjemmet, hvor man vælger at placere det første, man skal huske (eksempelvis et bestemt spillekort) i entreen. Det er dog ikke spar tre, man ser for sit indre blik, når man vandrer ind, men det er derimod et billede af det, man har besluttet, skal repræsentere spar tre. Det lyder umiddelbart selvmodsigende, at man erstatter en ting, man skal huske, med en anden ting, men er tegnet for spar tre eksempelvis er en fed, nøgen nonne på en gyngehest, er det nemmere – når man mentalt genbesøger entreen – at genkalde sig dette billede. Det kræver altså træning, at dels skabe sidepaladser, dels at skabe de mentale forbindelse mellem noget abstrakt som et spillekort, og noget, man vil have nemmere at huske, men er man i stand til at skabe disse forbindelser, vil man også hurtigt kunne blive bedre til at huske denne type informationer.

Teknikken stammer oprindeligt fra det gamle Grækenland, hvor den blev opdaget over fem hundrede år før vor tidsregning, og var en teknik som er blevet brugt lige siden, indtil bl.a. skriftsproget og andre måder at fastholde information på gjorde denne type af omorganisering af den enkeltes hukommelse overflødig. Selv om man måske også godt kunne finde på at tvivle på, om disse metoder virker, så er forfatteren i al fald selv et glimrende eksempel på, at disse memoteknikker kan have en gavnlig effekt.

Moonwalk med Einstein er både hurtig læst og fyldt med anekdoter, facts og hukommelsestricks, der garanterer, at man aldrig keder sig. Samtidig er det også en bog, der viser, at man sagtens kan træne ens hjerne til at performe lidt bedre. Endelig så slutter bogen med at berolige alle de, der er plaget af situationer som de, der indledningsvis blev beskrevet, for selv om Foer fik trænet sig op til at præstere glimrende i konkurrencesammenhænge, så ændrede det ikke ved, at han stadig havde evnen til at glemme dagligdags ting efterfølgende. Det er tankevækkende, at vi ikke længere sætter en dyd i at huske, for kunne det ikke være smart til eventuel eksamen at være i besiddelse af hukommelsesteknikker, der satte en i stand til at memorere vigtige årstal, kongerækker, det periodiske system eller for den sags skyld citater fra fagbogen? Måske! Det er i al fald aldrig for sent at komme i gang med øvelsen, og et godt sted at få saglig inspiration fra er Moonwalk med Einstein.