Den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Žižek har gennem de seneste 15-20 år opnået noget nær superstjerne-status som moderne, venstreintellektuel filosof. Med sin uforlignelige evne til at blande avanceret tænkning med eksempler fra b-film og sjofle vittigheder har han blandt fået tilnavnet the stand-up Hegelian. Der er lavet flere film om og med ham – fx den stærkt underholdende The Pervert's Guide to Cinema – og han er en stærkt efterspurgt forelæser. Žižek skal gerne opleves live med sin rablende talestrøm – komplet med kraftig, slovensk accent – og heftige gestikulation. Lige så manisk han kan fremstå som forelæser, lige så usandsynligt produktiv er han som forfatter – gerne 2-3 nye titler om året.

Med så stor en produktion synes det uungåeligt, at Žižek gentager sig selv. Ikke alle hans bøger er lige originale og til tider kan man finde hele passager, der går igen i flere bøger (dog ofte i forskellige sammenhænge). Det kan derfor være vanskeligt at træde ind i forfatterskabet, da det ofte synes at bygge videre på tanker, der allerede er udfoldet andre steder. Derfor giver det god mening, at det er en af de tidlige bøger – The Sublime Object of Ideology fra 1989 – der nu foreligger på dansk (tidligere er også Det skrøbelige absolutte, 2001, udkommet på dansk).

Žižek sammenfatter selv bogens formål således: at introducere til de grundlæggende begreber i den lacanianske psykoanalyse, at reaktualisere Hegel og at bidrage til en genlæsning af ideologiteorien gennem Lacan. ”Hegel kan kun reddes gennem Lacan, og denne lacanianske læsning af Hegel og arven efter ham åbner op for en ny tilgang til ideologi, der gør det muligt at begribe samtidige ideologiske fænomener (kynisme, 'totalitarisme', demokratiets skrøbelige status) uden at gå i 'postmodernistiske' fælder (såsom den illusion at vi lever i en 'postideologisk' tilstand)” (s. 45).

Žižek tager Jacques Lacans radikale læsning af Freud og overfører den på en mere generel samfundsteori, hvor den bruges til at (psyko)analysere samfundet. På samme måde som det ubevidste og begæret hos den enkelte manifesteres i fx drømme, så viser begæret sig i samfundet i form af fx varer (det er naturligvis Marx' vareanalyse, der er på spil her). Men ligeså lidt som drømmen skal 'oversættes' til sin egentlige mening, ligeså lidt kan forbruget af varer 'oversættes' til det, vi egentlig begærer. Forbruget af varer er ikke et udtryk for en falsk bevidsthed, der får os til at begære varer i stedet for noget mere autentisk, der ville kunne tilfredsstille os endeligt. Begæret tilfredsstilles aldrig endeligt, men vil altid være et begær efter noget, der forskyder sig i en uendelighed.

Det er et idelogisk fantasme, at forbruget af varer vil kunne tilfredsstille begæret; det er det, der giver os lyst ved at forbruge. Fantasmet består i, at forbruget bliver gjort til et middel til at tilfredsstille begæret; hvor det i virkeligheden er forbruget selv, der er begæret. Varen, forbrugets genstand eller objekt, er symptomet; eller med Lacans udtryk: sinthomet. Fordi det er forbundet med lyst, har vi i virkeligheden ikke noget ønske om at blive helbredt for vore symptomer; vi ønsker ikke at begæret bliver tilfredsstillet, fordi lysten ved at søge det tilfredsstillet dermed forsvinder.

Žižek eksemplificerer blandt andet med Kafkas Slottet, hvor landmåleren K begærer adgang til slottet, hvilket han aldrig opnår. Men K opgiver aldrig, fordi der er en – pervers – nydelse ved at insistere på, at han må have adgang til slottet, skønt han ved, det aldrig vil lykkes. Et andet eksempel er jødernes rolle som symptom/sinthom i nazismen. Nazismens perverse begær er at ville udrydde jøderne. Ideologien siger, at jøderne – symptomet – må udslettes; men uden jøderne vil nazismen ikke kunne opretholdes som ideologi. Dermed bliver jøderne også symptomet på – eller inkarnationen af – nazismens og totalitarismens umulighed. Det er en ideologi, der aldrig vil kunne indfri sit mål, hvis begær aldrig vil kunne endeligt tilfredsstilles, da det samtidigt ville være ideologiens endeligt. Det er ikke begærets objekt, men nydelsen, der er målet.

Žižek er ikke nogen systematisk teoribygger – det ville også være i modstrid med selve hans tænkning – og det kan derfor være en omstændig proces at læse sig ind på det, der er det centrale i værket. Ideologiens sublime objekt er blandt hans mere konsistente bøger og dermed et oplagt sted at begynde. Bogen er forsynet med et introducerende forord ved Henrik Jøker Bjerre og Carsten Bagge Laustsen, der også tidligere har udgivet introduktionen Slavoj Žižek (2006). Henrik Jøker Bjerre er tillige aktiv i tænketanken Center for vild analyse, der bl.a. skriver en Žižek-inspireret klumme i Information om aktuelle fænomener i dagens samfund. Center for vild analyse har også udgivet den Žižek-inspirerede Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken