Hvad sker der, når kapitalismen bliver både ufravigelig og anfægtelig? Hvilken rolle spiller den fornyede interesse for det spirituelle for det moderne samfund? Hvad kan vi fremadrettet bruger humanistiske studier til? Og hvilken rolle spiller litterære kulturer for senmoderniteten? Sådanne spørgsmål og andre beslægtede søger kulturanalytikeren Simon During svar på i sin seneste bog Exit Capitalism. Bogen bærer undertitlen Literary Culture, Theory, and Post-secular Modernity, og samler på den måde i sin titel de senmoderne interesser, During analyserer i bogen.

Kapitalismen, som den har udviklet sig gennem flere hundrede år, skriver During, har en evne til at producere en anseelig mængde lidelse, mens den med den på den anden side også skaber glæde. Den lægger grundstenen for dumheder, mens den samtidig også fremhæver intelligens. Den bygger på kynisme, mens den også er funderet på tro. Tænk på, hvordan bankrådgiver og ejendomsmæglere gentagende gange forsøger at fremhæve, at ’troen på markedet er tilbage’. Derfor er kapitalismen tvetydig, fordi vi er fanget i den, mens vi også burde undslippe dens bagside.

Vi befinder os ikke, skriver During med en skjult henvisning til Francis Fukuyama, ved historiens slutning, men i stedet er vi mødt af det modsatte – historien skal først til at begynde. Kapitalismen eksisterer nu uden håb, en håbløs kapitalisme, og derfor kalder During vores historiske position for ’endgame capitalism’. Demokratisk statskapitalisme er blevet en så indgroet del af vestlige samfundsstrukturer, at den tages for givet – og det bliver således dens problem. Kapitalismen savner selvrefleksivitet og en fornemmelse af, at den endnu ikke er – eller nogensinde bliver – færdig.

Denne diskussion placerer During midt imellem den historiske dikotomi, der har skabt sig – men ikke nødvendigvis eksisterer – mellem sekulær fornuft og religion. Allerede markedsgørelsen af religiøs praksis fortæller noget om, hvordan sfærerne er sovset ind i hinanden. Derfor fremhæver During nogle inkonsistenser i, at demokrati og kapitalisme er blevet så tæt sammenbundne, uden at religion har haft intellektuelt rum i dette spil. Derfor har religion – eller måske rettere tro eller spiritualitet – i stedet udviklet sig i en anden retning.

Hvor stat og kirke i flere i hvert fald protestantiske lande har været tæt forbundne, og derfor også forbundet til kapitalismens markering af staten, der er afhængig af væksten, så har der ganske langsomt – og i givet fald i kølvandet på en postmoderne subjektivisme – etableret sig en ny form for ikke-institutionaliseret ramme for tro. Dette kaldes af flere for post-sekularisme, og kendetegner en revitaliseret spiritualitet, der ikke giver afkald på fornuftens kritiske potentiale. Pointen er her, at samfundet – som det har udviklet sig – aldrig helt har været sekulært.

Det er besynderligt, at During har valgt at placere begrebet post-sekularisme så fremhævet som i netop sin bogs undertitel. Selvom han undervejs inddrager dette opblødte forhold mellem det sekulære og det religiøse, så nævner han kun begrebet fire gange i hele bogen. En nogenlunde klar definition af begrebet får vi heller ikke. Han forholder sig heller ikke i nævneværdig grad til den nu mere og mere blomstrende akademiske brug af begrebet – ud over en henkastet henvisning til Habermas og en brug af Charles Taylors centrale bog om sekularisme. Bogen savner i sin simplicitet en klarlægning af et centralt begreb – for såvel akademia som for Durings egen bog.

Når det så er sagt, så er Durings bog en særdeles spændende og – tør jeg sige det – interessant beskrivelse af en række felter, der viser denne opblødning af forholdet mellem sekularisme og religion. Når jeg indlemmer et forbehold for ordet interessant, så hænger det sammen med Durings analyse af ordets sproglige udvikling fra at være et æstetisk begreb til at blive den emotionelle basis for en økonomi baseret på kapital og ombytning. Ved at spore ordets udvikling sporer During derved også indirekte kapitalens langsomme naturalisering.

Det litterære blik på udvikling, der behandles gennem et blik på bogkulturens indlemmelse i denne kapitalpraksis (noget Luther i øvrigt også selv meget tidligt så), er skarpt, og danner således grundlag for en delbesvarelse af spørgsmålet om humanistiske studiers fremtidige eksistensberettigelse. Det er dog måske ingen overraskelse, at humanisten During finder en berettigelse for sit eget faglige felt. Gennem sine analyser viser During, at litteraturen og æstetiske produkter – og læsningen og bearbejdningen af dem – er sensitive praksisser, som viser en ny vej ud af den naturaliserede ideologi, der indbefatter sig i kapitalismen. Dette er første del af idéen om exit capitalism.

Derud over – selvom begrebet post-sekularisme desværre kun sparsomt behandles – peger During også på, at der i det religiøse og det spirituelle ligger nogle muligheder. Muligheder, som troende selv har erkendt. Moderniteten, siger During, er en uddannelse i at miste troen på frelse, mens tro netop sigter efter frelse. Her bliver det pludselig relevant for kapitalismen, der alene ikke formår at skabe frelse, men – som vi indledningsvist så – skaber lige store mængder lidelse for de, der ikke kan være med blandt de indviede. Pointer, som Zygmunt Bauman gentagende gange har fremhævet.

Derfor besinder samfundet sig – i Durings optik – også på en reevaluering af de institutionelle religioner, hvilket for vesten især selvfølgelig gælder kristendommen. Men i en globaliseret verden, hvor verdensreligioner har genvundet plads på forskellig vis, er religionerne aldrig alene. Islam har fået plads i verdenssamfundet, mens andre religioner og nyfundne praksisser også vinder frem. Derfor er det en udvikling i retningen af en ny måde at bruge tro på. Dette perspektiv forbigår During til dels, hvilket er lidt en skam, fordi det ligger faktisk implicit i flere af hans argumenter.

Pointen er, skriver During, at samtidens verden endeligt må erkendes som uperfekt. Både religiøse tanker og politiske dogmer har sigtet efter en perfekt verden ofte kædet sammen med utopiske forestillinger. Men nutidens samfund, der må erkende sig som aldrig helt færdig, har derfor konsekvenser for såvel sekulær kapitalisme som religiøs praksis. Begge dele har en plads i samfundet, men begge må indskrænke sig – og dette bidrager den nye spiritualitet med. Kapitalismens og kristendommens positioner, samt øvrige religioner, er nødt til at gentænke deres positioner.

Humanistiske studier, der stadig bærer interessen for det æstetiske, som netop kan udtrykke disse ting, kan forklare dette. During henter sine metodiske greb fra en klassisk cultural studies-tradition, men supplerer den med et fornyet blik på sammenhængen mellem litteraturvidenskab, samfundsvidenskab og til dels religionsvidenskab. Det, der samler disse tre grene, bliver i de humanistiske kulturstudier netop det æstetiske. Æstetikken har – som Adorno berømt formulerede det – en mulighed for at vise, at tingene kan være anderledes, ved æstetikken i sin negativitet adskiller sig derfra.

During skriver koncist, komprimeret og særdeles ’akademisk’. Exit Capitalism er ikke en nem bog at læse. Det virker lidt, som During ville skrive et meget langt argument i én sætning. Det metodiske grundlag kunne godt være udbygget mere – mest fordi det er en utraditionel tilgang til æstetik, samfundsteori og religion. Men gemt mellem de indspiste og indpakkede sætninger finder vi en række særdeles interessante erkendelser, der også viser, hvordan samfundet agerer for tiden – vist med baggrund i litterære og filologiske kulturstudier. Nogle mere præcise begrebsafklaringer ville også have været på sin plads. Men det samlede udtryk til trods formår During at bane vejen for fremtidige humanistiske studiers levevis. Jeg vil kun håbe, at han har ret.

Conclusion in English
During’s writings are concise, compressed, and particularly ’academic’. Exit Capitalism is no easy book to read. It seems as if During is trying to write a very long argument in just one brief sentence. The methodological grounding could as well have been expanded further – mostly because it is a rather untraditional mix of aesthetics, social theory, and religion. Nevertheless, hidden within intimate and toughly wrapped sentences we find a wide range of extremely fascinating acknowledgements that – through literary and philological studies – show how society acts at the present moment. A more precise clarification of concepts would have been preferred. Despite the overall tone During manages to set an example for the future survival of the humanities. I can only hope that he is right.