Klaus Bruhn Jensen har sat sig for at skrive en bog om forholdet mellem medier og samfund ved navn Medier og samfund, ikke at forveksle med Ib Bondebjergs bog Medier og samfund fra 1990. Lad det være sagt med det samme, at der er væsentligt mere medie end samfund i bogen, men det er ikke nogen forglemmelse eller svaghed ved bogen. Det er snarere hele bogens præmisse at for at forstå et samfund er man nødt til at forstå dets medier. De to ting definerer ikke hinanden, men eksisterer i et symbiotisk forhold i konstant påvirkning. Hermed indskriver Bruhn Jensen sig i den nyeste forskningstrend og det er rart at spore den historiske udvikling i hans præsentation.

Dermed bliver det også klart, at selv om Bruhn Jensens bog er en introduktion til medieanalyse med primært sigte på universiteter, så fungerer dens syntese af medieanalyse og sociologi også som et argument for en bestemt analysemetode og som et originalt forskningsbidrag. Det er en glimrende måde at håndtere en introduktionsbog på, for Bruhn Jensen sørger for at præsentere tidligere og fremhæve deres styrker og svagheder.

Naturligvis er der truffet valg som kan være mere eller mindre hensigtsmæssige, alt afhængigt af hvilke uddannelser bogen benyttes på, og hvilken overbevisning læseren selv har. Det mest grundlæggende valg er også det mindst diskuterede valg: "Et samfund kan forstås som et kommunikationssystem" (11). Det er ikke fordi det er et voldsomt kontroversielt valg, men det adskiller sig fra den typiske sociologiske forståelse af et samfund, hvor de sociale relationer er i højsædet. Hos Bruhn Jensen er det derimod kommunikationen mellem de sociale relationer som er vigtig, en lille men vigtig forskel, som gør det muligt at fokusere på vigtigheden af medier i et samfund.

Vægten i bogen ligger altså på medierne, og Bruhn Jensen argumenterer for at medieanalysens vigtigste opgave er at skille lagene i medieret kommunikation ad, så man bedre kan forstå helheden ud fra delelementerne. Han fokuserer primært på interaktionen mellem medier, samfund og aktør. Bruhn Jensen læner sig hermed op af Anthony Giddens' samfundsmodel, og det er også den som binder bogens sociologiske dimension sammen. Ud fra denne grundlæggende model skiftes der mellem fokus på selve medierne, deres funktion i samfundet, samfundets forhold og indvirkning på medierne og sidst men ikke mindst modtagernes relation til medierne.

Igennem hele bogen præsenteres forskellige forskningstraditioner, og der argumenteres for deres berettigelse, deres fokus og deres frugtbarhed som analysemetode. Generelt er Bruhn Jensen ganske nuanceret i sin fremstilling, og selv de metoder som ikke benyttes i bogen får stadig ord med på vejen. Det gør, at bogen er interessant og brugbar for dem som ikke nødvendigvis deler Bruhn Jensens prioriteringer, og er under alle omstændigheder med til at sætte ting ind i en større sammenhæng, og give en forståelse for forskningstraditionernes valgte fokus.

På tværs af bogens generelle fremstilling, er der to skift i tone. Det ene er et dyk ind i en konkret analyse af en bestemt relation, som eksempelvis mediebegivenheder, filmøkonomi eller DRs digitale skift. Det andet er små arbejdsopgaver rettet mod de studerende som kan give underviseren inspiration og mulighed for at komme ind i en diskussion om egne oplevelser. Begge skift fungerer godt, selvom de konkrete analyser er ganske skrabede for at holde dem på at kort og overskueligt niveau. Arbejdsopgaverne er gode, men fungerer nok bedst som inspiration tilpasset den enkelte undervisers behov.

Hvis bogen har en svaghed, ligger det i en relativt ukritisk tilgang til mediernes plads i samfundet. Mediekritik bliver diskuteret, men sjældent brugt, hvilket også er tydeligt i en fuldstændig mangel på reference til Frankfurt-skolens kritiske teori, som nok er primært sociologisk, men indrager medierne i diskussionen. Bruhn Jensen argumenterer for at medierne hjælper med til at forstå samfundet - på godt og ondt, hvilket han kalder mediernes time-out funktion, fra samfundets typiske time-in. Med andre ord, kan medierne fungere som en refleksion over de hændelser som sker. Hvorfor Bruhn Jensen fastholder en sportsmetafor er ikke klart, da den ikke er specielt mere tydelig en det langt mere brugte refleksionsbegreb.

Dette gør dog ikke bogens brugbarhed mindre, og som samlet introduktion til et stort og kompliceret felt fungerer bogen glimrende. Bogen er overskuelig og godt designet, med udmærkede farvebilleder og tydelige diagrammer. Med Bruhn Jensens fokus, vil bogen helt klart tiltale kommunikationsuddannelser mest, men andre kan absolut også have glæde af den.