Vi lever i en tid hvor ordet ”terror” synes at blive nævnt på daglig basis. Især efter 9/11 er begrebet igen blevet lige så populært, som det var i undertegnedes ungdom, hvor RAF, Sorte September og andre grupperinger med lige så væmmelige navne hærgede. Fascinationen af terror synes at være primært todelt. På den ene side er terroristernes mål at skabe generel utryghed og frygt i den brede befolkning. Frygt for en efterladt taske, for at gå ombord på et fly, osv., og fascinationen kan hos enkelte ligge i, hvordan disse følelser kan opnås. Dertil kommer den debat, der følger i kølvandet på terrorhandlinger – hvad er det, der får individer til at sætte et politisk eller religiøst (nogle gange en blanding af disse) budskab højere end deres eget liv? Noget mange velnærede, trygge vesterlændinge især kan have svært ved at forstå.

Med al den fokus på terror er det derfor også nærmest naturligt, at en mængde kulturartefakter: film, tegneserier, digte, tv-serier, dokumentarudsendelser, popsange og mode pludselig inkorporerer terrorens ikonografi, væsen, problematikker og ikke mindst synes at diskuterer terrorens essens. Dette både for at forsøge at forstå, hvad der ligger bag handlingerne og bag de, der udfører dem. I slipstrømmen på den generelle debat er der blevet udgivet et utal af bøger, nationalt såvel som internationalt, der på forskellig vis behandler emnet. Et af de mere kuriøse eksempler er bogen Terror og film, som i foråret blev udsendt fra Århus Universitetsforlag.

Bogen er en artikelsamling. Alle indslagene har det til fælles, at de hver i sær tager udgangspunkt i et filmværk, som så sidestilles med nogle af de problematikker og diskussioner, der eksisterer omkring terror. Af flere forskellige årsager, som præsenteres i bogens indledning, vælger bidragsyderne helt at se bort fra helt nye film, der behandler terror (som eks. The Hurt Locker, Der Baader Meinhoff Komplex, The Kingdom, Farenheit 9/11, osv. ), men derimod har bidragsyderne valgt film, der kronologisk ligger før 9/11. Det forekommer i denne (film)anmelders øjne som et ret besynderligt valg, idet der siden 2003 har været en række utroligt spændende film, der på forskellig vis omhandler terror, og som forekommer både langt mere aktuelle og vedkommende.

Det er måske indlysende at vælge film som Fight Club, Brazil, Rambo III eller The Siege i denne forbindelse, men det bliver en anelse mere spekulativt, når bidragsyderne kaster sig over film som The Truman Show og Minority Report (for bl.a. at vise noget om den øgede overvågning i kølvandet på terror), Independence Day eller Starship Troopers (for bl.a. at komme med kommentarer om umenneskeliggørelsen af terroristerne) eller Mad City (til at fokusere på terroristernes bevidste brug af medier) – det forekommer simpelthen i denne anmelders øjne, som om forfatterne har fundet et terroremne, de gerne ville beskæftige sig med, og så forsøgt at finde film, der perifert har med deres emne at gøre.

Selv om bogen har nogle glimrende pointer og især er interessant læsning i de passager, hvor terrorens mange facetter diskuteres, så halter den altså en del bagefter, hvad angår det, som bogen forsøger at sælge sig selv på – nærmere bestemt begrebet ”film”, der trods alt udgør halvdelen af bogens titel. Måske er det, fordi bogens bidragsydere primært har baggrunde i fag som historie, etnografi, sociologi, statskundskab, antropologi og filosofi, at filmteorien og det filmhistoriske blik tilsidesættes til fordel for de teoretiske kæpheste, man har stående i stalden, men det er stadigvæk ret besynderligt, at der i denne antologi ikke er at finde en enkelt bidragsyder, der har en baggrund i filmvidenskaben.

Dette gør, at bogen – for de, der er mere interesseret i film end i terror – må stille sig tilfredse med en bog, der – når den er læst til ende – primært fremstår som en række artikler, der alle handler terror. Og for at gøre emnet spiseligt, har forfatterne valgt at sammenligne det, som diskuteres, med filmeksempler, der i større eller mindre grad kan være med til at eksemplificere, hvad den enkelte forfatter forsøger at afdække. Det gør måske Terror og film til – som der står bag på bogen – ”en anderledes og sjovere måde at lære på”, men hvis man tror, at man her bliver meget klogere på, hvordan Hollywood (for det er også – med Brazil som eneste undtagelse – udelukkende amerikanske film, der benyttes som eksempler) før 9/11 brugte terror som fortælleelement i sine fiktioner, så vil man utvivlsomt blive skuffet.