Clara Kramer er medstifter af Holocaust Ressource Foundation ved Kean University i USA, og hun har viet sit liv til at tale om Holocaust. Hendes dagbog om livet under jorden indgår i den permanente samling på United States Holocaust Memorial Museum i Washington D.C. Hun bor i dag i New Jersey, USA, og hun er over firs år gammel, men der går næppe en uge, uden at hun taler om sine oplevelser ved et offentligt arrangement. Clara var en helt almindelig polsk-jødisk teenager fra en lille by i Polen, Zolkiew, da krigen brød ud. Før krigen boede der 5.000 jøder i Zolkiew og efter krigen 52. Dette tal siger i sig selv, hvor brutal politikken mod jøder var i dette område. Imod alle odds overlevede Clara. Dette er hendes historie…

Clara og hendes forældre og søster Mania levede et ganske normalt liv før krigen. De havde en relativt stor familie, der havde et tæt sammenhold. Faderen var meget religiøs og gjorde en del for det jødiske lokalsamfund. Claras familie boede sammen med bedsteforældrene. Den antisovjetiske bedstefar frygtede Sovjetunions fremgang i området, da han før havde været i koncentrationslejre, hvor han var blevet udsat for grusomme ting, han aldrig fortalte om.

Polen var i denne periode omklamret af fjender fra begge sider: Sovjet i øst og Nazityskland i vest. Selvom Sovjetunionens indtog i Claras by før krigen forværrede deres situation, var familien blot lettet over, at tyskerne ikke var kommet først. Dele af Claras familie blev tvangsflyttet til Kazakhstan, og Claras bedstefar blev dræbt af sovjetterne. Men endnu værre, tyskerne rykkede nærmere og overtog området.

Livet for jøderne i Polen ændrede sig drastisk, først ved tvangsflytning til ghettoer, overtagelse af jødiske ejendomme og virksomheder og sult og sygdom. Claras mor var en engel. Familien havde lidt til rådighed, men alt, hvad de havde at gøre med, uddelte moderen til den fattige jødiske befolkning. Clara fik at vide, at ingen ville gøre hendes familie ondt, fordi moderens gode gerninger ville beskytte dem. I dag må man undre sig, om dette ikke nøjagtigt var tilfældet.

Flere jøder søgte nu udveje til at undslippe nazisternes brutalitet. Flere søgte steder at gemme sig eller flygtede. De, der ikke flygtede, forsvandt gradvist, da de blev tvangsflyttet til koncentrationslejre, og mange mistede livet ved at prøve at hoppe af de kørende tog. Det antal jøder, der boede i ghettoen, blev formindsket dag for dag, enten via henrettelser, tvangsforflytninger eller død som følge af sygdomme, der opstod som følge af levevilkårene i ghettoerne.

Claras familie skulle dog møde sine frelsere på samfundets bund. Moderens tidligere husholderske, polske Julia og hendes Volksdeutche mand, Hr. Valentin Beck, som var kendt for sin druk og demoraliserede adfærd og deres datter Ala. Denne familie tilbød familien husly i en kælder sammen med to andre familier. 18 mennesker boede de igennem krigen i denne kælder. De fleste regnede med, at krigen ville være ovre i løbet af nogle ugers tid, ingen kunne på daværende tidspunkt vide, at opholdet i den lille kælder skulle vare 20 måneder. Claras mor opfordrede Clara til at føre dagbog, hvilket Clara flittigt gjorde.

Livet i kælderen var hårdt, og familierne fik ikke ernæring nok og kunne ikke gå op på toilet af frygt for at blive opdaget, og måtte derfor forsørge i en spand i kælderen, der blev tømt, når den var fuld. Familien Beck risikerede sit eget liv ved at have jøder boende, og alle beundrede familien og følte et stærkt bånd til dem. Familien Beck var dog langt fra fejlfri. Hr. Beck drak stort set hver dag og havde flere affærer, hvilket hustruen vidste og gerne ville forlade ham for, men hun følte sig nødsaget til at blive for at passe på gæsterne i kælderen. Endnu værre blev det dog, da SS-folk flyttede ind i huset. Det skal dog siges, at familien Beck ikke havde meget at sige i denne sag. Livet blev værre for familierne i kælderen, da alt de foretog sig kunne give lyd og dermed afsløre dem, hvilket ville resultere i deres og familien Becks død.

En dag er der brand i nabolaget, og af frygt for brand i huset vælger søsteren Mania at flygte. Familien kan ikke holde hende tilbage, men vælger selv at blive i kælderen, da de hellere vil dø som følge af branden end som følge af nazisternes brutalitet. Mania bliver fanget og dræbt, og familien går ind i en dyb sorg.

Da familien endelig slipper ud af kælderen efter 20 nervepirrende måneder, har kun 52 jøder – inklusiv de 18 i familien Becks kælder – overlevet naziregimet. Det jødiske samfund i Zolkiew er borte, og familien emigrerer til Israel, men de holder varig kontakt med deres nye forlængede familie, familien Beck. Clara bliver gift med Sol, som hun flytter til Brooklyn med, hvor de får to sønner sammen. Clara har siden dedikeret sit liv til at fortælle om Holocaust og det uafsindige held, der gjorde, at hun overlevede. Familien Beck er siden blevet honoreret af Yad Vashem, Israels officielle Holocaust Memorial, og deres uselviskhed og barmhjertighed er beundringsværdig.

Historien i sig selv er gruopvækkende og dybt spændende, man undrer sig over, hvordan 18 mennesker kan overleve 20 måneder under sådanne forhold. Den beskriver historie og historiens indvirkning på deres liv, men også interne intriger, beboerne i kælderen imellem, der gør den meget mere end blot en historie om Holocaust. Det er en historie om overlevelse under ekstreme forhold, og de indvirkninger den konstante frygt har på folks psyke og krop. Jeg anbefaler folk at se et interview med Clara, hvori hun fortæller kort om livet i kælderen, en video, der er værd at se og en historie, der er værd at høre og læse. Videoen kan ses på YouTube.

Claras krig er fantastisk fra start til slut. Den minder lidt om flere tidligere historier såsom Anne Franks. Vi har hørt historien før, den unge jødiske pige, der under jorden fører dagbog. Hvad skiller så denne bog ud? Det faktum, at Clara overlevede. Bogen bliver derfor mere refleksiv og dybere, i og med at Clara har dagbogen til at huske detaljerne, men senere har hun erhvervet sig klogskab og viden om området, som kun tidens grundige overvejelse kan tilvejebringe.