Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Den danske krimi / Frank Egholm Andersen / 88 sider
Bogforlaget HER&NU . ISBN
Anmeldt 2/3 2010, 13:07 af Kim Toft Hansen

Anmeldelse af den danske krimi


Anmeldelse af den danske krimi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Det er massivt”, skriver Frank Egholm Andersen som det første i sin bog Den danske krimi. ”Krimierne sælger i pallevis”, fortsætter han, mens han til slut runder af med at fremhæve, ”at det ikke er lige godt alt sammen”. Han understreger dog, at ”vi har set nogle nye forfatterskaber dukke frem, som er det hele værd”. På den måde er den danske krimi irammesat med særligt fokus på Nedslag i den danske krimi gennem de sidste 50 år, som er undertitlen på bogen. Den burde nok - rent sprogligt - have heddet de seneste 50 år, for at dømme efter udgivelsesraten af dansk kriminallitteratur og dansk tv-krimi er det bestemt ikke de sidste.

Frank Egholm Andersen er litteraturformidler og udgav for et par år siden Den nordiske femikrimi, der pligtskyldigt, ufortrødent og ganske åbenhjertigt går til den skandinaviske krimis såvel mest udskældte som mest solgte undergenre. Med Den danske krimi vil Andersen tegne et rids over dansk krimis nyere historie, men dyr sig ikke for at kigge tilbage til begyndelsen. Han starter derfor med en berigende, desværre lidt beskåret kortlægning af fx St. St. Blichers, Johs. V. Jensens og Karen Blixens interesse i genren. Ridset er berigende, fordi det er så sjældent, at disse tidlige krimiformater tages alvorligt. Det er beskåret, fordi det af samme årsag trænger til uddybende undersøgelser.

Det er dog ikke Andersens mål at kortlægge genrens danske grundlag minutiøst, men det er et værdigt forsøg på at formidle genrens tidlige formater. Efter krimiens vår træder Andersen derfor ind på den klassiske detektivroman, der også så dagens lys i Danmark primært inkarneret af Else Fischers romaner. Derpå springer han til politikrimien, der berøres fra det tidlige format hos Frits Remar til den seneste udgave hos Christian Dorph og Simon Pasternak. Derfra bevæger han sig videre til den hårdkogte danske udgave af krimien i fx Dan Turèlls tidlige og Jussi Adler-Olsens seneste udgave. Fra den hårdkogte springer Andersen mere fyldigt ind i spionromanens versionering på dansk hos fx Leif Davidsen og Olav Hergel, for derpå igen at kaste ind i femikrimien – den er uomgængelig på dansk og skandinavisk grund. Afslutningsvist gør Andersen op, hvordan den danske tv-krimis status er med udgangspunkt i klassikeren Ka’ De li’ Østers? til den seneste store DR-succes Forbrydelsen 2. Samlet set et kort, formidlende og oversigtsgivende rids, der tegner både tematiske sammenhænge og udviklingstræk igennem de seneste 50 års dansk krimi.

Den danske krimi er ikke et akademisk værk. Det er en god gennemgang af genrens forskelligartede udtryk og genreudgaver på dansk. Et lignende – og mere fyldigt værk – fik vi får kort tid siden af Karsten Wind Meyhoff i Forbrydelsens elementer , der desværre sjældent formåede at komme ud over det resumerende stade til det syntetiske. Gider man ikke læse de enkelte krimier, er Meyhoffs værk et godt sted at gå, men for mange afsløringer af plotsammenhænge og alt for fyldige resumeer ødelægger de fleste af de krimier, vi her kan læse om – hvis man da ikke har læst de mange værker i forvejen. Denne klassiske spoiler-synd vægrer Andersens sig imod ved at – i de fleste tilfælde – at holde sig til plotmæssige teasers. Det betyder, at Andersens bog faktisk dermed bliver til en god anbefaling af de krimier, der netop falder i ens smag. På den måde er Den danske krimi særdeles velskrevet. Samtidig formår han også at give nogle samlende, syntetiske påstande om krimien generelt.

Andersen bevæger sig dog på en lidt besværlig knivsæg mellem reel analytisk tilgang og anmelderlyst. På den ene side er han en skarpsindig tekstlæser med sans for de centrale detaljer i de enkelte krimier, men han kan samtidig ikke dy sig helt for at fortælle om tingene holder. Herved plumper Andersen til tider lidt ind i inkonsistenser. Om Torben Nielsens politiromaner hedder det fx på den ene side, ”at han glemmer, at han skriver sine kriminalromaner ved hjælp af en alvidende olympisk fortæller”. På den anden side vurderes hans politiromaner kort efter til at være ”nogle af de bedste på dansk”. Det kan selvfølgelig være, at det siger en del om den danske politikrimi, men mest af alt tyder det på, at Andersen ikke holder tilbage på modstridende argumenter. Det er nemlig et gennemgående træk, når han skal vurdere forfatterskabernes og tv-seriernes kvalitet. Men samtidig bør det også krediteres, at han tør bevæge sig ud af analytikerens rolle og ind i anmelderens position. På den måde er Den danske krimi på mange måder også en lang anmeldelse af den danske krimi igennem de seneste 50 år.

Den danske krimi er intentionelt kortfattet og rettet mod netop det publikum, der selv svælger i de kriminalistiske universer. Derfor er den et godt bud på en kvalitetsvurdering af den danske krimi, og det samlede budskab synes at være, at der – i takt med publikationernes mangfoldighed – også er kommet væsentligt flere gode krimier på boghandlerens hylder. Dermed tager Andersen også det læsende publikum seriøst, hvilket måske ikke altid er tilfældet hos anmeldere (undertegnede inklusive). Bogen er rigt illustreret, i stort format og er på sin egen måde én lang anbefaling af læsestof til den brede læserskare, der elsker at bade i blod, mord, korruption og nødtørftigt medfølende kriminelle. Svar på spørgsmålet om, hvorfor dette er tilfældet, lader sig stadig være ubesvaret.

221
Forrige anmeldelse
« Mediekultur, mediesamfund (2. u... «
Næste anmeldelse
» Den forbudte frelse »