Mediernes rolle i samfundet, eller medierne som en kulturinstitutionel rammesætning af samfundet, er i stigende grad kommet under lup de seneste år. Mediernes forhold til samfundet, eller rettere at medierne har et forhold til samfundet, er ikke nogen ny indsigt. Medieringens rolle har været en del af tænkningen om samfundet og kulturen gennem menneskets historie, stort set fra at vi fandt på at mediere vores tanker gennem sprog og særligt skrift. Men det tyvende århundredes nye medier har i højere grad samlet sig om en kulturel institutionalisering, en tilstand som er blevet benævnt medialiseret, hvilket peger på, at nutidens medier har fået en egenlogik i forhold til samfundet. De er blevet selvgenererende i en sådan grad, at samfundet ikke kun bruger medierne, men samfundet skabes også gennem medierne. Denne tankegang spejler sig også i titlen på Jostein Gripsruds bog Mediekultur, mediesamfund.

Bogen udkom første gang på norsk i 1999. Det var dog bogens norske andenudgave, der dannede grundlag for den danske oversættelse i 2005. I 2007 udkom den norske tredjeudgave af bogen, og denne er nu udgivet som den danske andenudgave. Med et felt som moderne mediekultur er det selvfølgelig svært at skrive en bog, der er fremsynet nok til at kunne stå i flere år, og af samme årsag giver det således god mening at udsende opdaterede udgaver af samme bog. Det giver for det første selvfølgelig mulighed for at rette de faktuelle og sproglige fejl, der måtte snige sig ind. For det andet giver det også mulighed for at aktualisere bogen: Mediernes udvikling stagnerer ikke, og derfor er udgivelser om og analysen af mediekulturen en (u)behagelig evighedsmaskine at stige ind i. Mediekultur, mediesamfund er hermed udsendt på dansk i en aktualiseret udgave, der betyder, at der er skrevet til hist og pist, og nye(re) eksempler er inddraget undervejs.

Der er med andre ord ikke ændret ved bogens samlede billede og indholdsmæssige strukturering. Bogen falder i de samme kapitler med de samme underoverskrifter, mens det kun er i de enkelte mindre passager, bogen er blevet tidsmæssigt rekonceptualiseret. Og heldigvis for det! For bogen er i udgangspunktet en virkelig god analyse af den præ- og postmilleniale medietilstand med fokus på introduktioner af centrale teorier gennem mediehistorien såvel som relevante, internationale nedslag i mediernes udvikling og udtryk. Derfor er der selvfølgelig ingen grund til at ændre på den hest, der i forvejen skridter fornuftigt. Jeg har selv, siden bogen udkom første gang på dansk, testet den på det tilsigtede publikum – den danske førsteudgave skrev, at ”bogens kapitler vil være af interesse for folk, der studerer beslægtede emner”. Det gælder stadig, og receptionen – gennem undervisning i disse beslægtede emner på universitært niveau – har været, at bogen begriber og formidler et komplekst og omfattende emne for studerende og interesserede, der vil forstå tidens mediesamfund. Jeg har endnu ikke modtaget en dårlig evaluering af at bruge Mediekultur, mediesamfund som grundbog.

Bogens sigte er at forene de humanistiske vinkler på medievidenskaben med de samfundsvidenskabelige. Lidt firkantet kunne vi dermed sige, at den bygger bro mellem en mere kontinental tradition, hvor – som i Danmark – medievidenskaben er en del af humaniora, og den mere angelsaksiske tradition, hvor medievidenskab – som oftest i England – er en del af samfundsvidenskab. Dette er selvfølgelig et kunstigt skel, hvilket tankegangen omkring det medialiserede samfund kun sætter en tyk streg under. Derfor ramte – og rammer – Gripsruds bog plet, idet han ikke tvinger medievidenskaben til at være en del af klassiske, kunstige institutionelle rammer, men beskriver medierne, som medierne selv agerer. Nedslag og analyser af mediernes rolle i forhold til identitetsstrukturer, magtforhold, social differentiering er indgangsvinklen, mens teoretiske positioner som semiotik, hermeneutik, retorik og narratologi er yderst relevante metodiske pejlemærker at guide sin analyse efter. Afslutningsvist kobler Gripsrud disse tanker til spørgsmål om det offentlige demokrati, teknologiske udviklinger og produktionsvilkår.

Samlet set er Mediekultur, mediesamfund derfor en overbliks- og indbliksskabende bog, der introducerer til en mængde komplekse teorier og problemstillinger på et niveau, i et sprog og gennem en formidlingsmæssigt engageret tone, der gør den særdeles brugbar til undervisningsbrug. Og for dem, der ikke sidder på skolebænken, formår Gripsrud også at aktualisere sit felt og det stof, han inddrager, på en måde, der gør det relevant for alle med almindelig samfundsinteresse. Opdateringen ændrer ikke på bogens kvaliteter – den cementerer dem.