Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Da den moderne jazz kom til Danmark / Ole Izard Høyer og Anders H.U. Nielsen / 157 sider
Aalborg Universitetsforlag. ISBN
Anmeldt 5/2 2008, 11:34 af Peter Kirkegaard

Moderne dansk jazzhistorie


Moderne dansk jazzhistorie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det lille, men meget aktive miljø omkring Center for Dansk Jazzhistorie har ud over den stadigt mere frodigt bugnende samling af plader, Cd’er, bøger og tidsskrifter – indhentet via donationer eller gennem velberegnede dødsbo-opkøb – også fuld gang i videnskabeligt baserede studier omkring jazzens historie i Danmarks Radio og i det helt lokale, det aalborgensiske jazzmiljø gennem tiderne. Man kan låne sig rundtosset i fede og sære plader der, og centerleder Tore Mortensen styrer og dirigerer det hele med mild og fast hånd. Et godt sted, på Musik i Kroghstræde 6, 9220 Aalborg Ø.

Ole Izard Høyer og Anders H.U. Nielsen er rundet af – og nu ansat i – dette miljø, og ud af deres specialeafhandling (2006) har de spundet en lille letlæst bog, Da den moderne jazz kom til Danmark. En musikkulturel undersøgelse af det moderne danske jazzmiljø 1946-1961, som Aalborg Universitetsforlag just nu har offentliggjort.

Det er yderst fortjenstfuldt, at der nu endelig kastes kærligt kritisk lys over den moderne danske jazz’ ’Gründertid’, 50’erne, hvor et entusiastisk amatørmusikermiljø langsomt professionaliseredes, ikke mindst under indtryk og inspiration af et stigende antal amerikanske musikeres ofte meget lange ophold i landet. Jazzklubber poppede op alle vegne, tidsskrift afløste idealistisk tidsskrift på stribe, og jazzen vandt langsomt men sikkert fodfæste i radioen. Selvsagt var der tale om primært et københavnsk miljø, som i slutningen af perioden blev fuldt synligt med oprettelsen af restaurant Vingården 1958 og det snart herostratisk berømte Montmartre året efter. Tenoren Stan Getz og bassisten Oscar Pettiford var periodens mest illustre langtidsgæster, inden det hele boomede helt i 60’erne, med tenorerne Dexter Gordon og siden Ben Webster, pianisten Kenny Drew og flere endnu, en så kraftig saltvandsindsprøjtning, at København simpelthen blev (og forblev) Europas ’jazzhovedstad’. Niels-Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel, mere behøver man ikke sige…

Er man gammel nok, kan man med sød nostalgi genfinde alt det tabte her. Og det er også i sidste øjeblik, forfatterne har gjort arbejdet, illustreret gennem deres interviews med de (alt for) få endnu overlevende aktive. De er jo i firserne. Man kan genfinde alt det tabte, og man kan huske endnu mere derved. Det er godt. Men er man fx en ung studerende i dag, vil man sikkert synes at bogen er underligt duftløs. Den er for det første ikke særlig velskrevet – en tættere konsulentbistand kunne have skærpet formuleringerne, en ordentlig korrekturlæsning udryddet de dummeste småfejl.

For det andet – og det er værre – så synes den begærlige tilegnelse af den oprørske, ikke-pæne jazzmusik efter bogen at dømme at være opstået i noget nær et socialt vakuum. Hvordan jazzen på den facon skulle blive – som den faktisk blev det - ”en integreret del af den danske kulturarv” (p. 141), det er ikke til at forstå med denne bog som kilde.

For hvad var det jazzen betød dengang – ”musikkulturelt” og socialt? Uden tvivl næredes jazzinteressen afgørende af netop dens udsathed i moderlandet USA. Den sorte jazzmusiker – model Charlie Parker – var det frustrerede geni, berøvet sin naturlige berømmelse, tragisk tidligt døende af ’mystiske’ stoffer, et offer for det racistiske samfund. Pæne danske gymnasiaster spejlede sig – med bumser og det hele – sentimentalt i denne heroiske mytologi, og jazzmiljøets blomstring var i stort omfang udtryk for en bred, endnu politisk temmelig uartikuleret ungdoms utilpashed i en senil borgerlig-patriarkalsk kultur. Den sorte musiker var ikke blot eksotisk, men en regulær moderne kulturhero. 60’erne skulle snart eksplodere borgerkulturen med stor voldsomhed, en proces hvori jazzen selv undervejs blev marginaliseret af den bredere appellerende rockmusik. Der var uskyldig patos i attituden dengang i 50’erne. Jeg husker et frikvarter på Aalborghus Statsgymnasium i (september) 1960. En af mine kammerater – fra vores egen kultjazzgruppe på skolen – kom forpustet løbende hen til mig og råbte med selvsagt patetik: ”Pettiford er død!” Jeg husker situationen, både fordi (førnævnte) Oscar Pettiford – som vi i Aalborg aldrig havde set – var en sådan kultfigur, og fordi scenen oplagt var komisk også. De 17-åriges skamløst sentimentale ernæren sig af større sammenhænge, de jo ingen chancer havde for at fatte omfanget af.

Den slags dufte er der desværre ingen af i Da den moderne jazz kom til Danmark. Det er ærgerligt. Der er ellers rigeligt af sandhedsvidner, man kunne have interviewet i den forbindelse. Når nu bogen angiveligt er sociologisk vinklet.

Til gengæld får man grundig besked om de interne modsætninger, mellem musikere og kritikere, mellem ’traditionalister’ og ’modernister’, der hviler noget ømt naivt derover set fra i dag, for hele baduljen holdes inden for rammerne af den ’menighedskultur’ af antiautoritær rebelskhed, jeg har antydet. Og man får også i grundige musikanalyser bekræftet indtrykket af at den moderne jazz i Danmark i 50’erne var en nok så forsigtig ’kopi’ af især det såkaldte cool jazz idiom. Plus udmærkede minderuner over tidens største musikernavne, Max Brüel, Jørgen Ryg, Erik Moseholm – tilligemed de vigtigste kritikere, Boris Rabinowitsch (stadig aktiv i Politiken), Torben Ulrich og den for tidligt afdøde Erik Wiedemann. Alt det er meget okay. Men der er som sagt stadig rigeligt rum for en fyldigere udfoldet analyse af den moderne jazz’ dybtgående og betydningsfulde indtog i danske hjerter og sjæle.

21
Forrige anmeldelse
« Om litteratur: Metoder og persp... «
Næste anmeldelse
» Købt eller Solgt - om prostitu... »