Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




De barnagtige - Rundt i den moderne uoverskuelighed / Johannes Andersen / 208 sider
Forlaget Hovedland. ISBN
Anmeldt 24/1 2010, 23:07 af Claus Krogholm

De barnagtige


De barnagtige

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Johannes Andersens nye bog har undertitlen Rundt i den moderne uoverskuelighed. Andersen tager læseren med på en rundtur, der byder på en række moderne fænomener fra X-faktor til iPhone. Alle disse fænomener ses som udtryk for en proces, der har taget fart de senere år, og som Johannes Andersen samler under betegnelsen barnagtiggørelse: "den tilstand, hvor voksne medborgere i stigende udstrækning ser verden – og sig selv – i et barnagtigt perspektiv" (s. 16). Det betyder, at vi måske er på vej mod et "samfund uden voksne", hvor også selve konstitueringen af personligheden bliver fundamentalt påvirket. I et samfund, hvor vi får stadigt flere muligheder og derfor også bliver stillet over for stadigt flere valg, er tendensen, at vi vælger det lette, simple og hurtige frem for det besværlige, komplekse og tidskrævende – uagtet at det sidste måske ville være det mere formålstjenlige og på lang sigt fornuftige valg. X-faktor er den hurtige vej til succes og berømmelse i stedet for det lange, seje træk fra øvelokalet til koncertsalen.

De fleste vil sikkert genkende de fleste af de eksempler, Johannes Andersen trækker frem og også se dem som udtryk for, at vi lever i et samfund i hastig forandring. Problemet med De barnagtige er det perspektiv, Johannes Andersen lægger på forandringsprocessen. Der er bogen igennem en udpræget fornemmelse af, at der er tale om en forfaldshistorie. Der er tale om en forandring til det værre, hvor vi taber værdier, der tidligere kendetegnede samfundet, uden at vi får nogle andre og bedre i stedet. Det er som om, at hele analysen er underlagt en implicit forestilling om "de gode, gamle dage", hvilket bl.a. fremgår af den skelnen mellem det traditionelle og det moderne samfund, der er en gennemgående figur. Det traditionelle kendetegnes ved fællesskab, ansvarlighed og demokrati, mens det moderne kendetegnes ved individualitet, valgfrihed og forbrug.

Problemet med "de gode, gamle dage" er, at de er som enden af regnbuen. Forsøger man at nærme sig, rykker den blot længere væk. Det, der i dag er de gode, gamle dage, var i samtiden præcis så problematisk og uoverskueligt, som vi oplever vor egen samtid. I de gode, gamle dage var de gode, gamle dage en fjern fortid. De gode, gamle dage er en fiktion, der bruges til at fremhæve negative aspekter ved samtiden, uden at man behøver dokumentation for påstanden. Hos Johannes Andersen er det distinktionen mellem det traditionelle og det moderne samfund, der bliver problematisk. For hvad er det egentlig, der er tale om, og hvornår taler vi om? Som det beskrives i De barnagtige. så var samfundet traditionelt frem til omkring 1950'erne - 60'erne. Men som historisk begreb bruges det moderne som oftest om perioden, der starter med den industrielle revolution omkring 1700-tallet. Andre sætter det moderne som noget, der har sin oprindelse i renæssancen. Et vigtig træk ved det moderne er oplevelsen af uoverskuelighed, at der ikke længere er noget fast holdepunkt – som Gud – at forankre erfaringer i; det der også kaldes kontingenserfaring. Den proces gør Johannes Andersen til en hændelse, der er indtruffet for ganske nylig.

Det betyder paradoksalt nok, at fremstillingen bliver påfaldende historieløs. Til trods for at perspektivet hele tiden er før og nu, så er der ikke nogen historisk relativering af de fænomener, der bliver gjort eksemplariske for udviklingen. Der er hele tiden tale om noget, der tilsyneladende først er indtruffet nu. I det ellers glimrende eksempel med iPhone som vor tids grønspættebog, der til enhver tid kan give svar på alt, mangler det historiske perspektiv. Det er Johannes Andersens pointe, at man med en iPhone ikke længere har brug for viden, da den på et øjeblik kan forsyne os med information, som i den aktuelle situation kan løse et givet problem. Information erstatter viden. Den pointe havde Walter Benjamin også for mere end 70 år siden, da han sagde, at information træder i stedet for erfaring; en proces Benjamin knytter til industrialiseringen. Hos Marshall McLuhan begynder det med Gutenberg og trykpressen, hvor kommunikation skifter fra håndværk til industri. (Hverken Benjamin eller McLuhan optræder i bibliografien).

Et andet problem med De barnagtige er at fastslå, hvem der egentlig er tale om. Bogen igennem optræder der et ubestemmeligt man som den agerende i barnagtiggørelsen. "Man er ikke forpligtet i forhold til andre. Man er kort sagt ikke forpligtet i forhold til en dialog, med de krav om nærvær (se hinanden i øjnene) og argumentation (lytte til det der bliver sagt), det indebærer" (s. 161), hedder det fx i forbindelse med nye, internetbaserede sociale netværk. Men hvem er dette man nærmere bestemt? Er det alle eller blot visse brugere af fx Facebook. Netop Facebook er et af de fænomener, Johannes Andersen ser som typiske for barnagtiggørelsen. En lille håndfuld statusopdateringer fra Johannes Andersens Facebook-vennekreds får lov til at optræde som eksempler på, hvordan man gennem statusopdateringer forsøger at skabe en form for midlertidig orden gennem det, han kalder "kommunikerende selskabelighed" (s. 158). Næppe særlig repræsentativt, men det er altså det man gør, når man bruger Facebook. Det er en underligt dekontekstualiseret brug af empiri, ligesom dette manbliver en størrelse, der åbenbart agerer uden social, kulturel eller historisk kontekst. At mennesker har skabt midlertidig orden gennem "kommunikerende selskabelighed" i flere hundrede år – fx ved at skrive breve til hinanden – forbigås bekvemt i tavshed.

Derfor bliver De barnagtige endnu et eksempel på, hvordan man beklager udviklingens gang og tidens elendighed ved at stille den op mod en forestilling om "de gode, gamle dage", da alle var ansvarlige og tog vare på hinanden. Som i så mange andre tilfælde, så er det nye medier, der er med til at skubbe udviklingen i den forkerte retning. Det sagde man også om romanen, da den var det nye i 1700-tallet. Gravide blev advaret mod at læse, da det kunne skade fosteret, og overdreven romanlæsning blev i det hele taget gjort til årsag til hysteri og sindssyge. Siden har det været radioen, filmen, tv, video og computere, der var årsagen til sædernes forfald. Og hvad skal man så gøre. Til slut træder pastor Andersen frem og giver sit bud med en moralsk prædiken, der opfordrer til mere anstændighed, mere mådehold og mere ansvar. Det er også et svar, der er blevet givet før. Anstændighed, mådehold og ansvar er ikke i sig selv noget dårligt, men problemet opstår, når det kommer til den praktiske implementering af en bedre samfundsmoral. Pietisterne fik fx indført forbud med teater og anden utilbørlig morskab. Johannes Andersen ser gerne, at man skærer ned på fx "unødig kommunikation". Men hvad er "unødig kommunikation"; hvem skal bestemme, hvad der er "unødig kommunikation"? Johannes Andersen? Udvalgte kommissærer?

De barnagtige behandler aktuelle udviklingstræk i vores samfund. På nogle områder de samme, som fx Rasmus Willig har behandlet i Umyndiggørelse. Titlerne minder endda om hinanden. At blive gjort umyndig er jo netop en fratagelse af muligheden for at agere som en voksen og ansvarlig person. Men hvor Rasmus Willig identificerer årsagerne til udviklingen i det historiske og politiske – fx new public management – og dermed også peger på konkrete indsatsområder, hvis man vil ændre på udviklingen, så er det straks vanskeligere hos Johannes Andersen. Det er uklart, om barnagtiggørelsen skal ses som noget, der i en eller anden forstand påtvinges folk gennem politiske processer eller medierne, eller om det er noget folk selv vælger. Fordi det er en udvikling, der indskrives i en generel forfaldshistorie, bliver det også vanskeligt at pege på konkrete veje til en anden udvikling. Derfor ender det med en moralsk opfordring til mere anstændighed. Hvilket kan være sympatisk nok, men næppe kommer til at flytte ret meget. Og hvorfor skulle det også det, hvis alternativet er en fiktion om de gode, gamle dage, der unægtelig får et anstrøg af reaktionær resignation over sig.

205
Forrige anmeldelse
« Universitetets død – Kritik ... «
Næste anmeldelse
» Et studie i Nietzsches Der Anti... »