Overskriften giver ingen signalementer af hvor vi bevæger os hen. Tekster og tegninger om hvad? Sigtet synes at være den opdagelsesrejsendes fra forfatterens og tegnerens side. Forsidetegningen giver dog fligen af et fingerpeg, når Mette Dreyer i en skarp og levende streg viser et hus ved vejen, med det danske flag hejst til tops i flagstangen og et par forbipasserende biler, som fortæller, at vi er i solidt plantet i andedammen – herfra min verden går!

Paradoksalt nok, har jeg i de seneste måneder været lidt provokeret af det danske forfatterlandskabs grand old man Klaus Rifbjerg, fordi radio og tv uafladeligt beder ham deltage i alt mellem himmel og jord. Provokeret, fordi han siger ”ja” til det! For bare at nævne to eksempler fra de sidste par måneders glimt af Klaus Rifbjerg i tv-mediet, har vi deltagelse i jagtselskabet i tv-programmet Den 11. time med Mikael Bertelsen som mikrofonholder, og medvirken i et program om danske sange i dialog med Kim Larsen. Er det virkelig det han vil? Og nu sidder jeg altså her og skal anmelde en bog, som netop handler om alt mellem himmel og jord.

Og nødigt vil jeg gøre mig skyldig i anmeldersalat for nu at bruge et af Rifbjergs egne udtryk i bogen, når han i afsnittet med overskriften ”Poesi” beskriver samtidens og eftertidens divergerende billeder af forfattere som bl.a. Sophus Claussen, Johannes V. Jensen, Tom Kristensen og Drachmann. Pointen er, at poesien overlever, og hvis ”Drachmann skrev bare fem gode digte, er han værd at mindes. Resten er anmeldersalat og kan skrives i glemmebogen, hvis det ikke stod der i forvejen”, som han siger. Og hvem ved hvad eftertiden f.eks. vil huske Klaus Rifbjerg for? En mand som har skrevet digte, romaner, essays, rejsebreve, radio- og tv-drama osv. Rifbjergs løbebane blev introduceret med digtsamlingen Under vejr med mig selv i 1956, og som iagttagere har sagt, kunne bogens titel siges at være en rammende overskrift for hele forfatterskabet, som han selv har kaldt ”en fortsat udviklingsroman”.

Tekster og tegninger har 25 afsnit, som hver fylder én side, og imellem hvert afsnit florerer Mette Dreyers tegninger af mennesker og miljøer i Danmark. Afsnittenes emnekreds spænder vidt. Det drejer sig om køn, DR, politisk korrekthed, mode, sprog osv., men ledes elegant af penneføreren Rifbjerg ind på forfatterens hjemmebane – det litterære og civilisationskritikken! Pudsigt nok har han selv en interessant kommentar til de utallige underholdningsprogrammer, som radio og tv er belastet af, hvor mantraet er blevet ”underholdende, det skal være underholdende! Som om en tandløs gammel kællings livshistorie ikke kunne være underholdende eller en begavet gennemgang af Einsteins og Bohrs teorier […] Her stikker man ikke bare blår i øjnene på folk, men også på sig selv, og forklaringen er egentlig enkel, der er tale om en blanding af åndelig dovenskab, fantasiløshed og en dybt forankret menneskeforagt og kynisme”. Så vidt samfundsrevseren og humanisten Rifbjerg!

Mette Dreyer fører os fra det ene glimt efter det andet af ofte overvægtige, mobilfokuserede mennesker med og uden modetøj, med og uden burka. Landskaber og bybilleder fanges på nethinden, i den karakterfulde og energiske streg. Stærkest er Mette Dreyers menneskeskildringer med et hav af forskellige attituder og stemninger. Hun er især kendt for sine tegninger af kriseramte kvinder, som appellerer til medfølelse, men tager til dagligt pulsen på nationale og internationale nyheder i Dagbladet Politiken, hvor hun siden 1998 har været ansat som tegner. Tidligere var hun knyttet til B.T., hvor hun startede i 1984. Egentlig er hun uddannet inden for teologi og kunsthåndværk, men efter eget udsagn er der ikke noget hun er bedre til, end til at tegne, hvorfor det er blevet hendes levevej.

Det befriende ved bogen er den fælles kamp, som Klaus Rifbjerg og Mette Dreyer fører mod de ufølsomme og uærlige kræfter i vores samfund. Mette Dreyer forsøger at vise os, hvordan hun ser os som isspisende, sms’ende, avislæsende, alt for ofte vendt mod os selv, og vort eget, alt for sjældent årvågne, nysgerrige og nærværende! Klaus Rifbjerg kæmper for et tydeligt sprog, hvor man ved hvad ordene betyder, han kæmper for at undgå tv- og radiojournalisters selvbefamlende, narcissistiske kælenskab, som han kalder det, og ikke mindst kæmper han for at oplyse enhver, som gider læse og forstå. Og hvor er det vigtigt at lære at knuselske sine fjender, fordi ingen ”kan som fjender tegne ens egen personlighed, udfordre den, gøre den levende. Havde man ikke fjendernes skrækbillede af én selv for øjnene, ville man kun halvvejs vide, hvem man er”, som Rifbjerg skriver i afsnittet om ”Fjender”. Ja, hvad var Rifbjerg uden kritikere, og hvad var kritikere, radio- og tv-journalister uden Rifbjerg?

Der al mulig grund til at glæde sig over de frie kunstnere som Klaus Rifbjerg og Mette Dreyer repræsenterer, fordi de via deres professionelle erhverv arbejder på at vække os alle sammen af slumresøvnen, lade os blive seende, lade os blive klogere.

Tekster og tegninger er et smukt dokument på de frie kunsters formåen i både form og indhold! Og med det et layout i henholdsvis sort på hvidt, og hvidt på sort, er der en harmonisk helhed mellem tekst og billeder, og symbolsk bliver vi taget med på en rejse mellem skarpskårne synspunkter og kærlige og kritiske blikke. En rigtig januargave på månedens sidste dag! Læs den! Se den!