Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




De renes land / Puk Damsgård Andersen / 234 sider
Jyllands-Postens Forlag. ISBN
Anmeldt 6/10 2009, 20:14 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Kvindeskæbner i Pakistan


Kvindeskæbner i Pakistan

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Puk Damsgård Andersen (1978-) bor i Islamabad og arbejder som freelancejournalist for Danmarks Radio, Morgenavisen Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad. Siden 2004 har hun haft særligt fokus på Afghanistan og Pakistan. Hendes første bog om de unge i Kabul Mellem Taleban og fremtiden udkom i 2006. De renes land er hendes nyeste bog, der skildrer tre kvindeskæbner i Pakistan.

Puk Damsgård Andersen har i en årrække orienteret danske tv-seere og avislæsere om situationen i Pakistan – en stat, der kaldes verdens farligste stat, men hvis navn oprindeligt betyder ”de renes land”. Her ulmer uroen lige under overfladen og resulterer tit i terrorangreb, angreb som ofte udføres af Taleban og Al Qaida, der har stærk tilknytning til landet. Puk har oplevet terroren på klos hold, og hun har som den eneste udenlandske journalist sin faste gang i den røde moské, som er centrum for islamistisk revolution.

Hendes færden her har dog sine konsekvenser: Puk har måttet iføre sig burka for ikke at vække mistanke, og hun kommer således heller ikke længere dertil i egen bil men bliver sat af taxaen et stykke derfra, hvorefter hun fortsætter til fods – her iført burka. I denne bog giver hun et bredere indblik i pakistansk kvindeliv, et billede som ikke skildres til bunds i aviser. Her skildrer hun henholdsvis Nadia, den kristne enke, Aliya, den kunstneriske rebel og Binte Massood, den muslimske koranskolelærer. Med andre ord tre vidt forskellige skæbner, alle med rod i Pakistan.

Nadias liv ændres brat, da en terrorist går til angreb på den danske ambassade i Islamabad. Hun gøres til enke, og hendes lille datter Liya er nu uden far. En helt ny tilværelse venter den unge kvinde, der ikke engang er fyldt tredive. Hun skal nu blive inden døre og sørge over sin mands død, og hun må stort set ikke færdes udenfor af frygt for, at folk skal snakke om hende som ”ligeglad” med sin mands død. Man kan kun ryste på hovedet af at tænke på, hvordan Liya skal komme hel ud af denne situation; først miste sin far og så stort set isoleres med en dybt ulykkelig mor på ubestemt tid.

Den næste kvinde, vi stifter bekendtskab med, er Aliya, der er rebel på alle områder. Hun rejser til Australien og læser, hvor hun finder en australsk kæreste, som hun bor med, indtil hun flytter tilbage til Pakistan, og de slutter forholdet pga. afstanden. Aliya forelsker sig dog hurtigt på ny, denne gang i pakistanske Aslam, der ligesom Aliya er normbryder. De gifter sig, men vælger et utraditionelt bryllup og tillige et utraditionelt ægteskab – de blæser på omgivelsernes pres – de skal ikke have børn foreløbigt. Parret vælger til sidst at flytte til udlandet for at studere.

Den sidste kvinde, vi stifter bekendtskab med, er Binte Massood, en ”islamistisk kvinde”, der lever under Koranens påbud i den røde moské i en lukket kvindeverden, som Puk – fascinerende nok – bliver en del af. Binte Massood har viet sit liv til Gud og kampen for, at Pakistan bliver en islamisk stat, styret af den strengeste fortolkning af Koranen, wahhabismen – den fortolkning, man også ser i Saudi-Arabien.

Puk Damsgård Andersen giver med De renes land et mere nuanceret indblik i pakistansk kvindeliv, og hvordan disse skæbner kan udfolde sig på forskellig vis. Det er en historie om kærlighed, ægteskab og disses manifestation i den pakistanske kultur. Det er i høj grad en historie om den pakistanske kultur, og hvordan den adskiller sig fra den vestlige.

Et minus ved bogen er dog det faktum, at Puk ikke indtager et objektivt forhold til denne kultur. Hun sidestiller den igennem bogen med den kristne, hvordan kristne kvinder i Danmark fx må gøre stort set, hvad de vil, og at den pakistanske kvinde er anderledes. Det viser en meget sort-hvid tankegang, der også påvirker den kommunikation, der foregår mellem folk fra Øst og Vest. Men dette er blot en mindre sidebemærkning. Overordnet set er bogen flot og velskrevet og giver et dybere indblik i de kulturelle forskelle, der er mellem Øst og Vest, men også Pakistans befolkning imellem, og hvordan kultur er til forhandling selv i et lukket og farligt samfund som Pakistan.

169
Forrige anmeldelse
« Jorden brænder – klimaforand... «
Næste anmeldelse
» Jeg så Ramallah »