Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Leviathan / Thomas Hobbes (oversat af Claus Bratt Østergaard) / 572 sider
Informations Forlag. ISBN
Anmeldt 3/9 2009, 22:21 af Kim Toft Hansen

Krig og fred


Krig og fred

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det første spørgsmål, der varsomt rejser sig, når Thomas Hobbes’ klassiske mastodont Leviathan fra 1651 oversættes – for første gang i sin fulde længde – til dansk, er spørgsmålet om relevans. Ved første øjekast er bogen – hvis undertitel er intet mindre end Materie, form & magt i et almenvel civilt og kirkeligt – et udtryk for en samtid, hvor de filosofiske grundmekanismer, der er på spil, kan læses som et forsvar for diktatur og meningsstyre. Med andre ord kunne det virke som helt i strid med vores samtids politiske filosofi, hvor demokratiet – på godt og ondt – er blevet et nærmest absolut og ufravigeligt dogme i sig selv. Ved nærmere eftersyn er der dog – også! – såvel nogle fuldt væsentlige historiske pointer som nogle særdeles relevante tanker i Hobbes helt centrale værk.

Leviathan er delt op i fire dele, der samler sig til en storteori om menneskets reaktionsmønstre, som skal tøjles – og ikke mindst domineres af en suveræn statsmagt. I sin grundessens er bogen således et forsvar for staten som den dominerende samfundsmagt. Det er dog samtidig centralt, hvordan Hobbes – ikke helt uden selvmodsigelser – kommer frem til denne tolkning af samfundets strukturer. Hobbes er stærkt influeret to steder fra: For det første er han præget af en mistro til mennesket selv, der udspringer af udviklingen af 1600-tallets England, hvor borgerkrig om parlamentarisme delte vandene – i krig reagerer mennesket særegent (måske selvisk), og dette læste Hobbes som en årsag til, at der måtte en stærk magt til. Fraværet af denne vil lede til borgerkrig.

For det andet er Hobbes også overmåde præget af renæssancens nyfundne interesse i det videnskabelige verdensbillede som forklaringsmodel, hvilket samlet set er nogle af de vigtigste og skarpeste søm, der brages i Guds fabriksnye kiste. Det omtales som den mekaniske naturopfattelse, som – også i Hobbes filosofi – går ud på at konvertere fysikkens og matematikkens modeller til skildringen af mennesket. Her er for så vidt et lighedstegn mellem middelalderens kristne menneskebillede, der på sin egen måde – nemlig i kraft af Guds skabelse af mennesket – kunne placere mennesket som naturen overlegen, mens den mekaniske naturopfattelse kunne tildele mennesket – gennem forståelse og brug af naturlove – en magt over naturen. Det er derfor en interessant optik at læse Hobbes filosofi som tidlige blomstrende kim til modernitetens udvikling.

Det er med andre ord helt grundlæggende politisk filosofi, der handler om, hvordan vi modvirker krig for at skabe fred. Det helt centrale er i dette tilfælde – modsat den senere politiske og økonomiske filosofi hos eksempelvis Adam Smith – en helt igennem synlig magt, som Hobbes kalder Suverænen, der på en gang er skaberen af lovgivning og hævet over loven. Mennesket må for almenvellets skyld – endnu et centralt begreb hos Hobbes – afgive sin magt, trods begæret måske peger i den modsatte retning, til fordel for Suverænen, som derpå fastholder en orden i samfundet. Mister den magthavende instans – som vi kommer til lige om lidt – sin magt, træder vi ud i den kaotiske krigstilstand, hvor en ny må installeres:

”Hvis Suverænitetets essentielle Rettigheder […] afskaffes, bliver Almenvellet opløst, og hver mand vender tilbage til de omstændigheder og ulykker, der hersker i alles krig mod alle (som er den største ulykke, der kan indtræffe i noget menneskes liv); det ligger derfor i Suverænens Embede at bevare disse Rettigheder uantastede; dermed strider det for det Første også mod hans pligt at overdrage nogen af dem til en anden eller tilsidesætte nogen af dem […] For det andet strider det mod hans pligt at lade folket leve i uvidenhed eller uoplyst om det grundlag eller de begrundelser, der gælder for disse essentielle Rettigheder; for ellers bliver folk let forført og påvirket til at modsætte sig ham, når Almenvellet har brug for dem og det, de kan” (s. 298). På den ene side handler det altså om regulær og ufravigelig dominans fra oven, men på den anden side ligger der også her antydningen af det, der senere bliver til oplyst enevælde. Samtidig er det et forsøg på at argumentere for en magtmaver, der på sin vis faktisk har opbakning fra en befolkning, der – for sit eget bedste – har afgivet sin magt.

Hobbes har øje på, at Suverænen er en differentieret størrelse, der kan betyde flere forskellige ting (lige fra monarki, over et herskende aristokrati, til et flertalsdominerende demokrati), men som Ole Thyssen fremhæver – i sin udmærkede og kritiske introduktion – er det svært at se den helt store forskel på den argumentation for den suveræne magt, som Hobbes benytter, og den, som fx Sovjetunionens kommunistiske parti benyttede sig af: Afgivelsen af magten, fordi mennesket ikke selv ved bedre, og magtoverdragelsen ved noget, der godt kunne slægte en revolution på, er stærke lighedspunkter.

Ole Thyssens ordvalg – selvom han er diplomatisk – fremhæver da også, at det i dag er svært at være enig med Hobbes. Her følger et par eksempler (med mine fremhævninger): ”På den måde vil Hobbes legitimere lov og orden”; ”Hobbes drager med grum vellyst sin ønskede konklusion”; med ”begreberne ret og lov smugler Hobbes en ny form for ustabilitet ind i naturtilstanden”; ”Hobbes postulerer meget bekvemt”; man ”kan næsten anskueligt følge, hvordan paradokserne yngler”. Thyssen fremhæver således implicit flere gange, at konklusionerne, som Hobbes drager, er på sin vis en smule søgte, og sigtet er til at ane allerede undervejs: den totalitære statsmagt skal forsvares.

Det betyder samtidig ikke, at Hobbes analyser og filosofiske pointer er irrelevante. Han spiller i den grad stadig en central rolle i den moderne sociologi og globaliseringsfilosofi, og Hobbes suveræn kigger også gentagende gange over skulderen i Thyssens anbefalelsesværdige filosofiske essay i boglængde Verdenssamfundet. Thyssen fremhæver ham derfor også som ”ejendommelig aktuel” netop som billede på de kræfter – i øvrigt også i lyset af naturmekanismen et helt centralt Hobbes-begreb – der er på spil i globaliseringsprocessen. Det er måske i lidt negativ forstand, at Hobbes tankegang kan vise sig at have relevans, idet globaliseringen på sin egen måde kan sige at tilsidesætte statsmagten. Globale processer, som primært er styret af markedets logik, kan derfor – givet fald måske forsigtigt søgt – analyseres som et udtryk for den krig, Hobbes skriver om.

Det globale marked har ingen styring, hvilket – ifølge de skarpeste kritikere – er en central årsag til nutidens finanskrise; et løbsk marked, hvor alle er i merkantil krig mod alle, har resulteret i, ”at intet kan være Uretfærdigt. Begreberne Rigtigt og Forkert, Ret og Uret finder ingen plads her. Hvor der ikke gives en fælles Magt, er der ingen Lov: hvor der ikke er en Lov, er der ingen Uretfærdighed. Magt og bedrageri er i krig de to kardinaldyder” (s. 142). Markedets logik, hvor den usynlige hånd siges at herske – men tilsyneladende fejle og lede til finanskrise, er derfor et kritisk udtryk manglende styring. Derfor kan Hobbes teori – uden at han selv sigtede i den retning – i påkommende tilfælde bruges som vand på den antikapitalistiske mølle. Det er i hvert fald let, hvis de foregående præmisser accepteres, at læse de hovedpiner, som et frit og ureguleret marked styrer imod.

Som det altid er tilfældet med disse storværker, er det uhensigtsmæssigt sparsomt, hvor langt omkring vi kan nå i en så kort behandling. Sigtet har her været at præsentere den filosofiske relevans hos Hobbes ud fra nogle grundlæggende pointer i værket. Til sidst skal oversættelsen krediteres for sin enorme, ikke mindst troværdige og gennemførte stykke arbejde: Claus Bratt Østergaard – der senest udgav den loyale og konsistente Kants kritik af den rene fornuft – må have haft søvnløse nætter for at spekulere over en værdig oversættelse af bogens kritiske punkter. Hobbes Leviathan er i Østergaards udgave et overraskende overskueligt og læseligt værk, der i forlagets flotte udgave – ganske som teorien sig byder – har fået en prægnant, svulmende og pompøst indbundet udtryk. Bogen fremstår nærmest som en filosofisk Levjatan sammen med bogreolens øvrige – nærmest dermed underkuede – pamfletter.

160
Forrige anmeldelse
« Gads Historieleksikon «
Næste anmeldelse
» Det politiske superbrand »