Kriminallitteraturen sejrer for tiden, og den sejrer så voldsomt, at den er i risikozonen for at sejre sig selv ihjel. Der udgives flere kriminalromaner, end forlagene kan nå at korrekturlæse. Alligevel sender forlagene et utal af romaner på gaden, der gang på gang stryger til tops på bestsellerlisterne, hvilket i sig selv selvfølgelig er interessant. For hvad er det, der gør, at krimien har – og har haft – en så stor appel til en så bred læserskare? Det er nemlig ikke kun populærlitteraturen og dens læsere, der tager imod genren med kyshånd. Den smallere litteratur har så sandelig også taget krimien til sig og skabt en læserskare, selvom krimien selvfølgelig hele tiden har været restitutionslæsning for akademikere. Der er dog sket en, siger man, betragtelig udvikling af genren inden for de seneste årtier, hvor krimiens standard er blevet betydeligt bedre. Måske har dette skabt succesen, som krimigenren oplever for tiden, men derfor kan det måske også være selvudslettende, at der sprøjtes så megen middelmådig spændingslitteratur på gaden for at ride på den kvalitetsbølge, som de færreste kan leve op til.

Under alle omstændigheder er krimiens univers blev en spændende udfordring de seneste år, og der bør derfor selvfølgelig søges svar på tiltale – om jeg så må sige. Hvad er det, der skaber en krimis succes, og hvorfor er den netop så enormt populær – og ikke mindst oftere velskrevet – især i det skandinaviske samfund? Derfor er et samlende værk om kriminallitteraturens historie på dansk også på sin plads. Karsten Wind Meyhoff har i sin Forbrydelsens elementer, der bærer undertitlen Kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy, forsøgt at skabe et formidlende overblik over, hvad genren fra den (lidt for) sjældent anfægtede fødsel hos Poe har budt på. Udgivelsen er ikke et akademisk værk, men det er en grundig gennemgang af genrens udviklingstendenser inden for forskellige undergenrer og genretraditioner.

Fordi Forbrydelsens elementer er et formidlende og ikke et akademisk, kritisk værk, så tilfører bogen heller ikke nyt til forståelsen af genren eller dens udformninger. Den placerer sig udmærket i slipstrømmen på de klassiske krimihistorier, såsom Julian Symons (som Meyhoff kalder Julia) og Stephen Knight – sidstnævnte dog uden navns nævnelse. På engelsk findes der således udmærkede værker om krimiens internationale historie, men vi har længe manglet en grundig introduktion til krimigenren på dansk. Spørgsmålet er så, om det er lykkedes Meyhoff at skrive denne.

Det kommer selvfølgelig an på, hvad forventningerne til sine læsere er, men i denne henseende er Meyhoff meget grundig i sin indføring. Det kan være godt for både den velbevandrede krimilæser, der kender mange af titlerne og gerne vil have de forskellige plots afpudset igen, og for den uindviede krimilæser, der ikke ønsker at læse de mange romaner. Meyhoff skriver, at formålet med bogen er ”at skrive en kriminallitteraturhistorie og krimiguide”, og det er lykkedes ganske fint, men problemet er måske til stede, hvis læseren derigennem skulle blive fristet til at læse romanerne, som er optalt i bogen. For bogen introducerer ikke blot romanerne, men Meyhoff giver meget fyldige genfortællinger af de enkelte romaner, hvilket kan være en langstrakt læsning af klassiske spoilers, der netop ikke får læseren til at læse de omtalte romaner. Det er krimiens lod, at spændingen forandrer sig, hvis slutningen kendes på forhånd.

Meyhoff fokuserer således bredt – sammen med de mange genfortællinger – på mange forskellige genretyper og genreforbindelser, der placerer sig i krimiens grænseland. Her inddrager han eksempelvis gyseren i sit såkaldte ”Lille krimileksikon”, og det er da også klart, at der er forbindelsesled herimellem (fx gennem Edgar Allan Poe), men disse perspektiver reflekteres ikke. I stedet fokuseres der overraskende meget på den franske nybølge, der selvfølgelig har sine hænder dybt begravet i visse krimitraditioner, men måske havde det været mere interessant at få nogle klare forklaringsperspektiver på gyseren eller science fiction, som også er sparsomt inddraget. Det er lidt uklart, hvilke prioriteringer dette krimileksikon er opbygget efter.

Bogen er rigt illustreret med forskellige bogforsider undervejs, men de er – i de fleste tilfælde – ikke reflekteret ind i teksten, og virker derfor lidt tilfældigt valgt. Omvendt kommer bogen derfor til at fremstå illustrativ og farverig, som enhver krimi bør være det. Derfor er Meyhoffs endelige resultat da også ganske prisværdig, fordi den litteraturhistoriske skrivestil er ganske gennemført med sit fokus på eksemplificerende genfortællinger, som skaber overblik. Grundigheden fremstår derfor i overvejende grad tematisk orienteret uden de store svinkeærinder til stilmæssige eller samfundsstrukturelle betragtninger over krimierne og deres succes.

Derfor lever bogen op til sit formidlende formål, mens den samtidig derfor også efterlader de interessante spørgsmål om krimiens succes relativt ubesvaret. Kendetegn for krimien er i Meyhoffs optik evnen til at underholde, evnen til at fortælle en god historie, og evnen til at være et spejl for sin tid, hvilket virker meget rigtigt, mens spørgsmålet om, hvordan det er tilfældet stadig hviler ubesvaret i baggrunden. Forbrydelsens elementer er derfor en tilsigtet elementær og lettilgængelig introduktion til en kompleks genre.