Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Umyndiggørelse / Rasmus Willig / 160 sider
Hans Reitzels Forlag. ISBN
Anmeldt 5/8 2009, 11:00 af Claus Krogholm

Umyndiggørelse


Umyndiggørelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Horror er en genre, man som oftest forbinder med fiktion. Rasmus Willigs Umyndiggørelse er imidlertid en horrorhistorie fra virkelighedens verden. Udgangspunktet er en workshop om kritikkens mulighed på en moderne arbejdsplads, som Rasmus Willig organiserede sammen med en gruppe pædagoger i Århus. Men det handler også om kritikkens status og mulighed generelt i dagens samfund.

Det drejer sig om den ideologiske bølge, der under navne som "new public management", "neo-liberalisme" eller "stærk ledelse" har domineret den offentlige sektor gennem en årrække, men som især har fået medvind under den nuværende regering. Det er en ideologi, der har økonomisk rationalitet som absolut målestok. Mere service og velfærd for færre penge. Offentligt ansatte oplever år for år, at der skal løbes stærkere, hvis det hele skal nås; at opgaverne bliver flere og at fokus forskydes fra det, der betragtes som de faglige kerneydelser til evalueringer og udviklingsprojekter. På papiret får de ansatte større indflydelse på eget arbejde. De bliver medarbejdere, får medindflydelse og dermed også medansvar for, hvordan arbejdspladsen fungerer. I virkelighedens verden oplever de imidlertid, at de bliver umyndiggjort. Kritikken af forringede arbejdsvilkår og for lidt tid til det egentlige arbejde forsvinder i uklar ansvarsfordeling. Når man er medarbejder med medindflydelse vender kritikken tilbage til én selv. Hvad kan man selv gøre bedre? Har man nu ydet nok?

Pædagogerne beretter om frustrationer, stress og udbrændthed som reaktion. Mange har lyst til at give op; andre føler de burde sygemelde sig, fordi de ikke magter et arbejde, hvor de ikke kan gøre tingene, så de føler det er fagligt forsvarligt. Men bliver man hjemme, er det kollegerne og børnene det går ud over. Så de holder ud med mere stress og udbrændthed til følge. Og ledelsen er ikke meget bedre stillet. De bliver mødt med politiske krav om stadig rationalisering. Skattestop mm. gør, at der må prioriteres, og ingen ønsker vel at det i stedet skal gå ud over de ældre. Altså løber man hurtigere og ser om man ikke godt kan klare lidt mere. En ond cirkel er etableret.

Når det ikke længere er muligt at komme igennem med en kritik af forhold, som ens faglighed siger er kritisable, så bliver resultatet en oplevelse af umyndiggørelse. Kritikken bliver ikke hørt, og hvis den bliver hørt, så får den ingen konsekvenser. Det er en situation, mange offentligt ansatte vil genkende; men det er måske ekstra føleligt for pædagogerne. Det er en del af deres faglige identitet, at de skal skabe grundlag for, at børn kan vokse op som myndige og selvstændige individer. Men føler pædagogerne ikke, at deres faglighed bliver respekteret; føler de sig selv umyndiggjort, - hvordan skal de så kunne skabe myndige individer af de børn, de er ansvarlige for?

Det er let at få en følelse af dyb afmagt, når man læser om pædagoger, der brænder ud og giver op, og oplever det som et stort personligt nederlag, fordi det er med en følelse af at svigte børnene, de giver op. Rasmus Willig har ikke nogen nemme løsninger; men formålet med bogen er også først og fremmest at få sat ord på den oplevelse af afmagt og umyndiggørelse, der rammer så mange i disse år. Og så kan man håbe, at bogen også bliver læst af de ansvarlige politikere, og man får øjnene op for andre kriterier end økonomisk rationalitet, når det er drejer sig om den offentlige sektor. Men det er lidt svært at bevare optimismen efter at have læst Umyndiggørelse.

150
Forrige anmeldelse
« Kærlighedens bøddel - og andr... «
Næste anmeldelse
» Forbrydelsens elementer »