Jeg husker Sigurd Barretts navn helt tilbage fra 90´erne, hvor jeg lige var flyttet til Århus, og så hans navn knyttet til Glazzhuset, hvor han spillede, uden jeg havde noget forhold til ham i øvrigt. Siden fandt jeg det pudsigt, at han blev børne-tv-vært, og fandt det ret interessant, da han pludselig begyndte at fortælle bibelhistorier.

Musik og formidling har været Barretts professionelle liv. Jeg hører blandt dem, der altid bruger Sigurd fortæller bibelhistorier, når jeg kan, og hele hans Sigurd fortæller-serie, som dækker alt fra bibelhistorier til danmarkshistorie, fortællinger om nordiske guder, kongerækken, rummet, mv., er et dannelsesprojekt, man kun kan have respekt for, og som er en Grundtvig værdig. Der er altid sang og musik involveret i fortællingerne.

Bogen Kære konfirmand er ikke en del af Sigurd fortæller-serien, og bogen virker også mere personlig. Han er ikke – som i omtalte serie – bundet af et enkelt tema, og det er tydeligt, at han har haft en glæde ved at skrive bogen.

Sigurd Barrett har i den grad noget på hjerte, og skriver om alt lige fra kønsidentiteter til klimakrise, præstationsangst på sociale medier, og det hele er krydret med citater, hvor han også kommer vidt omkring. Der citeres ligefremt og naturligt fra fx Tobias Rahims sange, Andreas Odbjerg, John Lennon, Kierkegaard, Dalai Lama, ja også Barack Obama og John F. Kennedy, mv. bliver citeret lige så selvfølgeligt som Bibelen. Det er med andre ord en bog til tiden.

Der er meget godt at sige om bogen, dog kan Barretts positivisme og optimisme godt kamme en anelse over. Man får indtryk af, at konfirmandernes livsmuligheder er næsten ubegrænsede, de kan, hvad de vil med hårdt arbejde, livet er fantastik, og så videre (”Faktisk kan jeg blive helt svimmel af at tænke på alle de muligheder, man har i livet, når man lige er blevet konfirmeret”, s. 22). For det er nok rigtigt ud fra en voksens perspektiv, hvor man kender til de begrænsninger livet giver, når først man har fået sin uddannelse, sit job og har stiftet familie. Og selvom forestillingen om de ubegrænsede muligheder kan være en fristende tilgang i et velfærdssamfund som det danske, hvor mulighederne vitterligt er mangfoldige, så er det også en kendt sag, at mange i konfirmand-alderen har det svært, og netop får præstationsangst pga. de mange muligheder, de hele tiden bliver præsenteret for. Man kan næsten ikke tillade sig at være ked af det, når der er så mange muligheder for et godt liv. Men det er ikke alle konfirmander, der synes, at livet er fantastisk eller tror, det kan blive det. Dog, hvis man betragter bøger skrevet til konfirmander som en særlig genre, giver tonen en vis mening, da konfirmationen jo er omgivet af en stemning af håb og muligheder og lykønskninger for fremtiden.

Det skal også nævnes, at Barrett faktisk henviser til børnetelefonen – han ved selvfølgelig godt, at livet ikke er nemt for alle. Desuden synes jeg, at tonen bliver mere afdæmpet senere i bogen. Og så har han tydeligvis troens nådegave og har nemt ved at udtrykke taknemmelighed. Det virker som om, at han har utroligt let ved at tro, men sådan er vi jo mange, der ikke altid har det. På den anden side har Barrett jo ret i, at hvis først man knækker koden, og virkelig oplever troen som en gave, så er det svært ikke at være taknemmelig.

Og det skal også bemærkes, at Barrett flere gange nævner, at alle er gode nok som de er: ”Der en én ting, som er sikkert, og det er, at du er god nok, som du er.” (s. 22).

Man kan måske sige, at Barrett har samme udfordring, som landets præster har om søndagen. På den ene side skal vi minde om, at vi alle har et ansvar og at vi er en del af et fællesskab, og vi skal være opmærksom på de muligheder livet giver os. Samtidig med dette vigtige budskab (som bogen er fuld af), så skal vi samtidig huske, at der er mange, som ikke kan overskue det, som bare gerne vil vide at de er gode som de er, at de er elsket, mv. (som bogen også understreger).

Kære konfirmand er den slags bøger, der på overfladen godt kan virke som en hurtig læst bog til tiden, men den er på næsten 150 sider, og den er ikke nødvendigvis hurtigt læst – det er som antydet de helt store spørgsmål, der bliver taget op. Store spørgsmål kan under tiden godt virke kliché-agtige, fordi de bliver gentaget så tit – men der er jo også en god grund til at de bliver gentaget så tit. Det er afgørende, hvordan de bliver formidlet videre, og her er det Barretts styrke, at han virkelig har noget på hjerte, han vil konfirmanderne det så godt, han vil så gerne give troen, håbet og kærligheden videre.

Jeg formoder, at det forventes, at mange køber bogen som gave til konfirmanden, men jeg forestiller mig også, at landets præster – som har med konfirmander at gøre – kan have glæde af bogen som inspiration. Fællesskabet, ansvaret og håbet står meget centralt i bogen, og på den måde kan det ikke blive meget mere kirkeligt – og grundtvigiansk.

Sigurd Barrett har også komponeret en ny konfirmationssang, ”Godt på vej på livets hav”, som bogen indledes med. Jeg kan godt have et anstrengt forhold til nye sange med omvendt ordstilling (som der er i omkvædet), men han slipper alligevel afsted med det, da melodien er virkelig god til teksten, og man får lyst til at synge med. Det er dog ærgerligt, at der ikke følger noder med, der er blot en QR-kode, der peger hen til et sted, hvor man kan høre Sigurd synge sangen.

Lad mig slutte med første vers af sangen (s. 10), da det også siger noget om tonen i store dele af bogen:

Ud fra havnen stævner du
Med kurs mod ukendt land
Øjeblikket er kun nu
Forstå det, hvem der kan
Sæt din kurs mod glædens kyst
Og vær i hvert sekund
Se Guds morgensol i øst
Selv når dit liv gør ondt.

[Omkvæd:]
Godt på vej på livets hav i bølgegang og blæst
Ung og smuk som gyldent rav og klar til livets fest
Du er skabt i lys og fred og skal i tillid gro
Tro og håb og kærlighed skal i dit hjerte bo.