Kan du huske dengang forskellige forlystelsesparker bød på et spejlkabinet. Ud over den åbenlyse attraktion, som var labyrinten lavet af glas, var der ofte også opsat en række konkave, konvekse eller buede spejle, som tilskueren kunne benytte til at se sig selv i fra et helt nyt perspektiv. Idet man bevægede sig længere væk eller tættere på spejlet, vred ens velkendte spejlbillede sig rundt i en visuel leg, der det ene øjeblik gjorde ens figur meget tynd, det næste sørgede for at ens ansigt fik et meget stort, tungt kæbeparti, til stor moro for såvel en selv, som de man fulgtes med. For yngre læsere, kan det sammenlignes med de mange sjove filtre man kan benytte på ens telefon, når man skyper til hinanden eller laver videoer, blot i et analogt format.

Dette koncept, med at vride virkeligheden rundt gennem spejle og andre refleksioner, er også konceptet i den nye fotobog Self-reflections en monografi af Henriette Sabroe Ebbesen, som forlaget Disko Bay har udsendt i 800 eksemplarer. Her på Kapellet har vi været så heldige at modtage et af disse med henblik på netop at skrive denne anmeldelse af bogen.

Det allerførste man oplever idet man får bogen viklet fri fra det beskyttende lag plastic den ankom i, er at både for og bagside af bogen er som et af de bøjelige spejle, som blev nævnt ovenfor. Åbner man bogen og begynder at nærstudere de mange fotos der er gengivet i den, opdager man også hurtigt, at kunstneren bag har valgt at benytte lignende spejlblanke overflader, være det sig spejle af glas, vand, eller de førnævnte mere plastiske spejle i alle motiverne. Dette gør jo, at indehaveren af bogen faktisk kan benytte den bog man har erhvervet sig til selv at lege med fotografiske eksperimenter.

Det andet, som man hurtigt opdager idet man begynder at bladre i bogen, er at siderne ikke er skåret frit, men derimod er foldede – forstået på den måde, at når man bladrer så vender man altså hvad der svarer til fire sider ad gangen. Det er dog ikke meningen (det tror anmelder i al fald ikke – red.) at man skal finde hobbykniven frem for at skære siderne op. Der er nemlig ikke nogle motiver eller skjult tekst, der gemmer sig på disse usete sider. Enkelte af fotografierne i bogen deler sig faktisk over både for- og bagside, så man fristes til at snitte siden op tæt på bogen ryg, blot for at kunne folde siden ud og nyde hele motivet på én gang – men det gør man naturligvs ikke.

Derfor må der være en anden grund til at bogen er blevet trykt på denne måde. Måske er det netop for at pirre læserens nysgerrighed, på samme måde, som det er umuligt at se hvad der er på bagsiden af det spejl man står foran. Måske er det for at skabe en anden form for taktil fornemmelse, idet man bladrer fra det ene motiv til det næste? Måske er svaret at finde et helt tredje sted? Uanset hvad, er det ganske usædvanligt at opleve en bog være trykt på denne vis.


De mange fotos i bogen er drønflotte, men samtidig skabt med forholdsvise enkle virkemidler. Som kunstneren skriver i bogens sluttekst om starten af hendes kreative process ” […] I started to outline my plan. I collected my equipment as if collecting ingredients for a recipe: two mirrors, my camera, the silver balls, oranges, strawberries, glass cleaner, and a friend of mine as a model. We then went to the fields.” Det er disse elementer tilsat sommerfugle, flere slags frugt, fisk, kød og flere modeller, der ender med at blive del af bogens motivunivers. Den måde modellerne er placeret i landskabet på, eller deres positur synes at trække på en helt klassisk billedkunsttradition.

Indtrykket man får når man bladrer gennem de mange fine fotos er at fotografierne lægger sig op ad en klassisk malertradition med nature morte, stilleben og den afklædte krop placeret i naturen. Bogens forord er skrevet af Lisa Giomar Hydén der er udstillingsansvarlig på museet Fotografiska i Stockholm. Hun nævner at spejlingernes forvredne virkelighed skaber en form for surreel kvalitet til Ebbesens fotos. En betragtning som anmelder kun kan være enig i.Det er heller ikke tilfældigt at det er Lisa Hydén der har skrevet forordet, for de mange fotos i bogen kan nemlig opleves på førnævnte museum i Stockholm indtil den 12 maj 2024. https://stockholm.fotografiska.com/en/exhibitions/henriette-sabroe-ebbesen Slutresultatet er at Self-reflection på én gang er meget klassisk og samtidig en ret så fascinerende fotobog, der bevidst bruger spejlinger af spejlinger til at skabe fotos, der til trods for deres analoge status, nemt kunne ligne nogle der var blevet vredet igennem et billedbehandlingsprogram. Forordet lover dog at de billeder vi ser i bogen er skabt helt uden digital manipulation og det gør dem et hak mere fascinerende at nærstudere. Ofte har anmelder taget sig selv i at forsøge at greje, hvordan motiverne i det hele taget er lavet. I flere tilfælde kan man godt regne ud, hvor spejlet eller spejlene er blevet placeret inden der blev trykket på udløseren, mens man i andre tilfælde kan have ganske svært ved at greje hvordan det endelige billede i grunden er blevet til.


Self-reflections er en legende, mystisk og ganske interessant fotobog, der med enkle midler og et godt, overordnet koncept får skabt et et unik, drømmende billedunivers. Det er billeder der som nævnt trækker på et meget klassisk, sanseligt, visuelt kunstudtryk, hér formidlet gennem vores blik på Ebbesens mange forskellige og fascinerende troldspejle.