Dronning Margrethes nytårstale ved overgangen til 2024 blev nytårsaftens største bord- eller rettere skærmbombe. Hun meddelte sin abdikation, hvilket var en sand overraskelse selv for dem, der følger kongehuset meget tæt. To uger inde i året 2024 fik Danmark så en ny konge; Frederik den 10.

Man kan mene, at der med dronningens afgang var en glimrende anledning til for Danmark at skifte status fra kongerige til republik, men det skete ikke. Til gengæld udsendte den nye konge sammen med biografen Jens Andersen et manifest af en slags med udgivelse af bogen Kongeord. Frederik 10. fortæller til Jens Andersen. Der er ikke tale om en samtalebog i egentlig forstand, men den nye konges udlægning af, hvad der ligger i det, han selv kalder for sit kongeord og som andre blot kalder et valgsprog. Hvis man har glemt kongeordet, så lyder det: Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Hvorfor det skulle være ‘forbundne’ og ikke ‘forbundet’ blev ivrigt diskuteret umiddelbart efter, at det var blevet offentliggjort. Var der bare tale om en grammatisk fejl, eller ligger der en betydning i at insistere på ‘forbundne’ frem for ‘forbundet’? Det kaster bogen heldigvis lys over. Det er faktisk hele tyngden i kongeordet, der ligger i det lille ord ‘forbundne’, hvilket jeg kommer tilbage til senere.

Først og fremmest vil jeg gerne fremhæve det moderne i at udsende en bog med et kongemanifest. Det er dels godt, at en særligt privilegeret person kommunikerer sin ganske vist ensidige forventningsafstemning med samfundet og dets medlemmer. Når man indtræder i så særegen en funktion, som det må siges at være konge i et demokrati, så er det betimeligt at fremlægge, hvad man kan forvente af ham. Det er også godt at fremlægge det, som kongen gerne vil måles og bedømmes på. Og ikke mindst er det godt med en markering af, at kongehuset har tænkt sig at gøre noget anderledes; at føre kongehuset ind i en mere moderne tidsalder.

Angående det sidste bliver man dog sørgeligt skuffet ved læsning af manifestet, der snarere signalerer, at der ikke bliver tale om en modernisering, men snarere en kosmetisk bevarelse for ikke at sige en restaurering af gamle dyder forklædt som en tilpasning til tiden.

Dette viser sig blandt andet i en lidt mærkelig fremstilling af forholdet mellem kongen og dronningen, hvor kong Frederik prøver at beskrive sig selv som en moderne mand, der er fri for farens patriarkalske attitude. Når han bliver modsagt af sin kone, tænker han “Åh, skal vi virkelig bruge fem minutter mere på diskussion”? Dette sker i en sammenhæng, hvor det er køn, der er på tale. Og den “moderne” monark kan så reflektere: “Den modstand holder mig på tæerne” (s. 107), og som læser tænker man måske mere på egne tæer, som er ved at krumme sig af led.

Et andet eksempel på total mangel på modernisering ser man, når talen falder på Danmarks glorværdige globale storhedstid. Jens Andersen lægger allerede an til i forordet, at der gælder en særlig diskurs om Danmarks fortid. “Vi” hedder det om Danmark i forne tider “har været en driftig kolonimagt i Asien, Afrika og Amerika" (s. 9). Og dette giver så ikke anledning til yderligere refleksioner. I det hele taget er refleksioner ikke det mest fremherskende i denne udgivelse.

Temaet tages op igen senere i bogen, hvor det er Kong Frederik, der taler til Jens Andersen. Her er han i gang med at opregne alle de fantastiske bedrifter, hans forfædre har bedrevet, og han når til Christian den 4. Her var der et kapløb mellem forskellige europæiske lande om at “sikre sig nye territorier, sjældne og kostbare råstoffer og finde direkte handelsruter til det fjerne Østen” (s.74). Her bliver det dog ikke stående ved den blotte ureflekterede konstatering. Kongen fortsætter: “Dybt imponerende og halsbrækkende var disse tidlige danske ekspeditioner ud på kloden. De må have kostet en formue og var altid med besætningens liv som indsats” (s.74). Hvad det betød for territorierne er ikke noget, der tilsyneladende falder kongen ind. Som han også siger: “Man vidste jo ikke bedre dengang”, hvortil man kun kan sige: og det gør man så åbenbart stadig ikke. Kongen tænker åbenbart kun på de store udgifter og risikoen for danske søfolks liv og helbred. Det er faktisk temmelig beskæmmende, at man i 2024 kan forherlige kolonitiden uden at komme med en enkelt bemærkning om de konsekvenser, mange folk har måttet lide under som følge af den. Den slags refleksioner bliver heller ikke Grønland og grønlænderne til del.

Den største del af bogen er viet til kongeordet og især til det lille ‘forbundne’. Forbundne henviser til, at danskerne som folk er forbundne med hinanden, med Gud og med historien. “Troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt i et kongeord, men i at vi som mennesker, som folk, føler os forbundne til hinanden gennem vores kristne tro” (s.54 og 59).

Det forekommer denne anmelder noget stramt at læse, at kongen af Danmark mener, at man så at sige hører til som en del af folket, såfremt man har en bestemt tro. Jeg har al mulig respekt for kongens egen beslutning om at tilhøre en, hvilken som lovlig forening eller menighed, men jeg mener også, at han har en pligt til at respektere alle mulige andre menneskers ret til det samme. Danmark er dog et demokrati og har tilsluttet sig FNs menneskerettigheder, hvor trosfrihed er en af de umistelige rettigheder. Det er tydeligvis ikke noget, der bekymrer den nye konge.

Det forbundne folk er det kristne fællesskab, som yderligere indsnævres, når det senere hedder: “Den kulturarv, som udspringer af den evangelisk-lutherske kirke, skal vi værne om og se som noget positivt og definerende for vores land. Vores tro er en vigtig del af, hvem vi er. Kristendommen hænger uløseligt sammen med vores historie” (s. 67). Det sidste, kan han have ret i, selvom man også kan sige, at der er så meget andet, der er en del af Danmarks historie, som eksempelvis politiske bevægelser, demokrati og retsstatsprincipper, som ikke rigtig har noget med kristendom at gøre.

Kongen markerer sig som en Blut- und Boden-konge, hvor den fælles historie er afgørende for, om man er inde eller ude. “Men sagn og myter er marven i vores fælles historie og kulturarv, og uanset hvad forholdet er mellem digtning og sandhed, så er de gamle fortællinger og den faktiske historie med til at binde os sammen som folk. Det er ikke mindst det, der ligger i mit kongeords første del - Forbundne…” (s. 52).

Det er en meget forældet opfattelse af folk, der kommer til udtryk i kongens manifest. Faktisk er det rystende, at man kan formulere disse holdninger i 2024 og samtidig forsøge at fremstille sig selv som en moderne konge; en fornyer af kongehuset. Og bogen er direkte uforskammet og disrespektfuld i forhold til alle dem, som ikke tilhører den samme forening som kongen og ikke føler sig som en del af den samme historiefortælling.

Manifestet Kongeord er et rigtig godt argument for at afskaffe kongehuset. Det er et meget eksplicit reaktionært, ideologisk manifest, der udviser en total mangel på respekt over for alle ikke-kristne i landet, hvilket også gælder denne anmelder. Jeg er, hvis man skal forstå kongen, ikke en del af folket. Og sjovt nok peger Jens Andersen i sit forord på en ændring med Danmarks Riges Grundlov fra 1849: “Nu var det landets indbyggere, der afgjorde, hvem der skulle lede staten og have magten” (s. 11). Her er det afgørende ord “indbyggere”, hvilket er en politisk kategori for folk i et demokrati, der ikke skelner mellem folk med forskellige verdensanskuelser. Men denne tankegang ligger kongen fjern. Her er det sagnene og historien uanset deres historiske realitet, der er afgørende. Her er tilhørsforholdet til slægten, der er afgørende.

Selvom grundloven ikke var særlig demokratisk, da den blev vedtaget, så peger den i retning af en fundamental forandring i samfundet, hvor der ikke er brug for folk, der arver magt. Magt i moderne forstand kræver legitimitet ved folket; en legitimitet kongen principielt set ikke har eller kan have uanset, hvor populær han er. Nu kan man også sige, at kongen har den største ubetalte hær af spindoktorer, der findes i landet, hvilket kan være en del af forklaringen på populariteten, selvom der nok også er mange andre faktorer, der spiller ind. Det ændrer ikke det principielle ved sagen.

Når en ny konge vælger at fremlægge sin samfundskontrakt med folket, så har folket, der består af frie og lige borgere, også ret til at afslå den. Det synes jeg, de skal gøre. Jeg for min del hermed afslår kontrakttilbuddet. Jeg ønsker ikke at være en del af det folk, der defineres så snævert, som det sker i denne bog. Sjældent har jeg læst noget så bedaget og tilbageskuende som denne fremstilling af Kong Frederik.