Hemmeligheder / Miriam Poulsen / 300 sider
Falco. ISBN
Anmeldt 9/2 2024, 17:58 af Birgitte Amalie Thorn
Bare rolig – du er lige så unormal som alle de andre
Bare rolig – du er lige så unormal som alle de andre
« TilbageNogle kender måske Miriam Poulsen fra hendes blog Miriams Blok eller fra Instagram-profilen @miriampoulsen. Hun har igennem 10 år taget imod anonyme danskeres hemmeligheder og udgivet et udvalg på sine sociale medier. Dette tiår markeres nu med bogen Hemmeligheder fra forlaget Falco. Her har Poulsen samlet 500 af de bedste (eller værste) hemmeligheder.
Lad mig være ærlig og sige, at jeg havde forventet at grine mere under læsningen af den her bog. Det har dog intet med bogens kvaliteter at gøre, men med det faktum, at min primære reaktion var lamslået tavshed. Jeg anede simpelthen ikke, at mine kære landsmænd bar rundt på så klamme eller moralsk forkastelige hemmeligheder!
Men på den anden side af chokket så er det en både morsom og fascinerende bog. For hvem elsker ikke at snage lidt i andres hemmeligheder? Omvendt kan bogen måske også ligefrem have en beroligende effekt, for enten finder du ud af, at alle andre er lige så mærkelige som dig, eller også finder du ud af, at alle andre er meget værre.
Bogens 500 hemmeligheder er inddelt i emnekategorier som ”kroppen” eller ”parforhold og dating”. Hemmelighederne er rent layoutmæssigt opsat i hver sin lille billedramme, som matcher billedrammen på bogens forside. Udover at være gennemført sikrer dette layout også, så du altid lige napper en side mere.
Blandt eksempler på hemmeligheder kan nævnes personen, der arbejder med misbrugsbehandling, men tager kokain i sin fritid, eller personen, der spiser sin kats hårboller i smug. Og så er der personen, der mistænker sin far for at være konen utro – med den mandlige nabo. For slet ikke at tale om personen, der spiser pebernødder med mælk og sukker til morgenmad året rundt.
Bøger og læsning er typisk en solitær beskæftigelse, men Hemmeligheder er en bog, der vil være virkelig sjov og debatskabende, hvis du læser den højt sammen med andre. Den er faktisk nærmest et festligt indslag i sig selv.