Per Olov Enquists nye bog, Et andet liv, er en selvbiografi. Men på titelbladet står der ”roman”. Og hvor selvbiografier oftest er skrevet i første person ental – ”jeg” – så er Et andet liv skrevet i tredje person ental – ”han”. Denne ”han” hedder Per Olov Enquist, er født i Hjoggböle 23. september 1934, og har skrevet romaner som Legionærerne, Kaptajn Nemos bibliotek og Livlægens besøg. Så hvorfor kalde det en roman, og hvorfor skrive om sig selv i tredje person?

Når man læser Et andet liv, genkender man mange scener fra Enquists romaner; ja, der er hele sætninger og afsnit, der synes at være løftet ud af romanerne. Det har altid været åbenlyst, at Enquist har trukket på sit eget liv – hovedstolen – i sine romaner. Der har altid været flydende grænser mellem liv og fiktion. Romanen Hess (1966) handler nok om Rudolf Hess, men denne er tilsyneladende født i en lille nordsvensk by i 1934. Romanernes figurer kan bytte identitet med den, der skriver romanerne. Eller også er det omvendt: forfatteren bytter identitet med de figurer, der skrives. Forfatteren lever ikke kun udenfor, men i lige så høj grad i de værker han skriver. Hvor livet sætter spor i romanerne, så gælder det omvendte også: romanenerne sætter spor i livet. De bliver en så central del af livet, at livet må skrives som en roman.

Et andet liv er inddelt i tre dele: ”Uskyld” om barndommen, ”Et stærkt oplyst sted” om gennembruddet som forfatter og ”Ind i mørket” om de femten år i København, hvor ”han” som alkoholiker var tæt på at miste livet. Den slutter, da han efter en beslutning en vinternat på Island kan erklære: ”Jeg er totalafholdsmand”. Dermed begynder et nyt liv, hvilket også er med til at forklare titlen. De seneste 15 år, og det helt store folkelige gennembrud med Livlægens besøg, berøres således kun ganske kort.

Enquist voksede op som enebarn i et stærkt pietistisk, religiøst miljø. Faderen døde, da Per Olov var et halvt år gammel. Han var således alene med den dybt troende moder, der var skolelærer. To år før han selv blev født, fødte moderen en søn, der døde kort efter fødslen. Han blev døbt Per-Ola; det samme navn fik Enquist selv (det blev så til Per Olov), og som barn spekulerede han ofte over, om han dermed i virkeligheden var den døde dreng, og hans liv derfor ikke var hans eget. Endnu en forklaring på titlen.

Det er ikke mindst i kapitlerne om barndommen, man finder mange scener, der også findes i romanenerne: det grønne hus, himmelharpen, de forbyttede børn, de døde kattes grotte, morbror Aron og Eva-Lisa, Velgøreren osv. Barndomserindringerne står skarpt sansede og detaljemættede; men igen rejses spørgsmålet: er det erindringen af barndommen, sådan som den var; eller er det romanenernes skildringer, der er blevet til erindringer, og dermed har formet det liv, der nu skildres som en roman. Romanenerne som et andet liv?

Det er som nævnt et pietistisk miljø, hvor verdslige fornøjelser som sport er ilde set. Men langsomt åbnes der for et andet liv uden for det religiøse. Avisen begynder at bringe ”Jens Lyn” som tegneserie, og pludselig bliver det muligt at forestille sig andet end Guds himmel hinsides det jordiske. Han begynder at dyrke sport, og bliver en glimrende højdespringer. Moderen ser helst, han bliver præst, men hvis ikke så i hvert fald skolelærer. Men da valget skal træffes, bliver det ikke seminariet, men derimod universitetet i Uppsala og i sidste ende litteraturvidenskab.

Her begynder også de egne forsøg på at skrive. Efter de to første romaner – Kristallögat (1961) og Färdvägen (1963) kommer gennembruddet med Magnetisørens femte vinter (1964). Han bliver kritiker ved aviserne og bliver brugt som debattør i radio og tv. Legionærerne får i 1969 Nordisk Råds Litteraturpris, han korresponderer med Olof Palme og fremstår som en af de unge, intellektuelle socialdemokrater. Med den næste roman Sekundanten (1971) gør han noget uhørt og skriver om sport.

I 1978 bliver han skilt og flytter til København. Her begynder også en karriere som dramatiker. Han har allerede skrevet Tribadernes nat om Strindberg og Siri von Essen. Nu følger Til Fædra og Regnormenes liv om H.C. Andersen og Johanne Louise Heiberg. Han får et internationalt gennembrud som dramatiker, og i et langt kapitel beskrives oplevelsen af at få sit stykke sat op på Broadway; noget der er ganske forskelligt fra den europæiske teatertradition. Men samtidigt bliver det stadig sværere at skrive romaner. Skriveprocessen ledsages af en flaske vin, så to, snart flere. Til sidst er det klart både for ham selv og omgivelserne, at han er alkoholiker. I flere omgange er han indlagt til behandling. Til slut får han en åbenbaring en vinternat på Island: enten dør han eller også bliver han en et andet menneske. Og således begynder et andet liv.

Der har som nævnt altid været en snæver sammenhæng mellem liv og kunst hos Enquist. Derfor er der også mening i at kalde Et andet liv en roman – og at læse den som en roman. Ganske som romanerne ofte diskuterer, hvad det er muligt at vide og erkende om virkeligheden, den historiske sandhed, så handler Et andet liv i høj grad om, hvad det er muligt at fortælle om et liv, hvad det er muligt at erindre, og hvilket forhold erindringen har til livet. ”Ganske vist sandt, men næppe sandheden”, står der fx side 122. Et andet liv er sand, fordi den handler om en virkelig eksisterende person; men den er næppe sandheden, for vi kan ikke med nogen sikkerhed vide, hvordan erindringen forholder sig til det erindrede. Når Enquist ikke skriver ”jeg”, så er det formodentlig fordi, han forholder sig præcis så distanceret til stoffet, som han har gjort i sine romaner: ”Undersøgeren – det var betegnelsen for fortælleren i bogen, som uden tvivl også kunne have været kaldt Per Olov Enquist” (s. 192), står der fx om Legionærerne. Enquist er her undersøgeren i eget liv, der dermed bliver et andet liv.

Per Olov Enquist har gennem årene skrevet om en række af de ”bevægelser”, der har skabt Sverige: arbejderbevægelsen, idrætsbevægelsen, vækkelsesbevægelsen. På sin vis fuldender Et andet liv nu billedet ved at behandle afholdsbevægelsen. Om det så kaldes erindringer eller roman er af mindre betydning. Bogen føjer sig naturligt ind et forfatterskab, der er et af de allerbetydeligste i nordisk litteratur. På mange måder er den komplementær til Lewis rejse fra 2001. Som altid uhyre velskrevet i et sprog, der økonomisk og køligt kredser om det, der hos Enquist hedder ”smertepunkter”; de afgørende momenter i livet der ikke lader sig beskrive og sætte på sprog. Det næsten affektløse sprog bliver derved ladet med det, der er fraværende; og derved også i passager så meget desto mere knugende, fordi man mærker, at der er noget, der unddrager sig sproget, noget der ikke lader sig fortælle. Derfor bliver erindringerne også til en roman, der nok nærmer sig det, der faktisk skete, men aldrig kan komme nærmere end sproget nu engang tillader: ”sande fragmenter sammenført på en løgnagtig måde” (s. 207).

Et andet liv bekræfter, at Per Olov Enquist er en af Nordens allerstørste forfattere – og nu, efter Inger Christensens død, vel Nordens eneste seriøse kandidat til Nobels Litteraturpris.