Helt i begyndelsen af interviewbogen Når vi ånder i takt skrives der, at Niels Hausgaard, som er bogens egentlige hovedperson, konsekvent har nægtet at deltage i tv-programmer som eksempelvis Her er dit liv. Han har også afslået at få skrevet biografier om sit liv (s. 15). Dette sker ud fra et genuint ydmyghedsprincip, der måske er vokset frem fra den jyske muld. Han er modstander af alt der er sentimentalt og anser tilbud som ovenstående for tåbelige. Alligevel er bogen paradoksalt nok med til at give sin læser, et meget fint og ustyrligt sympatisk portræt af den venlige, smilende mand med guitaren, som har underholdt os danskere i snart mere end en menneskealder.

Det skal indledningsvist slås fast, at nærværende anmelder er ovenud begejstret for Hr. Hausgaard. Det ville være meget ujysk at påstå man ligefrem er fan, men det er knageme tæt på. Ikke alene har Niels Hausgaard været med i en række ikoniske tv-udsendelser, blandt andet Der kan man se https://www.youtube.com/watch?v=7yWyvdOoZE0 sammen med Erik Clausen og senest ses han i rollen som den indebrændte faderfigur i Minkavlerne: Når han står på scenen har han altid været virkelig god til at tage pis på samfundet, de ting som er oppe i tiden og ikke mindst sig selv.

Nogle forbinder måske Niels Hausgaard med hans musik, men det er måske især historierne som kommer mellem de enkelte numre, man husker. Man skal i al fald være mere end blot moderat indebrændt for ikke at få et stort smil på læben, når Hr. Hausgaard deler ud af sine mange anekdoter. Om de er sande eller ej, spiller ikke så stor rolle, det som er vigtigt er at vi griner sammen. Det er faktisk det som er det grundlæggende budskab i Når vi ånder i takt for foruden at være en bog der sørger for at vi læsere kommer tættere på privatpersonen Hausgaard og dennes baggrund, handler bogen om vigtigheden ved at fortælle gode historier.

Bogen er byget op som en helt klassisk interviewbog, hvor Dorthe stiller spørgsmål og Niels svarer uddybende på disse. Kender man Hausgaards særlige sproglige tone og stil, går der ikke mange sider før man læser teksterne med hans stemme i hovedet. Flere gange undervejs optræder også nogle lyseblå sider. På disse træder Dorthe Løwendahl Bomann et skridt tilbage og leverer mere videnskabelige informationer om historiefortællingers betydning for os mennesker. Fra Aristoteles´ klassiske teorier til helt nye undersøgelser af bl.a. hjerneforskere..

Læseren konfronteres indledningsvist med antropologiske studier af det nomadiske San-folk i Kalahari-ørknen, hvor det viser sig at de, der er gode til at fortælle får tildelt en meget høj status i deres samfund. Dette er vigtigt, for idet San-folket er meget tæt på urbefolkningen, antages det at historier om verden omkring os altid har været en del af tilværelsen. Senere mødes vi også af meget mere moderne undersøgelser af, hvordan fortællinger tilsyneladende konkret kan forbedre vores helbred, vel og mærke ikke de der kommer fra Hollywood eller opleves gennem spil og litteratur, men de historier vi fortæller hinanden. Til allersidst i bogen er et appendix, der sørger for at den interesserede læser, selv kan undersøge de forskellige studier som nævnes undervejs.

I løbet af denne mere ´akademiske´ del af bogen, bliver en ting, som anmelder i flere år har antaget, nu tydeligvis bevist, nærmere bestemt at vi mennesker rent evolutionært har nemmere ved at forstå historier end tal og statestikker. Der skrives: ”Psykologisk adfærdsforsker Jennifer Aaker fra Stanford Graduate School of Buisness har ligefrem målt det: Hun fastslår ud fra et studie, at en historie er helt op til toogtyve gange mere mindeværdig sammenlignet med fakta såsom statistikker og tal. Hjernen er simpelthen ikke gearet til at lagre statistikker og tal – den er indrettet til at forstå sammenhænge og huske historier.” (s. 120)

De gode historier er også en af de bærende drivkræfter i Hausgaards liv og virke. Han fortæller begejstret om de mange gode historiefortællere han har mødt, om vigtigheden af humor, om hvordan han opfatter sit virke og ikke mindst om at der i dag uheldigvis er alt for mange historier der bliver alt for overfladiske og ikke bidrager med ret meget. Som den gamle mand han er, ved han godt at han måske fremstår som en der har svært ved at forlige sig med den moderne tilværelse, hvor Facebook og andre sociale medier, forsøger at overtage den interpersonelle, nære samtale mellem mennesker.

Hausgaard bliver småirriteret over smalltalk, over folk der studerer billeder af andres aftensmad på telefonen eller som hengiver sig til meningsløst sladder om dem, der flytter fra det gule hus nede af gaden og som måske også er på overførselsindkomst. I stedet ønsker han at vi har samtaler om ting der går et spadestik dybere. Som han siger: ”Man må godt forlange,at det skal trænge lidt dybere ned. At vi siger noget, hvor vi risikerer at blive uenige og bagefter håndterer det […] Du skal også sætte dig selv lidt på spil. Fortæl om, hvordan du kvajede dig på vej ud af døren, hvordan du kom afsted med de forkerte nøgler, som ikke kunne dreje rundt i låsen. Sådan en historie er nærværende og vedkommende. Mobilisér lidt selvironi, og gør det til en sjov fortælling. Det synes jeg ikke, at vi gør i nogen særlig grad, men det kan selvfølgelig også være mig der kommer der forkerte steder.” (s. 49-50)

Hvis du, som anmelder, synes at Hausgaard er en sympatisk person, så vil du efter læsning af denne bog blot få denne påstand cementeret. Der tales undervejs om døden, om kristendom, om medmenneskelighed, demokrati og ikke mindst om humoren. Det er svært ikke at grine højlydt flere gange undervejs og samtidig kommer Hausgaard til at fremstå som ydmyg, direkte og ikke mindst reelt ordentlig. Han virker som et grundlæggende godt menneske, der til trods for en noget tumultarisk opvækst, er kommet gennem tilværelsen uden alt for mange ar på sjælen. Måske fordi han er god til at sætte sit eget – nærmest ikke-eksisterende – ego til side og give plads til andre. Måske fordi han hele livet igennem har været igeglad med hvad andre mener om ham. En evne flere i dagens Danmark godt kunne lære noget af.

Han er også bevidst om at han med sine firs år er en af de gamle mænd, der ser på verden med en gammel mands optik, men konsekvent gør han dette med et glimt i øjet, der heldigvis ikke står i vejen for hans sympatiske og markante holdninger.

Så er du lige så begejstret for manden, så er Når vi ånder i takt pligtlæsning. Det er en overordentlig sympatisk bog, der ikke kun på overbevisende facon italesætter vigtigheden af den gode historiefortælling, men som også giver et fint portræt af manden, der oprigtigt talt ikke har lyst til at blive husket efter sin død, men for alle de ting han lavede mens han stadig er i live.