Med nakken knækket og blikket stift rettet mod telefonens skærm. Sådan kender vi dem. Børnene. De unge. De midaldrende. Ja, selv pensionisterne er også begyndt at streame på livet løs. Ofte i sådan en grad at alle for et øjeblik synes glemmer verden omkring sig. Vi er, som sloganet lød under Covid-19 epidemien, fælles, hver for sig.

Anmelder skal bestemt ikke pudse sin støvede glorie, for den adfærdsbeskrivelse nævnt herover gælder også for redaktøren hér. Til gengæld er fascinationen ved hvad der drager så mange til YouTube mest af alt ansporet af hjemmets to teenagere i hjemmet, der nærmest konstant – eller i al fald i utroligt mange af deres ledige stunder - kaster sig over kortere eller længere videoer på Youtube. Derfor var på tide at distancere sig lidt fra fænomenet og forsøge at undersøge dette fra et mere akademisk perspektiv.

Heldigvis var hjælpen lige om hjørnet, for Thomas Mosebo Sørensen har udsendt en fagbog om netop YouTube-fænomenet, som er en omskrivning af hans PhD-afhandling om emnet. Nu kan man måske tro at dette betyder knastør læsning, men er man interesseret i emnet tager det ene kapitel hurtig det andet og samtidig er bogen struktureret så fint, at man, idet man når slutningen ikke kun er blevet en del klogere på mange aspekter ved dette ret nye audiovisuelle medie (den første video blev uploadet i 2005), man har også en følelse af at være kommet ret godt rundt om fænomenet, til trods for at det stikker i rigtigt mange retninger.

Når der nu hver eneste dag uploades og streames et nærmest astronomisk antal længere eller korte videoer, enten hjemmegjorte eller professionelt udførte, så forekommer det vanskeligt, nærmest umuligt, at forsøge at indramme disse, samt den måde brugerne anvender YouTube på i løbet af små 300 sider. I denne anmelders optik er det dog lykkedes over alt forventning, for selv om forfatteren bliver nødt til at selektere, så er mange af de konkrete nedslag han nævner ofte nogen som mange af os kender. Eksempelvis, så har du med garanti set PSYs video til Gangnam Style eller også har du hørt dine børn syngende påpege at der Ikke mere mælk .

Bogen dykker dog en del dybere ned i såvel den måde YouTube er struktureret på, den måde brugerne anvender mediet på, den appeal mediet har i forhold til forskellige målgrupper, den måde YouTube har positioneret sig på i forhold til andre streamingtjenester og selvsagt også den måde, Youtube mere overordnet påvirker vor aktuelle brugeradfærd og mediebillede mere overordnet.

Det er ganske interessant læsning, for selv om der måske er mange af de elementer som bogen tager fat på, som os der bruger YouTube måske godt ved allerede, er det særlige at der er videnskablig evidens og konkret praksis bag udsagnene. Som er god akademisk skik, så nævnes der kilder på stort set alle udsagn bogen leverer og på den måde kan læseren selv undersøge den evidens der ligger bag tanker om hvad der eksempelvis gør at enkelte videoer aldrig bliver populære, mens andre bliver vaskeægte popkulturelle fænomener.

Der tales heller ikke alene om videoerne, der uploades og mediets særlige kendetegn, men også om de mennekser der skaber deres eget indhold og de der ligefrem har gjort YouTube til deres levevej. Forskellige typer af influencers bliver også kategoriseret og der skrives om forholdet mellem dem og de mange firmaer som profiterer af omtale på netop YouTube. Bogen rundes endelig af med et kapitel, der handler om hvordan YouTube er blevet (mis-)brugt i politisk øjemed.

En af de eneste anker undertegnede kan have ved bogen, er at den – lige som et utal af andre bøger om medier – et sted genfortæller historien om en af Lumière-brødrenes første filmforevisninger, hvor publikum angiveligt skulle være flygtet ud af salen, idet de troede toget på lærredet ville køre dem over (s. 122) En fortælling der er lige så forkert som den er underholdende, for det er forlængst blevet cementeret at dette ikke passer. Denne ene detalje skal dog ikke trække ned i helhedsbedømmelsen, da bogen i øvrigt er fint researcheret og virkelig velskrevet. Til gengæld bliver anekdoten endnu sværere ved at mane til jorden, når selv splinternye fagbøger gengiver den.

Undertegnede interviewede i 1996 (i anledning af filmens 100-års fødseldag), lang tid før YouTube eller internettet var hvermandseje, den daværende rektor for filmskolen (og tv-ikon) Poul Nesgaard. Adspurgt om filmskoen havde en fremtid, sagde han at nu da optage- og redigeringsudstyr var blevet så billigt ville mange flere mennesker begynde at lave film. Han kaldte det en form for demokratisering af filmmediet, men holdt også fast på at en officiel uddannelse nok stadig ville bestå. Det har i den grad vist sig at være profetisk, for selv om vi kan diskutere om YouTube og lignende streamingtjenester, hvor almindelige mennesker nærmest uden nogen form for censur kan uploade hjemmegjorte videoer har gjort verden til et mere demokratisk sted, så havde Nesgaard i al fald ret i at det er blevet nærmest almindeligt at producere videoer og sende dem ud i verden.

Youtubekulturen er et fint øjebliksbillede af en af samtidens mest benyttede medieplatforme. Fremtiden vil vise om YouTube på sigt bliver en konkurrent til de store streamingtjenester, om mediet udvikler sig i en helt anden retning hidtil, eller om det på sigt måske erstattes af noget helt andet. Uanset disse gisninger, er det svært at anfægte YouTube som dominerende magtfaktor og er du, lige som kapellets anmelder, interesseret i at vide mere om det, så kan denne bog ikke anbefales varmt nok.