Plante og jeg er navnet på en eventyrlig fortælling, skrevet af Henriette Elmøe. Og i modsætning til de senere års strøm af ordinære bøger inden for ’fantasy’-genren har vi at gøre med et særdeles fascinerende værk.

Vi befinder os i fortællingen på et klubværelse i det indre København, hvor vor hovedperson er tvunget til at omgås en vis Frands i et usoigneret køkken. Nævnte Frands har en rød Velo Solex, råber ”hej bøssedreng” og stinker konstant af øl, så det er selvsagt ikke selskab, der er stimulerende for jeg-personen. Det er derimod omgangen med ”Plante”. Og det er også her historiens drivkraft er, for Plante er ikke nogen almindelig vækst i en potte, men intet mindre end inkanationen af al den utopiske tænkning, som vi alle bruger til at udholde vort daglige liv mellem utålelige ’Frandser’.

Når jeget således er sammen med Plante sprænges tid og rum, og der er kærlighed, nærhed og samhørighed mellem alle mennesker. Og den får heller ikke for lidt med flyveoplevelser, rejser til Atlantis og udflugter til fremmede planeter.

En overordnet grund til at læse Plante og jeg er imidlertid, at forfatteren skriver røven ud af bukserne. Vi har at gøre med en stilist, hvis rablende, universalromantiske og utopistiske excesser er særdeles smukke og fascinerende. Hør blot den afsluttende salve i bogen, der også er paradigmatisk for hele tonen, stilen og tematikken i dette originale værk:

”Vi dykker i tidevandet. Over os står Himmel og Hav i ét, vi er elektriske ladninger, blændende lyn. Jeg ved endelig hvorfor jeg er til, hvem jeg var, og til hvad jeg skal blive. Jeg har ventet ham så længe! Vi blev delt for årtusinder siden. Der findes ingen ord! Billeder kommer til mig. Liv efter liv, gemt men ikke glemt, i bevidstheders krybeskakt, jeg føres gennem endeløse labyrinter, lange tunneller – jeg må rejse mig og falde, famle i blinde, overleve, stille uforløste spørgsmål: Hvem er vi? Hvor længe skal det vare? Og altid den samme stemme om og om igen: for evigt. Og når jeg sidder i de stille nætter med udsigt til stjerner jeg ikke kan nå, alt for lille udenpå, med for lidt plads til sjælen – kvinde som mand, barn som voksen – med hjertet fuld af længsel, kalder jeg ham ved navn. Og Planten i vandet ved min side, holder mig tæt og græder for os begge, for Atlantis, for genforening og håb. Omkring os glitrer ål og små fisk, havets stjerner. Dernede, et sted står tårnet i Atlantis og venter med lysene tændt.”

Sådan!