Den trettende fortælling er noget så usædvanligt som en nutidigt skrevet roman, der med hensyn til både genre, stil og handling søger at gå den klassisk gotiske fortælling fra det nittende århundrede i bedene. Og det er vel at mærke ikke spor postmodernistisk ment; romanen placerer sig oprigtigt og med succes i direkte forlængelse af store engelske klassikere som Stormfulde højder og Jane Eyre.

Bogen, der udkom i England i 2006, er Diane Setterfields debutroman og strøg ind øverst på New York Times' bestsellerliste. Den blev omgående et enormt hit, og denne succeshistorie bringer mindelser om en anden engelsk forfatterinde, J. K. Rowling, der med sin Harry Potter-serie gik fra fattigdom til millionær. På samme måde er det gået for Setterfield, der nu har lagt et lavtlønnet deltidsjob som franskunderviser på hylden til fordel for skriveriet.

Romanens fortæller og den, hvis øjne vi oplever historien igennem, er den sky bogorm Margaret Lea, der tilbringer hele sit liv i sin fars antikvariat, hvor hun sluger bøger som en bulimiker og har forfattet et par mindre biografier. En dag kontaktes hun af Englands mest berømte forfatterinde, den gådefulde og krakilske Vida Winter, der efter et langt livs løgne ligger for døden og nu omsider vil fortælle sin historie. Miss Winters fortælling viser sig at være en mystisk og uhyggelig beretning om identitet, tvillinger, mord, bedrag, incest og genfærd. Historien påvirker Margaret dybt, for ligesom Miss Winter bærer hun selv på en mørk hemmelighed om den tvillingesøster, hun engang mistede. Dette traume præger hende romanen igennem, og samtidig nager tvivlen: Kan hun stole på, at Vida Winter – den inkarnerede historiefortæller og løgner – virkelig fortæller hende sandheden? Hun beslutter sig for sideløbende at efterforske sagen på egen hånd, og så begynder skeletterne for alvor at vælte ud af skabene.

Romanen er en kærlighedserklæring til den gode fortælling, til litteraturen og til læseoplevelsen og vil således være en sand lækkerbisken for enhver bogelsker. Setterfields betragtninger om læsningen som univers er fantastiske og bliver siddende på nethinden meget længe. Som sagt trækker bogen i udstrakt grad på fortidens engelske storværker, og dette kan – set med danske øjne – muligvis være dens eneste svaghed. Man skal kende sine klassikere, for ikke alene er der talrige referencer til Jane Eyre, Stormfulde højder og Skruen strammes; meget af plottet er også inspireret af disse modeller.

Dertil rummer bogen alle de genremæssige elementer, man kan forvente af en gotisk roman: Et hjemsøgt herresæde, labyrinter, en guvernante, nedarvet sindssyge, blodskam, vold, melankoli og hemmeligheder. Derudover trækker den rent stilistisk på traditionerne, idet fortælleren gør brug af direkte læserhenvendelse, uddrag af dagbøger gengives i kursiv, og bogen er efter klassisk model inddelt i sektionerne 'Begyndelse', 'Midte' og 'Slutning'. Løsningen på alle gåderne skal naturligvis ikke røbes her, men man får svar på de fleste af sine mange spørgsmål til sidst. Som Margaret siger: ”Jeg foretrækker rigtige slutninger.”

Undertegnede læste første gang Den trettende fortælling på engelsk, og jeg må indrømme, at jeg med hovedfag i engelsk litteratur savnede det engelske sprog under læsningen af den oversatte version, ligesom jeg sandsynligvis fik mere ud af store og små henvisninger til den klassiske engelske litteratur end den gennemsnitlige dansker. Men oversættelsens kvalitet er der bestemt ikke noget i vejen med, og alle, der elsker et godt mysterium, vil ikke kunne undgå at blive indfanget af denne atmosfærefyldte fortælling.