Et af T.S. Elliotts mest berømte digte The Hollow Men bliver i John Connollys overnaturlige krimiunivers genanvendt til en beskrivelse af de spektrale skikkelser, som konstant synes at observere protagonistens vanskelige og ganske ubehagelige opklaringsarbejde fra sidelinjerne. De er i Connollys bog mærkelige, spøgelsesagtige væsener, der med sorte huller som øjne, vidt opspærrede munde og beskidte, brunlige frakker følger privatdetektiven Charlie Parker i en sag, der starter meget simpelt men hurtigt udvikler sig til en dyster beretning om vold, mord og systematisk seksuel udnyttelse af helt små børn.

Connolly er en forfatter, som har en række bøger om Charlie Parker bag sig på engelsk. Desuden er han også kendt for at have skrevet fablen The Book of Lost Things, men De Hvileløse (org. The Unquiet) er den første udgivelse, som er kommet på dansk. Selvom De hvileløse er den 6. bog i serien, er det ikke vanskeligt at følge med selv for nye læsere, og den kan derfor sagtens læses selvstændigt. Der trækkes dog stadig tråde tilbage til de forrige bøger, men det bliver aldrig forvirrende for nytilkomne. Eksempelvis er hovedpersonen stadig traumatiseret som følge af hændelserne i den første roman Every Dead Thing, hvor Parker jager den eller de, som har myrdet hans kone og datter - og undervejs i De Hvileløse møder vi også både de faste hjælpere Angel & Louis samt en ækel karakter, som flere gange tidligere har optrådt i serien.

Connolly har valgt at placere sin hovedperson midt i Stephen Kings favoritlandskab, nemlig Maine, og følger rent stilistisk i fodsporene på en stolt, barsk, amerikansk kriminalromantradition: en skrivestil, der på udsatte steder bringer minder om Chandler og Spillane frem, især i den noget overdrevne, humoristiske metaforik;

Jeg viste hende min licens som privatdetektiv. Hun så på det med et sådant udtryk af afsky, at man skulle tro jeg havde trukket min tissemand frem og var begyndt at slå knuder på den. (s. 117)

Langt størstedelen af bogen er holdt i en meget mere sober og dyster tone, men disse indskydelser gør, at al gyset og gruen bliver udholdeligt og ikke mindst, at man kan fremfinde en del sympati for den ellers noget forhutlede og triste hovedperson. Med ovenstående in mente ville det være nærliggende at tro, at Connolly var ærkeamerikaner, men rent faktisk er han født, opvokset og bosiddende i Dublin.

Plottet drejer sig om en ung dame, Rebecca Clay, der hyrer Parker til at finde ud af, hvem det er som forfølger hende og hendes datter. Hun er selv datter af en berømt men miskrediteret børnepsykolog og manden, der forfølger Rebecca, er ikke alene meget farlig men også - skal det vise sig - meget opsat på at komme i kontakt med faderen. Faderen forsvandt imidlertid for flere år siden og formodes død af alle, selv retssystemet.

Parker opdager hurtigt, at der er en del lusk ved faderens forsvinden. Under omstændigheder, der ikke skal afsløres her, får Parker blandt andet nys om et ”projekt”, som ingen i faderens omgangskreds vil kende til eller har lyst til at tale om. Inden længe er vores helt rodet ind i en forfærdelig sag med høje menneskelige omkostninger, alt imens han selv plages sine egne spøgelser fra fortiden.

Kendetegnende for Connollys stil er, at han blander den klassiske kriminalroman med overnaturlige træk, men uden at det på noget tidspunkt kammer over i platte Dean R. Koonz’ske monstre, som vælter frem mod læseren. Han er langt tættere beslægtet med Stephen King i og med, at han synes at være rigtigt god til at skrive om forholdsvis troværdige, genkendelige folk og så tilføje et tyndt lag af magisk uhygge til fortællingen, som uproblematisk supplerer de virkelige rædsler bogen også gemmer på.

Denne genrehybrid gør sikkert også, at der vil være læsere som ganske hurtigt opgiver at læse Connolly, idet fantastiske elementer, rædselsdrømme og gespenster kan tænkes at bryde det fernis af troværdighed, som normalt kendetegner en klassisk krimi – men for de der i forvejen er velbevandret i genrelitteratur, så savner man næsten, at Connolly bliver endnu mere ekspressiv i sit vokabular, idet de gyserscenerier, som han maler for læseren, virker fortrinligt. Et eksempel fra bogen:

Jeg drømte, at jeg gik rundt i Gillead og hørte grædende barnestemmer. Da jeg kiggede hen mod kirken, kunne jeg se, at der var piger og drenge fanget i den giftige vedbend, hvis fangarme bevægede sig henover deres nøgne kroppe, som var de ved at blive opslugt af den grønne natur. Jeg kunne se blod på jorden ved siden af resterne af et spædbarn i svøb, hvor den røde farve var trængt gennem stoffet.
Og en høj, tynd mand kravlede op af et hul i jorden. Hans ansigt var laset og ødelagt af forrådnelse, og hans tænder var synlige gennem de bortrådnede kinder. (s. 421)

Disse groteske beskrivelser tjener også et konkret formål ud over at få læseren til at forestille sig dette gyselige scenarie. De har faktisk deres berettigelse i forhold til bogens egentlige plot, for de ting, syner og skikkelser, som Parker oplever, har næsten alle paralleller til fiktionens realplan.

De hvileløse er en ganske spændende og hurtiglæst thriller, der bestemt indbyder til en nærmere undersøgelse af flere af Connollys romaner. Endeligt er det lidt en skam, at Lindhardt & Ringhof ikke har udsendt bogen med det CD-soundtrack, som ledsagede The Unquiet (og forgængeren Black Angel) i England og USA. Om ikke andet, så er nærværende anmelder stor fan af gimmicks, især når det ledsager en spændende læseoplevelse.