Janina Katz debuterede i 1991 og har siden udgivet en lang række digte, noveller og romaner. Denne roman omhandler Olga en 65-årig fraskilt polsk jøde fra Krakow, som er bosat i Danmark. Under et af sine jævnlige ophold i Israel indleder Olga et forhold til den 38-årige Sammy, som arbejder på hendes hotel. Sammy er gift, har tre børn og taler kun ivrit (hebræisk). Udover forholdet til Sammy udspiller hendes liv sig på flere planer; Olga er forfatter til børnebøger, hvori hun skriver om Allergia-Aquamarina og David, og disse karakterer spiller en vigtig rolle for hendes liv. Endvidere mødes hun ofte med en barndomsven, Moniek, der er bosat i Israel, med hvem hun oplever det forjættede land Israel, et land hun kommer til at elske og gøre en del af sig selv.

Bogen tager især fat i eksistentielle spørgsmål; da Olga er godt oppe i alderen begynder visse spørgsmål at dukke op; har hun udlevet det hun ville i livet? Hvad kunne hun have gjort anderledes, især i forholdet til den afdøde mor, en kvinde som hun ikke fik formået at vise betydningen af inden hun døde. Endvidere handler det om at forholde sig til aldringen af ens krop, og at finde skønheden i rynker og gammeldagstegn. Sidst men ikke mindst handler det om at genfinde og acceptere sin seksualitet i alderdommen og hvordan begær kan vække gamle følelser frem igen og gengive en accept af sig selv og sin krop.

I bogen bruges der en del symbolik, her tænkes især på børnefigurerne, som begge ønsker et andet liv; man kunne udlede at Olga selv har et ønske om at kunne forandre eller ændre sit liv og den måde hun hidtil har levet på. Bogen er skrevet poetisk og metaforisk, og der står mange, især eksistentielle spørgsmål, imellem linierne. Sammy er vendingspunktet i hendes liv, han sætter en proces i gang, der handler om anerkendelse af sig selv og ens seksualitet i livets sidste faser.

Filosofisk set stiller bogen store livsspørgsmål; lever vi livet eller holder vi os tilbage? Viser vi de folk vi elsker, at de betyder noget for os? Accepterer vi at begæret er menneskeligt og skal ikke holdes tilbage, men nyde at udfoldelsen af denne kan få os til at værdsætte vores krop og det sanselige?

Når dette er sagt, giver bogen ikke ret meget mere end det, den siger mellem linierne; de livsfilosofiske spørgsmål den får én til at stille til livet. Selve handlingen er vag, og der mangler spænding og udvikling igennem bogen. Men går du ofte og stiller dig selv sådanne spørgsmål, vil bogen måske give dig den indsigt og accept af alderdommen, som du leder efter.

At ældre har en seksualitet og et begær tabubelægges ofte i vores samfund. Allerede fra barnsben lærer vi at seksualitet hos bl.a. ens forældre er noget man ikke taler om. Men at ældre har et seksualbehov er en naturlig ting, som bl.a. viser sig hos ældre, der ønsker retten til at få besøg af prostituerede og at se pornofilm. Med denne bog formår Janina Katz at vise, at et seksuelt behov og følelsen af begær er en naturlig ting, som får protagonisten Olga til at blomstre og holde af en krop, som ikke længere er ungdommelig; hun lærer at elske sin krop, som den nu engang er.

Eftersom de problematikker Olga står overfor ikke er nogle, som yngre mennesker decideret står overfor eller kan relatere sig til, henvender bogen sig mere til folk, der er oppe i den alder hvor man begynder at stille eksistentielle spørgsmål, og komme til terms med, at man bevæger sig ind i livets sidste faser. Bogen kan tolkes som en opfordring til folk på Olgas alder om ikke at lukke sig inde og skamme sig over at føle begær, men i stedet at omfavne livets glæder og udfolde sig; det er aldrig for sent at leve så længe vi er på jorden!