Fjorten veluddannede, fortravlede og smukke kvinder mødes på Castle Spa i Cumbria på et tidages kurophold i juledagene. I takt med det underbetalte personale smutter ud ad bagdøre, aflyses helseprogrammerne, og kvinderne må finde ud af at underholde sig selv mellem måltiderne – som i øvrigt også udgår, da kokken tager på juleferie. Han er dog betænksom nok til at efterlade et par ulåste skabe, som bugner af kaviar, champagne og skønne oste.

De ændrede forhold flytter fokus fra det kropslige til det mentale, og det viser sig hurtigt, at kvinderne har behov for at komme bag om ansigtsmaskerne for at fortælle deres historie. Den første aften samles de omkring den duftende og boblende jacuzzi for at indvie hinanden i deres skæbner og erfaringer. Fortællinger, der kredser om kvinderollen i det moderne samfund og afhængigheden af manden og begæret, som ingen kan sige sig fri for.

Fortællingerne er groteske – den ene mere end den anden, og flere forskellige kvindetyper kommer til orde: den frelste single, den forsmåede elskerinde, trofæ-hustruen, moderdyret, den forfordelte lillesøster, stedmoderen, præstekonen, den kønsopererede, den seksuelt forløste hjernekirurg, den overbekymrede, den incest-ramte osv. Romanen fortæller også om forfatteren Phoebe Fox, der ikke selv når at fortælle, men suger de andres fortællinger til sig og vender hjem til mand, børn og børnebørn som et nyt menneske.

Virker det en smule bekendt? Det er ikke så underligt. Kvinder på kur lægger sig utroligt tæt op ad Boccacios værk Decameron, hvor syv kvinder og tre mænd mødes på et landsted under pesten i Firenze i 1348 og fortæller hinanden saftige historier. Decameron er siden blevet til en genre, så det er lidt af en gåde, hvorfor man har udeladt dette i den danske titel og i stedet har valgt det mere dameblads-agtige Kvinder på kur.

Fay Weldons roman drager tydelige paralleller til sit middelalderlige forlæg. Rammerne er ikke italiensk rokoko, men wellness med buegange, springvand og hjerteformede jacuzzis – uden for lurer ikke pesten, men en særdeles smitsom Sumatra-influenza.

Der er nogle gode, skarpe beretninger imellem, bl.a. en stedmoders endeligt, sognepræstens ekshustrus beretning og foredragsholderens beretning, men tilsammen er de fjorten kvinder ikke helt så stimulerende bekendtskab som forventet. Handlingen er tam, og man får flere gange lyst til at springe hele kapitler over for at hurtigere frem til bogens slutning. Man kunne have Fay Weldon mistænkt for at have skrevet denne bog udelukkende på overskudskarakterer. Det er synd, når man ved, hvad Fay Weldon ellers er i stand til at få ud af sine karakterer. Det er muligvis formen, der gør karaktererne overfladiske og svære at definere. De bliver til karikaturer snarere end karakterer.

Resultatet er en dårligt komponeret bog, en meget tynd handling og en flok intetsigende karakterer, som ikke giver læserne en belønning i form af en pointe eller stof til eftertanke.