Forlaget Silkefyret har kastet sig ud på nyt vand, ramt en skov af stemmer, og nu er det udgivet i form af storværket Fuji, som – jævnfør forlagets beskrivelse – ”flår porten til menneskets psyke op”.

På vid gab, kan jeg tilføje!

Det er en ganske vild læseoplevelse, og jeg har svært ved at komme i tanker om en lignende, for denne roman er særegen, og den er fremragende fordansket, formoder jeg, idet jeg ikke er kyndig udi i det japanske.

Vi befinder os på et psykiatrisk hospital under Anden Verdenskrig, og der er i sandhed et hav af stemmer og en myriade af mentale tilfælde, temmelig tossede tilfælde.

Hvad er virkelighed, og hvad er forestilling? Det bliver man ganske undervejs en kende i tvivl om, må jeg sande.

Vi bevæger os langsomt ind fra naturen, der omgiver det psykiatriske hospital, hvor altså bjerget Fuji har en særlig betydning.

Murene afgrænser, tanker er frie.

Hvad vil det sige at være menneske? Dette er i sandhed en roman om det at ramme en eksistens.

Der er så sanselige og rolige beskrivelser, at det er en fryd at være med til, og pludselig bliver det barskt.

Romanen beror på en utrolig kraft, en vekselvirkning mellem sandt og falsk, mellem ømhed og brutalitet, og jeg mærker empatien blusse op i mødet med de patienter, der huserer her.

Denne roman har kultstatus rundtomkring, og jeg håber inderligt, at den slår an i Danmark også, for den er vild.

Det er japansk litteratur, når det er vildt og bedst, og den står for sig som et bjerg i det litterære landskab.