I kølvandet på den massive succes med The Da Vinci Code var der en lang række forfattere, der forsøgte at følge Dan Browns revitionistiske formel og gøre ham kunsten efter. Man kan i flæng nævne Matthew Pearls underholdende Dante Club eller Caldwell og Thomasons noget forvrøvlede The Rule of Four. Formlen er da også både dragende og sjov, men kræver en hel del research. For de, der selv skulle have lyst til at prøve sig som forfatter, kommer her undertegnedes dekonstruktivistiske bud på, hvordan sådan et sykke fiktion kan skæres.

Konspira(fik)tion
Man starter med en grundlæggende idé, der helst skal tager udgangspunkt i en historisk begivenhed eller nogle velkendte historiske personager. Når man starter sin research på disse skal man lede efter en periode, som historien eller monografierne ikke dækker i tilstrækkelig grad. (Det kunne være de ”manglende år” i Jesu liv, en ide om at H.P. Lovecraft iscenesatte sin egen død, eller lignende). Man tilsætter derefter gerne et par drys konspirationsteori, kvantemekanik eller hemmelige broderskaber efter behov.

På dette historiske fundament placerer man så et kontemporært drama, hvor der primært er to (men gerne flere) interessenter. Hovedpersonen er næsten altid den arketypiske professortype-nørd, som er ekspert på et meget snævert område (Jesus og/eller Lovecraft), og hvis research strejfer yderkanten af den konspiratoriske hemmelighed. Han skal gerne hurtigt i forløbet rende ind i en meget yngre, ufatteligt smuk kvinde, der selv deler hans interesse, eller på anden måde er kommet i berøring med konspirationen, hemmeligheden eller broderskabet. Han og hun må naturligvis drages til hverandre (grundet deres fælles interesser), og må snart indlede en kamp mod de antagonistiske kræfter, som med fandens vold og magt ikke vil have den store hemmelighed afsløret. Nørden og pigens afsløring kan nemlig betyde enden på konspirationen, at interessenter mister en formue, eller at deres hemmelige broderskab pludselig er knap så hemmeligt som det var før.

Ind i denne magtkamp smider man så også en række bifigurer, som enten kan hjælpe vore helte, modarbejde dem eller pludselig afsløre sig selv som vendekåber. Der garneres gavmildt med skjulte budskaber, kodeskrift og/eller nyfortolkninger af velkendte værker (malerier, klassiske statuer, bygninger, manuskripter, etc.) samt nogle helt igennem fiktive dokumenter eller malerier, som er med til at forstærke illusionen om, at dette muligvis godt kunne være virkelighed.

Som læser kan man så enten begejstret kaste sig over fiktionen og hvine af fryd, når anakronismerne eller de historiske facts kolliderer og skaber en ny fiktiv sammenhæng. In extremitas er man måske ligefrem så postmoderne indstillet, at man ligefrem betragter den faktuelle verdenshistorie som et stykke fiktion, hvor dette seneste bud, blot er med til at skabe lidt kolorit til en ellers lidt tør og rigid opfattelse af verden omkring os. I dette tilfælde hører man til de, der lige som Fox Mulder, gerne vil tro.

Der findes så også den anden type læser, som vrænger på næsen af forfattere, der på denne måde undergraver den fakta, der omhandler historie, religion og/eller naturlovene. Hvis man hører til sidstnævnte kategori, så er Ib Lucas’ nye bog Manden på tapetet en bog man skal springe over.

Dr. Phil og manden på tapetet
Bogen handling er centreret omkring Dr. Phil Julius Mendel (hvis navn nærmest synes at fremkalde ligheder med et hallucinatorisk dyk ned i evigt gentagede computergenererede figurer), der er ekspert i den danske astronom Tycho Brahe. Han opsøges efter et foredrag af en… ja, gæt engang… ung, smuk kvinde, der tilbyder ham et Brahe-relateret job. Efter at have grublet lidt over tingene takker Mendel ja til opgaven, der i al sin enkelthed og kompleksitet går ud på at identificere en etbenet mand, der står med ryggen til betragteren på Kronborgtapetet og som tilsyneladende taler med Brahe. Dertil kommer, at pigens far vil have Mendel til at bekræfte ægtheden af en nyopdaget, håndskreven protokol fra Brahes hånd, der er kommet i dennes besiddelse. Det er både et fint udgangspunkt og et godt oplæg til spændende læsning.

Det kan på det varmeste anbefales ikke at læse bagsideinformationen på bogen, for der afsløres det faktisk hvem Manden på tapetet er. Det er ikke særligt velovervejet fra forlagets side, idet informationen er en central del af plottet, som først præsenteres for læseren cirka halvvejs i bogen.

Ib Lucas følger ret slavisk den indledende Dan Brownske-opskrift på, hvordan man skærer en historisk-konspiratorisk thrillerroman, men gør det faktisk fint. For det første er det en godt researcheret bog, der lige som ”fader Brown” tager sig nogle enkelte, ret drastiske friheder, men som samtidig giver læseren en masse faktuel viden undervejs. På denne måde kan man jo ligefrem selv få lyst til at lære mere om Tycho Brahe og tage en tur på nationalmuseet for at bese tapetet. Det er måske også derfor, Lucas har fået støtte fra Kunstrådet og Statens Kunstfond til et thrillerprojekt? For det andet er mailkorrespondancen mellem Mendel og hans kone, der er udstationeret i udlandet, ret godt beskrevet, og endelig har bogen saft nok i sin historie og dens tilpas korte kapitler til at holde fans af spændingsromaner fanget frem til slutningen.

Uheldigvis deler Ib også skæbne med Brown, når det kommer til afrundingen af mysteriet, for her kammer historien i Manden på tapetet over i et meget formularisk dramatisk opgør, hvor skurken pludselig viser sit sande ansigt og placerer vores helt i yderste livsfare. Lucas skildring af det spirende erotiske kærlighedsforhold mellem rigmandsdatteren Cecilie og Mendel synes også at lefle for en typisk gammelmandsfantasi, som de fleste mænd nok finder dragende. Men på trods af at præmissen om, at en ung pige skulle falde for en gammel nørd, som må klare sig på en gymnasielærerløn, er hamrende utroværdig, er deres forholdet ganske fint beskrevet. Skrivestilen er sikker, historien basalt spændende, man bør bare ikke foranlediges til at tro, at Manden på tapetet er et stort stykke dansk litteratur.