Det er Anna Fox, der er i fokus. Hende skal vi i denne krimi følge, og det er en meget god idé at følge meget godt med i, hvad det er, hun foretager sig. Hun bor i et stort hus, alene, for hun har oplevet en skilsmisse, og rødvin hjælper hende igennem aftenerne, nu hvor hun også har mistet sit gode job. Hun chatter løs med andre på nettet, og hun nyder at se sort-hvide film. En ting, hun også vældig godt kan lide, er at holde øje med sine naboer, for de er jo altid ganske spændende, men en dag sker der et og andet.

Det er særligt familien overfor, der har trukket i hendes øjne i en tid. Det er far, mor og teenagesøn. Alt ånder fred og idyl, og hun kan spejle sig i deres liv, tænke sit om sin fortid og begræde det, men en dag får det en ende, for hun kigger over og ser, at kvinden falder om, og at hun har en kniv i brystet. Straks ringer hun til politiet, og hun vil død og pine ud og skaffe hjælp.

Problemet er, at hun har agorafobi, og hun kan dermed ikke rigtigt gå uden for en dør. Da sortner det utvivlsomt for hendes øjne. Liget kan ikke lokaliseres, og der er ikke nogen vidner, og – vigtigt – der er ikke nogen familiemedlemmer, der sørger. Politiet er ikke tilbageholdende i denne situation, for de har travlt, og de dømmer således Anna Fox som psykisk ustabil. Annas verden smuldrer, men hun kan ikke slippe synet af kvinden i vinduet.

Har vi ikke hørt noget lignende – af Paula Hawkins og i Kvinden i toget?. Jeg ser sammenstillingen tydeligt, og det gør ikke noget ved læseoplevelsen, for det er meget spændende og meget mystisk – temmelig noir-nydeligt.