Det er ikke den store litteratur, filmmanden Per Dreyer har begået med spændingsromanen Morder. Men romanen er dramatisk og fængende og har alle de krydderier, der skal til for, at man spiser den - ja, måske ender det med grovæderi.

En togrejse fra Jylland til København tur-retur var, hvad jeg havde brug for for at få konsumeret Per Dreyers godt 300 sider. Vores helt - eller anti-helt om man vil - er Jimi, der lægger damerne ned på stribe. Man tror derfor Per Dreyer, når han siger, at han her har villet skrive en bog for mænd, der måske ikke normalt ville åbne en bog. Man spekulerer på, om den slags blot er mænds livlige fantasier eller reelle. Sangeren Tom Jones siges for eksempel at have vristet trusserne af flere tusinde kvinder. Der findes milliardærer og almindelige lønmodtagere.

Nogle steder virker bogen så usandsynlig, at man enten vil guffe den i sig eller kaste den væk. Men måske er Jimi ikke så usandsynlig endda. I 2010 var der en John Knudsen i det sønderjyske. Han kvalte en kvinde på en lystbåd i Haderslev. Da sagen blev rullet op i retten, var der kvinder, der udtalte, at det kunne de da sandelig ikke forstå, for John var sådan en sød fyr. Eller hvad med den dansk-tyske Peter Lundin, der parterede sin samlever og hendes to sønner - og mens han sad i fængsel modtog stakker med kærestebreve fra kvindelige beundrere.

Hykleri i Holte
Når det gælder grænseoverskridende adfærd over for kvindekønnet er Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, en søndagsskoledreng ved siden af Jimi. Romanens hovedperson tænder på at tæske kvinder - men ender med at falde for en rumænsk prostitueret, Lucy, der slår hans bagdel til stribet flæsk. Og hendes interesse for ham viser at have et højere formål. For Jimi scorer først en overklassekvinde fra Holte. Men lige børn leger bedst, synes dem på toppen at mene.

Hendes familie ønsker ikke at have Jimi i deres kreds og får klemmen om ham et vist sted, så han ryger helt ned på bunden. De har noget på Jimi, og holder han sig ikke væk, vil det blive brugt imod ham.

Hans redning er en underverden, der - viser det sig - gennem længere tid har været klar til at tage imod ham via luderen Lucy. De vil til gengæld have ram på overklasseløgene i Holte, der siger et og gør noget andet: Hykleriet er til at få øje på her nord for København, og Per Dreyer får det formidlet særdeles underholdende.

Resten af handlingen vil jeg overlade til de potentielle læsere.

Filmisk fortælleform
Virkeligheden overgår som oftest fiktionen, siger man. Hvis det er sandt, så må jeg revidere dele af mit verdensbillede. Der bliver gået til makronerne i Per Dreyers univers af en underverdenen, hvor nogle af typerne mentalt befinder sig et sted mellem Hells Angels og Islamisk Stat. På nettet kan man læse sig til, at Per Dreyer har været domsmand i nævningesager i 12 år og derfor skulle kende den menneskelige psyke fra sin “allerværste og sygeste side”, som det hedder.

Hvis det er sandt, så skal jeg love for, at Dreyer øser af sin viden. Tju-bang, hvor det går - ikke så overraskende sker det med et meget filmisk fortællende sprog. Det er den direkte tale, der er motoren i romanen. Miljøbeskrivelserne findes, men de er sparsomme og ikke ligefrem nuancerede. Personerne reflekterer kun i ringe omfang over deres liv eller gerning. Der er altså ikke afsmitning fra Raymond Chandler her - eller fra andre spændingsforfattere, der lader samfundskritikken stå i centrum eller tegner et portræt af en kriminel hovedperson, som i virkeligheden ønsker et andet liv.

Det gør heller ikke noget, hvis bare man er indstillet på en rigtig god drengerøvsroman. En kompliment skal forfatteren i hvert fald have: Det er godt stof, han har fået gravet frem, og plottet er ikke så ringe endda - tænkte jeg, da toget var nået tilbage til Jylland.

Det er usympatisk at slå ihjel, men for mange er det åbenbart spændende at læse om. Hovedpersonen Jimi skyr ingen midler for at opnå sine mål og for ikke blot at sætte den lidt forslidte mærkat “psykopat” på ham, så lad os i stedet bruge den officielle psykiatriske betegnelse “dyssocial personlighedsstruktur”. Nok ikke lige en starut, man har lyst til at læse om, hvis man selv har mistet et menneske, man har kært, på grund af sådan en type.