At litteratur kan have en dannende og opdragende effekt, er indlysende for de fleste. Især børnelitteraturen har været anvendt som en dåseåbner til børnenes sind, så de kan lære at forstå forskellige fænomener, livsverdener og kulturelle mekanismer. Det er fint og skønt, når en god historie og en god morale kan hægtes på hverandre, men litteraturen kan også gå for langt. Når den gør det, er det blevet kaldt ’skråt nedad’ i den forstand, at børnelitteratur kan tale for meget ned til den, som opdragelsen er tilsigtet.

Al børnelitteratur har ofte en moralsk kerne, som for forældrene er letgennemskuelig, men som for forældre-barn-relationen kan skabe en samtale om et ellers komplekst emne. Den produktive børne- og ungdomsforfatter Line Kyed Knudsen har med Alexander bliver vred gjort det pædagogiske projekt langt mere eksplicit, end børnebøger ofte tør gøre. Derfor er det også et spørgsmål, om den ender med at tale ’skrådt nedad’ til børnene.

Bogen handler om Alexander, der går i børnehave med sine gode venner Omar og Emil. Han er en ganske almindelig knægt med de samme almindelige drømme som andre børn i 4-5-års alderen: at fastholde de nære relationer og at bestige de små bjerge, som hverdagen tilbyder og bringer. I dette tilfælde er det et stort træ midt på legepladsen i børnehaven, som Alexander gerne vil klatre op i. Imidlertid har man savet de nederste grene af, så kronen sidder så højt, at børnene ikke kan nå den.

Samtidig har Alexander svært ved at tøjle sit temperament. Når noget går ham på, bliver han sur og kan ikke kontrollere sin vrede. Det er fx et problem for ham, at hans navn er langt og svært at skrive, mens Omar og Emil har væsentligt nemmere ved det. Derfor begynder det – med bogens eget fine udtryk – at brænde i hans mave, mens hans arme gør ting, han slet ikke kan styre. De gør ’dumme ting’. Brænd i maven og ustyrlige arme er gode, håndgribelige og konkrete illustrationer af, hvad vrede er for en abstrakt størrelse.

Bogen veksler problemfrit mellem en illustrativ fremstilling af Alexander, der helt uretfærdigt bliver stiktosset og indre bevidsthedsskildringer af hans oplevelse af vreden: hvordan han egentlig gerne vil styre sine arme, hvordan den kvindelige pædagog for ham fremstår som en dyrefanger, og hvordan det rent kropsligt mest handler om at slippe væk. Skriveteknisk er det faktisk en ret fin bedrift at skildre vreden både som ydre og indre fænomen – uden at det bliver særligt sofistikeret. Boget en tilrettelagt læsevenligt.

Bogen er illustreret af Peter Bay Alexandersen, der har tegnet til en lang række børnebøger (og har et par egne bøger på stamkortet). Hans streg er velkendt, let ekspressiv, men i netop dette tilfælde er den også forsynet med en oplagt symbolsk karakter. Netop illustrationen af den indre og ydre vrede i Knudsens sprog er reflekteret i Alexandersens billeder, der på den ene side fastholder den ydre virkelighed, men i fx skygger behandler Alexanders oplevelser af vreden. Eksempelvis er den kvindelige pædagog fremstilles med en dyrefangers skygge, der for læseren illustrerer, hvad Alexander fornemmer.

Afslutningsvist er bogen forsynet med en række emner og spørgsmål, som forældre kan tage fat i, når bogens handling skal behandles. Det virker måske for forældrene en anelse overpædagogisk. Selve fortællingen fungerer rigtig fint og uden belærende toner. I sig selv viser fortællingen kun, hvad Alexander oplever, og hvordan børnehaven – i dette tilfælde en mandlig pædagog – konstruktivt finder nogle diplomatiske løsninger (løsninger, der måske nok kræver ret god, personlig bemanding i danske børnehaver). Imidlertid er den pædagogiske sidsteside i bogen på grænsen (måske over) til at tale ’skrådt nedad’ til forælderen, der læser op.

Spørgsmålene er fine nok og giver nogle gode idéer til, hvordan en forælder kan tematisere et barns vrede – uden at tale om det direkte. De fleste børnefamilier kender formentlig godt, at børn i denne alder har svært at tåle den direkte og konfronterende facon. Lidt katten-om-den-varme-grød-model er ofte bedre til at få talt godt om følsomme emner. Bogen slutter med at henvise til antimobbeprogrammet friformobberi.dk, der er et tilbud til danske daginstitutioner og SFO’er. Relationen er dog ikke indlysende, fordi bogen ikke som sådan direkte tematiserer mobberi, men snarere vrede som årsag til problemer i venskaber.

Konceptet i Knudsen og Alexandersens bog er dog grundlæggende helt sympatisk og anvendeligt. Det er indlysende, at der kunne være flere bøger om børn og bestemte temaer i vente. En serie om andre svære emner, der kunne tage udgangspunkt i den samme børnehave. Et nyt bind kunne være Emil bliver misundelig – eller lignende. Der er et fint potentiale i projektet. Det er dog et spørgsmål, om det afsluttende blad med spørgsmål og samtaleemner til forælder-barn-snakken er helt nødvendig. For Alexander bliver vred fungerer rigtig fint som en tankevækkende fortælling i sig selv.