Lotte Kirkeby har med denne novellesamlingsdebut begået et fint stykke litterær kunst. Kirkeby må have suget til sig af teknik i sit tidligere arbejde som forlagsredaktør på Gyldendal og anmelder, for hun formår med stor menneskelig visdom og godt greb om fortællingens kunst at lede læseren ind i små historier om livets styrkeprøver.

Jubilæum er en voldsom bog at læse. Den er proppet med historier mættet af livets tungeste følelser, og den skildrer på smukkeste vis den skrøbelighed, der ligger i relationen mellem mennesker og især den barnlige uskyld og glæde, som pludselig revner. Som læser kan det være svært at bære mere end 1-2 noveller af gangen, for de sætter sig og bliver siddende og spiller på mange følelsesmæssige strenge, hvorfor man lige må puste ud engang imellem og se op.

Novellerne er korte, og der er tale om fin novellekunst i form af en kroget fortælleteknik, hvor man allerede helt fra begyndelsen aner, hvordan det hele skal ende, selvom vi først til slut får bundet sløjfe på og endelig kan se, at alting betyder mere, end hvad der står. Følelser, som næsten ikke kan bæres, må udtrykkes gennem dagligdagsting og gøremål, og måske er det i virkeligheden også den måde, mennesket håndterer livets hårde vilkår på?

Bogen omfavner og illustrerer, hvordan mennesket indser og arbejder med de tunge ting, hvordan vi tager dem ind, og ultimativt bliver novellerne små billeder på, hvordan et liv pludselig kan ændre sig, og hvordan alting på et øjeblik pludselig er helt anderledes. Kirkeby leger med tiden, noget er allerede sket, og man aner hele vejen igennem hver novelle, at noget er på spil. Man læser og venter på forløsning.

Novellernes titler kan forstås symbolsk, idet de viser sig at være elementer med en central plads i fortællingen. De lyder ikke af meget; Killinger,Sankt Hans og Konfetti eks., men det er de. De bliver billeder på forandring; at blive voksen, blive skilt, miste et barn, pludselig se alting på en ny måde, at tage sit eget liv eller at miste nogen og ikke vide, hvad man skal gøre.

Ligesom titlerne rummer de enkelte sætninger i bogen også ofte en hel palet af følelser, som den ofte minimalistiske stil på paradoksal vis undlader at gå ind i og helt tydeligt udfolder. Eksempelvis den overvældende fornemmelse af uskyld og svære barnlige følelser, som optræder i samlingens første novelle Violvej: ”Jeg havde plukket en buket forglemmigej på den tomme grund, men jeg smed den, da min søster spurgte hvorfor”.

Eller hvad med et forsøg på kontrol hos en alt for lille pige, som slet ikke burde tage sig sammen, og hvis minder flyder sammen og deler samme stemning i novellen Myggestik: ”Jeg så hen på Bertil, der rystede på hovedet og græd, og jeg kiggede på hans tårer, der faldt ned på tallerkenen som de dryp af stearin, der havde ramt vandet i glasset i går. Jeg blev bange for at komme til at græde, ligesom ham, så jeg bøjede mig ned og kløede de fem myggestik, jeg havde fået på min ankel i går”.

Novellesamlingen Jubilæum er bestemt anbefalelsesværdig og en flot debut. Jeg glæder mig til mere fra Kirkebys hånd.