Der er sikkert ikke det barn i Danmark, som ikke kan huske scenen, hvor Jonathan tager Tvebak på ryggen og springer ud af det brændende hus. Jonathan dør i faldet og hans meget syge lillebror må leve med sorgen i et stykke tid, før de forenes til deres fælles eventyr i Nangijala.

Der er sikkert også de rigtigt mange, der husker oplevelsen af at se det spinkle rådyrkid gå i sneen og kalde formålsløst på sin mor efter jægerens skud har lydt, eller de der er lidt yngre, løveungen der kravler under sin fars livløse pote for at trøste sig.

Døden har altid været ledsager til livet, og for børn er manges første møde med døden gennem fiktionen. Dette er ingen ny ting, for ser man tilbage på eventyrlige fiktioner, så kan man også finde masser af eksempler på at historier, sagn og fortællinger var manges første møde med døden. Senere i kulturhistorien finder man også døden som tematisk omdrejningspunkt brugt i såvel folkeeventyr og senere i kunsteventyrene.

Det kan også være traumatiserende nok, for selv om fiktionen skaber en distance til emnet, så ved langt de fleste børn også godt, at der ikke er langt fra den fiktive død til den, der kan ramme ens nærmiljø, hvad enten det handler om et elsket kæledyr, en fjern slægtning eller ligefrem ens egne forældre.

Selv om man måske ikke skulle tro det, hvis man dømmer bøger på omslaget, så er Patrick Ness’ Monster en bog, der på mest poetiske vis tackler dette svære emne. For selv om romanen handler om en dreng, der møder et ganske virkeligt monster, der har taget form efter det enorme birketræ, som står i hans baghave, så er det lige så meget en bog om moderens alvorlige sygdom, og om hvordan man bliver nødt til at acceptere tab og måske især, hvordan man tackler det vakuum som en af ens nærmeste familiemedlemmers død uvilkårligt skaber.

Romanen er skrevet af Patrick Ness, men efter en idé af den engelske forfatterinde Sioban Down, der desværre døde af brystkræft i en alder af 47, før hun selv kunne nå at skrive romanen. Ness har dog gjort et fremragende stykke arbejde, for fortællingen om den 13-årige Conor, der lever en slags skyggetilværelse efter rygtet om hans mors alvorlige sygdom er blevet spredt på hans folkeskole, er både bevægende og vedkommende. Ikke kun for de, der har sygdom og dødsfald tæt inde på livet, men for alle. Det er en bog, der er ganske vigtig, for selv om alle inderst inde godt ved de skal dø, er det stadig et emne omgærdet af en vis form for tabu. Selv i 2015 virker det som om, det stadig er meget svært at tale om døden, lige så svært som dengang folk sad omkring lejerbålet og fortalte eventyr.

Når emnet nu virker så tungsindigt og trist, er det måske også – rent markedsføringsmæssigt – svært at få folk til frivilligt at vælge en bog om døden som førstevalg, når de står i boghandelen. Det bør det ikke være, for Monster er en virkelig medrivende og ganske smuk fortælling om emnet. Dertil kommer at bogen er gennemillustreret i S/H af Jim Kay, der leverer en både passende dyster, men også virkelig stemningsfuld visuel side, som gør det samlede udtryk endnu stærkere.

Da Conor første gang møder monstret, bliver han ikke bange, for der er ting i den unge drengs liv, som allerede er langt mere skræmmende. Dels plages han hver nat af et tilbagevendende mareridt, og når han er vågen fylder moderens sygdom og mobberiet i skolen hans liv. Det er selvfølgelig ikke alle på hans skole, der driller Conor, men lige så slemt er det, at han bliver behandlet anderledes af lærere og elever. Hvis han ikke afleverer hjemmeopgaver til tiden, så udebliver straffen, fordi hans lærere - helt misforstået - forsøger at tage hensyn. Han får derfor lov til at passe sig selv, hvilket med Conors egne ord forekommer næsten værre end alt andet.

Monstret fortæller Conor, at det vil besøge ham for at fortælle tre historier. Det fortæller også, at Conor til gengæld så skal fortælle monstret en fjerde, til sidst. Conor kan først ikke se, hvorfor historier er så vigtige, men i løbet af bogen bliver det klart for drengen. Det kan godt være at dette aspekt af bogen minder vel meget om et klassisk Charles Dickens-eventyr, men det fungerer stadig meget fint i denne kontekst.

Monster er en bog, der kan forekomme som ganske hård kost, især for de yngre læsere, der er sensitivt anlagt, men omvendt set så er det også svært at tackle et så alvorligt emne som døden uden samtidig at være hård. Nogle af de mest voldsomme scener i bogen er de, hvor Conor pludselig bliver nødt til at få afløb for alle sine frustrationer, for her skræmmer han ikke kun sine omgivelser, men også sig selv.

Det anbefales derfor fra kapellets side, at man som den gode forælder man er, giver sig tid til at læse Monster sammen med ens poder, for ikke alene kan bogen anspore til diskussion, det kan også træffes, at den der læser højt undervejs faktisk selv kan lære nogle vigtige ting om at tage ordentlig afsked og give slip på dem, man elsker allermest. For Monster er vedkommende, velskrevet og ikke mindst så formår den sømløst at blande fantastiske elementer med en form for hverdagstristesse på en måde, så det bliver en bog, der er ganske svær at slippe. Det er herligt at opleve ungdomslitteratur, der faktisk kan gøre os klogere på os selv og af samme grund får Monster de varmeste ord med på vejen herfra.