F. Scott Fitzgeralds verden er fuld af jazzmusik og druk men også bristet kærlighed og hovedpine. I en ny samling af noveller fra mesterens hånd får vi turen fra de vanvittige, materialistiske og brølende 20’ere, til morgenen efter festen – den knapt så brølende tid efter børskrakket i 1929.

The Great Gatsby, F. Scott Fitzgeralds helt store generationsroman, omtales ofte som en af de absolut bedste bøger nogensinde skrevet. Det siges, at gonzo-forfatteren Hunter S. Thompson i sin spæde start som forfatter skrev hele Den store Gatsby ind på skrivemaskine for at lære af idolet Fitzgeralds letflydende prosa. Siden sin storhedstid i 1920’erne, deroute med dertilhørende druk og glemsel i 30’erne og død i 1940, er manden bag forfatterskabet senere blevet cementeret som en af de største (hvis ikke den største) amerikanske forfatter, på linje med J.D. Salinger, Walt Whitman og rivalen Ernest Hemingway.

De seneste år har der været en fornyet interesse for F. Scott Fitzgeralds forfatterskab. I 2008 spillede Brad Pitt hovedrollen i The Curious Case of Benjamin Button, der er løst baseret på en af bogens noveller, Woody Allen instruerede sin Midnight in Paris fra 2011, hvor F. Scott Fitzgerald blev portrætteret af Tom Hiddleston, og snart kommer den stort opslåede filmatisering af The Great Gatsby med Leonardo Dicaprio i titelrollen. I den anledning udgiver Lindhardt og Ringhof nu et udvalg af Fitzgeralds noveller fra 1920-1939, udvalgt, oversat og med forord af Hans Hertel.

Når man skal udgive noveller af en så markant forfatter fra en så markant tid, er der tre muligheder: Man kan udgive hans bedste noveller, man kan udgive noveller fra forskellige tidspunkter i forfatterskabet eller man kan lave en samling, der beskriver tiden. Desværre er det oftest kun muligt at imødekomme et eller to af punkterne, og man må så gå på kompromis med i hvert fald et af de to andre. Denne samling forsøger at beskrive mellemkrigsårene, de brølende 20’ere, som Fitzgerald mere end nogen anden er kronikør for. Desværre har man også taget et par noveller med, hvis eksistensberettigelse er svær at finde, og som kun med en vis portion fortolkning kan være periodebeskrivende, heriblandt Det sære tilfælde Benjamin Button, der er blandt de mest kendte af novellerne, og måske derfor er med, og Tak for ilden, der aldrig tidligere er udgivet.

Champagne og tømmermænd
Dog er der også gode noveller, hvor stilen som litterær hverdagshistorie bliver holdt, heriblandt Bernice bliver bobbet, hvor forfatteren giver en del indblik i sit syn på ”the lost generation”:

Denne jazzopflaskede generation er rastløs af temperament, og tanken om at danse mere end en hel foxtrot med samme pige forekommer dem utiltalende, for ikke at sige kvalm.

I denne og andre noveller beskrives det unge jetset, som Fitzgerald i høj grad var en del af, deres rus af champagnecocktails, hesteløse vogne og jazzmusik. Den ubekymrede generation, presset ind mellem to verdenskrige med et børskrak lige om hjørnet, som danser Første Verdenskrigs rædsler væk i Yale-klubben, i en golfklub i Californien eller på Hotel Ritz i Paris, og ingen forfatter før eller siden har som Fitzgerald formået at fange den stemning og det tempo på skrift, som hans generation stod for.

Bogen er delt op i to dele: ”Den gyldne tid” og ”Tømmermændenes tid”, der beskriver tiden før og efter børskrakket i New York 1929. Gensyn med Babylon fra 1931 beskriver en engang ung amerikaner, der genbesøger det tidligere larmende Paris, som han turede med sine amerikanske venner, men som nu kun ligner en skygge af sig selv. Meget symbolsk fortæller hovedpersonen, at han var konstant fuld ”dengang”, og han lever nu i en verden af tømmermænd:

Han mindedes tusindfrancsedler givet til et orkester for at få det til at spille et enkelt nummer, hundredefrancsedler tilkastet en portier for at skaffe en taxa.

Noveller som denne rammer samlingens synopsis: At lade Fitzgeralds legende sprog fortælle historien om en generations fest og tømmermænd – deres storhed og syndefald.

Nogle vil mene, at det er synd at oversætte en så amerikansk forfatter med et så markant sprog til dansk, da den slags gerne fjerner rytme, intensitet og flow. Det skal jeg ikke kunne sige, måske er det synd. Synd er det i hvert fald at udgive en bog med så mange grammatiske fejl. Især de tilsyneladende tilfældigt satte kommaer fjerner tit fokus fra teksten. Det er meget tydeligt, at det kun er sproget og altså ikke kommateringen, der er oversat fra engelsk. Derudover havde jeg gerne set en samling, der gjorde sig mere umage for at leve op til det fokus, der er valgt fra start.