Forsvindinger er et skriftemål fra fængslet. Det er Erik Schroders bøn om tilgivelse til sin datter og til retten. Han er fængslet for at have kidnappet sin datter, Meadow, efter at have fået frataget sig sine forældrerettigheder. Forsvindinger er en passende dansk titel til fortællingen om østtyskeren, som bliver tilintetgjort i det amerikanske system. Hvis skyld er det? Ingens. Alles. En kombination af historiske begivenheder, dårlige beslutninger og modstridende værdier.

”Ich bin ein Berliner”
Som 14-årig skriver Erik Schroder sit ”uredelige, fordrejede, falske, uærlige, fortvivlede stykke fiktion,” som danner grundlag for Eric Kennedys identitet, en ærkeamerikansk dreng som er vokset op i en fiktiv by i Massachusetts.

Schroder opkalder sig selv efter John F. Kennedy med et uforfærdet håb for fremtiden om, at han kan skabe sig en lige så helteagtig tilværelse i det forjættede land Amerika, hvor enhver skal forestille at være sin egen lykkes smed og frihed er en menneskeret.

Men som voksen må han sande, at selvom han er undsluppet Muren, er der alligevel en grænse for ens frihedsret: ”Fugle er ikke frie. Fugle gør næsten ingenting frit,” siger han. ”Fugle er nogle af naturens mest arbejdsomme væsner, der bruger ethvert ledigt øjeblik på at søge og samle til bunke.” Schroder arbejder hårdt på at blive Kennedy, og han bliver da for en kort stund den amerikaner, han gerne vil være, med kone og barn og hus og job som ejendomsmægler.

Bogen igennem veksles der mellem historien om alt det, der ledte op til flugten (Schroders liv med sin far i Østtyskland i 70'erne og Boston og hans lykkelige liv som Eric Kennedy med sin kone og barn) og selve flugten. Fortid og nutid, virkelighed og fiktion, identitet og alter ego bruser i sideløbende strømme i hovedet på Schroder, og overgangene mellem fortællingerne er associative og flydende.

Men Gaige er ikke ude på at lade narrative eksperimenter ødelægge bogens læsbarhed. Man er aldrig i tvivl om hvor i Schroders historie, man befinder sig, netop fordi Gaiges tids- og formeksperimenter er subtile og underspillede.

Ingen-mand
Men da hans kone Laura endelig fratager ham besøgsretten med sin datter, indhentes han af sin fortid. Kennedys basale problem synes at bunde i, at han er en mand uden et land. Han nægter at være tysker og kan ikke være amerikaner, for hans fortid hjemsøger ham og presser på for at komme frem i lyset.

Hans nye identitet bygger på et fundament af løgne, hvilket i sidste ende gør ham til en slags ingen-mand. Konen fornemmer denne tomhed, der er resultatet af hans selvforskyldte personlighedsspaltning, og hun nedbryder gradvist hans skrøbelige jeg med sin systematiske kastration af ham som mand og som far.

Hun synes, at han lidt for ofte overtræder grænserne for sømmelig, faderlig optræden, mens Meadow hvinende tager imod hans eksperimentelle læringseksperimenter, der blandt andet involverer rådnende mandariner og ræveådsler. Beskrivelserne her er humoristiske og herlige – det er fortælling på højt plan.

Men konen bruger naturligvis hans eksperimentelle tilgang til faderskab til at gøre ham til et børneopdragelsens monster. Alt tyder på, at den hyperintelligente 6-årige Meadow ikke har taget skade. Men Kennedy kan ikke tage kampen op i retten, for Kennedy er Schroder og eksisterer altså ikke, og det er der ingen, der må vide.

Genbrugsfortælling
Romanen bygger på to forlæg, som den dog ikke forudsætter, at man har kendskab til. Først og fremmest er karakteren Schroder inspireret af tyskeren Christian Gerhartsreiter, som rejste til USA i 1970'erne og tog navnet Clark Rockefeller. I 2008 kidnappede han sin datter og blev under stor mediebevågenhed fanget af FBI seks dage senere.

Der kan desuden trækkes en åbenlys tråd til Vladimir Nabokovs Lolita (1955). Den primære forskel er forholdet mellem hovedpersonerne og de pigebørn, der driver dem. Men modsat Nabokovs Humbert Humberts incestuøse tilbøjeligheder er der absolut intet seksuelt i Kennedys forhold til datteren Meadow. Man tvivler ikke på hans kærlighed til hende. Alligevel er hans behandling af hende mange gange på kant med både den kollektive moral og selve loven.

Forbindelsen til Nabokovs kanoniske værk og til mediehistorien om Rockefeller er en elegant måde, hvorpå Gaige giver flere lag til personkarakteristikken af Schroder.

Meadow er stjernen
Bogens mest rørende scener er i samspillet mellem Schroder og Meadow, som trods sine kun 6 år på én gang er en simpel og forunderligt kompleks karakter. Hun overrasker gang på gang med sine reaktioner på faderens forkastelige handlinger. Det vil være synd at afsløre dem her, så jeg vil nøjes med at påpege, at det ikke er okay at proppe sin unge i bagagerummet.

Men den afsky, vi føler ved situationerne og ved Schroder, mildnes af den tankeproces, der ligger bag hans beslutninger. Han er i bund og grund en mand med de rigtige intentioner, men han er ikke god til at styre sine impulser.

Da han tager Meadow og stikker af, er det fordi, han ikke har andre muligheder og er fanget først og fremmest af det samfundssystem, han har forsøgt at omgå – men også af en hellig forældremoral, som han ikke kan gennemskue eller leve op til.

Kvalitetslitteratur
Forsvindinger handler på mange måder om udlændinge og om grænsesøgning i mere end én forstand – men den handler også om decideret "amerikanskhed," og den skriver sig således ind i rækken af nye, velskrevne amerikanske samtidsromaner, som er fulde af ordmagi og komplekse karakterer.

I en tid med alt for meget samlebåndslitteratur er det en fornøjelse at opleve en ny, original litterær stemme. Amity Gaige har modtaget lovprisninger fra litterære superstjerner som Jonathan Franzen og Jennifer Egan, og det er bestemt ikke uden grund. Ligesom Franzen og Egan skriver Gaige med fokus på at afdække nogle kulturelle spændinger gennem det prisme, som er hendes karakterer.

Hun har begået et multifacetteret værk, som uden de store formmæssige eksperimenter efterlader læseren med et stort tænkearbejde, som skal udføres, førend man kan beslutte sig for, hvem og hvad Schroder er og hvilken betydning, han skal have.