En krimi, en samfundskarakteristik, politisk og journalistisk kritik samt skæbnesfortællinger blandet sammen med litterære referencer til græske forestillinger om nemesis og hybris og H.C. Andersens mange eventyr er, hvad man får i bogen Det syvende barn forfattet af journalist Erik Valeur.

Til trods for at dette er Erik Valeurs debutroman er han ikke ukendt på den litterære scene, da tidligere har modtaget diverse hæderspriser for sit journalistiske arbejde. Denne succes har han båret med sig i sin spirende skønlitterære karriere og værket har modtaget mange positive anmelderstjerner og tillige Danske Banks Debutantpris 2011 samt Weekendavisens Litteraturpris 2011. Det er derfor med en vis forventning man kaster sig over denne 692 siders mastodont, der bringer både noget velkendt men alligevel anderledes med sig.

Et blandet plot
Det syvende barn er fortællingen om børnehjemmet Kongslund, der med den mondæne adresse på Strandvejen i tiden før den frie abort, modtog dusinvis af uægte, uønskede spædbørn og denne tvetydighed rammesætter de mange modsætningsforhold, der beskrives i dette værk. Det hele starter på bedste krimi-vis med en død, ukendt kvindes opdukken på en strand. Her ligger hun, på underfundig vis, i en absurd scene med en død kanariefugl, et reb, en afsavet lindegren og en bog om universets beskaffenhed spredt omkring sig. Dette leder straks politiets tanker i retning af et rituelt, muligvis seriemord. Kvinden er muligvis myrdet, men uden identitet og fordi tilfældighederne vil det, henlægges sagen da verden rystes af angrebet på World Trade Center.

Herefter introduceres man stille og roligt til en række af karakterer uden umiddelbar forbindelse til hinanden, der dog alle kædes sammen i forbindelse med, at en række mystiske breve stiles til dem. I brevene findes et billede af børnehjemmet Kongslund, et billede af syv børnehjemsbørn under et juletræ, et par gamle barnesokker og et mystisk brev skrevet med udklippede bogstaver, der stiller spørgsmålet om, hvem og hvor barnet John Bjergstrand er.

Det er disse mærkværdige omstændigheder, der bliver startskuddet på den mystiske affære om børnehjemmet Kongslund, der kommer under mistanke af, at have ageret skalkeskjul for det bedre borgerskabs sidespring ved at skaffe uægte børn af vejen, under et statsligt økonomisk og politisk vingefang i 1950´erne og 1960´erne. Det afsløres dog hurtigt, at flere af brevenes modtagere alle selv startede livet uden identitet og uden forældre på netop dette børnehjem, endog på samme spædbarnsstue, Elefantstuen i 1961. Jagten indledes nu på barnet John Bjergstrand – hvem er han? Hvor kommer han fra? Og hvor er han nu? Denne higen og søgen er omdrejningspunkt for hele romanen, der kommer til at sætte land og rige i bevægelse - fra en falleret journalist fra avisen ”Fri weekend”, Knud Tåsing, til den øverste spids af dansk politik, den måske kommende statsminister Ole Almind-Enevold.

Til trods for at bogen indledes med krimielementet, deler hoveddelen af bogen ikke denne genre. I stedet beskæftiger den sig med en både omfattende men alligevel lidt overfladisk fortælling om de syv adoptionsbørns skæbne, som er præget af mørke, ensomhed, uvished og mere død og ulykke end der overgår de fleste. Det er spændende og rørende beskrivelser af børns umådelige indsigt i deres egen situation, før de end selv kan sætte ord herpå. Det omhandler konsekvenserne af tidlig svigt og en følelse af at høre til, men alligevel at være fremmed. Det er endvidere fortællingen om, hvordan Skæbnen, der i bedste H.C. Andersen format her skrives som egennavn, ikke kan snydes, men i form af arv og miljø formår at gennemsyre personernes karakterer, især de hemmeligheder om deres fortid og ophav, der ellers blev forsøgt skjult i forstanderinden Magmas arkiver. Først meget sent i bogen genfindes bogens krimifokus og kædes elegant sammen med bogens resterende indhold om livet og skæbnen for de syv adoptivbørn.

En rammende samfundskarakteristik
Til trods for at bogen rent fysisk er meget lang, er der tale om et værk, der formår at fange og fastholde læseren med sit fine, men dog til tider gentagelsesprægede, sprog. Beretningerne er på den ene side ganske troværdige, men følger også strukturerne i klassiske eventyr og græske skæbnesfortællinger, der hjælper bogen til at balancere et sted mellem social-realisme og fri fantasi.

Man finder i bogen ligeledes mange referencer til Dagens Danmark som man må formode, at forfatteren Erik Valeur ser det. Der er f.eks. tydelige referencer til en tiltagende skærpet udlændingepolitik, der minder om den tidligere regerings politiske programmer. Der er referencer til terrorlovningens muligheder for brug og misbrug, samt referencer til en politisk såvel som journalistisk kultur, hvor sensationshistorierne er på såvel seernes, vælgernes, politikernes som på journalisternes dagsorden. Dette giver bogen en humoristisk, måske nærmest tragikomisk vinkel, der løfter den ellers tunge stemning, der præger bogens tema. Man genkender en journalistisk og politisk scene, hvor sensation står over fakta og hvor sandhed bliver underkuet af behovet for magt og rampelys. Dette er særligt interessant fordi denne kritik i vis forstand tillige må være udtryk for en god portion selvironi fra Erik Valeurs egen side af.

Derfor kan man heller ikke lade være med at tænke på, om bogens stil og format i sig selv skal ses som et opgør mod en sådan kultur. For med bogen Det syvende barn får man ikke en af den slags bøger, der præges af et højt tempo, en handling hvor der hele tiden sker noget uventet og actionpræget. Der er lagt et stort arbejde i detaljen, beskrivelsen og de mange perspektiver på samme sag, og er man til dette, kan en bog som denne være en befriende oplevelse ift. bøger á la Dan Browns, der i langt højere grad præges af et højere tempo, hvor fokus er på ”Det store mysterium” end på de karakterer, der bærer og bygger selve historien.

Dog synes værket også at mangle et eller andet. Dette et eller andet kunne være den splittethed, der spores i bogens genre(r). For som nævnt er det både en krimi, men tillige nævnt en skæbnesfortælling, og til trods for at bogen fylder godt 700 sider, er det som om, at hverken kriminalhistorien eller fortællingerne om de forskellige børn, får den dybde og udfoldelse som man kunne ønske sig, hvis man virkeligt skulle føle, at man læste en reel krimi eller fik et reelt indblik i en skæbnesfortælling.

I spænding Vi vente
Når dette er sagt er der med bogen Det syvende barn tale om et spændende, fangende og elegant udført værk som Erik Valeur bestemt kan være stolt af at debutere med. Den er interessant fordi den bringer mere med sig end den klassiske krimi, men udmærker sig ligeledes ved at fange en populær-litterær ånd, hvor krimier indskriver på mange bestseller listers toppladser. Erik Valeur formår i hvert fald at skabe sin egen personlige cliffhanger ved at efterlade én nysgerrig på, hvad hans forhåbentlige fremtidige skønlitterære karriere vil bringe.