Magritte. Dette er ikke en pibe. Billedet er velkendt. Betydningen ditto. Det er kun et billede af en pibe. Du kan ikke ryge tobak i den. Men den ligner, den henviser til en pibe. Sherlock Holmes ryger pibe. På forsiden er der en pibe, og bogen hedder Dette er ikke en krimi. Men Holmes er ikke med, han har stukket piben ind. Det er en antologi er kortprosatekster, der helst ikke vil være krimier.

Krimien har sejret ad helvede til. De vognlæs krimier, der udgives, er uoverstigelige. Giv mig en regnskov for nutidens krimipapirforbrugende fænomen, og verdens lunger ville være uden fare for lungecancer. Derfor er det naturligvis tiden, at den skal sættes til debat, dekonstrueres, destabiliseres og udfordres. Det er tiltrængt. Der udkommer så meget skidt, at det ikke er til at se skoven for bare fældede træer.

Dette er ikke en krimi vil ”sætte krimigenren under debat”. Det gør den ved at være en samling såkaldte fortællinger, der ikke er krimier. Den spørger med andre ord: Hvor går grænserne for, hvad en krimi er? Eller: Det gør den i nogen grad. De fleste af fortællingerne tager på en eller anden måde udgangspunkt i krimibeslægtede fænomener. Andre diffunderer bort i selvbestaltede tåger.

Det er ikke indlysende, hvorfor Harald Voetmanns, Dennis Gade Kofods og Einar Már Guðmundssons tekster er med. Ja, de er ikke krimier. Men så er det dælme for nemt. Skriv noget, der ikke er en krimi, og den kan komme med. De balancerer ikke på grænsen til krimi. De er så langt fra krimien, at de ikke debatterer krimien. Det er der så meget, der er, langt fra krimien. Det dekonstruerer ikke genren. Det er bare ikke en krimi. Det gør ikke teksterne dårlige. De er bare uinteressante i denne sammenhæng.

Med disse udskilt er resten bud på tekster, der kredser om krimien. Nogen kriminelt. Noget fordækt. I nogle tilfælde en opklaring. En pastiche på en tekst, der gerne vil være en krimi. En satirisk vinkling af den journalistiske krimi. En skæv parodi over krimiens brug af overdetermination, tegn der betyder alt, alt for meget. Tekster, der starter som krimier, men selv glemmer, at de er det. Metakrimier, selvreflekterende tekster, kvasiselvbiografiske uden at ville være det alligevel. Ja, koderne er mange – men i flere tilfælde set før!

Der findes forskellige betegnelser for fænomenet. Antidetektivfortællingen. Den metafysiske krimi. Og lignende. Sådanne tekster stiller spørgsmålstegn. Til genren. Til handlingen. Til detektivens evner. Til mordet, til identiteten, til sammenhængen. In casu Alain Robbe-Grillet, Paul Auster og Jorge Luis Borges. På dansk Henning Mortensen. Forskellen er måske i disse tilfælde – til forskel fra Dette er ikke en krimi – at disse faktisk tager genren dybt seriøst. Selvom det ikke helt går op.

Kun få at teksterne i Dette er er ikke en krimi gør det. Tager krimien oprigtigt seriøst. Det gør naturligvis intet. Men den debat, som antologien ønsker at rejse, er stedvist lidt svær at få fat på. Faktisk er det temmeligt usikkert, hvor mange af teksterne, der er fortællinger. Som forsiden tillader sig at kalde dem. Bevidsthedsstrømme. Tekstlig dekonstruktion, selvdestruktion. Poesilignende indslag. Alt sammen elementer, der gør op med fortællingen snarere end krimien. Måske skulle antologien have heddet Dette er ikke en fortælling.

Forfatterne er nye og gamle kendinge i dansk litteratur. En enkelt islandsk. De fleste fine tekster. Nogle så stærkt skåret i stykker, at uklarhederne virker til at være formålet i sig selv. Andre fine og spidst formulerede kortprosatekster med en sofistikeret charme. Samlingen er fint indledt med en apologi for krimigenren af Bo Tao Michaëlis. Apologien er nødvendig. For nogle af teksterne er temmelig ligeglad med det, der reelt er formålet: en debat om krimigenren.

Med andre ord. En blød mellemlanding bestående af tekster, der vil noget meget forskelligt. Den bærer muligvis præg af en noget ukritisk redaktion. Enkelte forfattere har haft for frie hænder – og ender med at divergere helt væk fra projektet. Andre tager det prisværdigt seriøst. Men på mange måder lover samlingen lidt mere, end den holder. Både fordi debatten eksisterer i bedste velgående i forvejen. Og fordi alle teksterne ikke lever op til formålet. Men tre rygende piber for forsøget, men piben er nogle steder lidt svær at holde gang i.