Et eventyr er Jonas T. Bengtssons tredje roman. Bengtsson debuterede med Aminas breve i 2005, og hans anden roman - den anmelderroste Submarino (2007) - blev genstand for instruktøren Thomas Vinterbergs prisbelønnede filmatisering. Et eventyr handler om en seksårig, navnløs dreng, der lever sammen med sin far på samfundets bund. Faren er psykisk syg på grund af en traumatisk barndom, og han har af samme grund måttet opgive sine studier i teologi ved universitetet. I stedet flakker far og søn fra sted til sted som outsidere. Faren tjener til livets ophold ved at have forskellige ufaglærte jobs og sort arbejde, som han hurtigt mister igen, fordi han har svært ved at begå sig. Faren ønsker ikke, at hans søn skal påvirkes af ”de hvide mænd”, autoriteterne, som de er på flugt fra.

Far er en outsider
Det er drengen, der fortæller historien, og hans verdensbillede bliver tegnet af farens tilvalg og fravalg i dagligdagen. Der er ingen mor til stede. Faren er stort set drengens eneste voksenkontakt, hvilket betyder, at faren har en enorm indflydelse på drengens opfattelse af verden og andre mennesker – en vigtig pointe i romanen. Drengen vil gerne gå i skole, men faren ønsker ikke, at andre skal sætte deres præg på ham, så faren giver selv drengen lektioner i sprog, matematik og lærer ham at lave mad, at lave snedkerarbejde m.v.

Faren dækker desuden over sin egen barndoms smerte ved at fortælle drengen eventyr, men nogle af historierne er vrangbilleder i farens syge sind, hvilket ikke opfattes sådan af drengen – ikke fordi han er ubegavet, han er faktisk ret kvik, men fordi han kun er et barn. Til gengæld forstår den voksne læser, at den ustabile faderfigur trods kærligheden til sønnen videregiver sin egen smerte og sin outsiderposition til sønnen.

Det voksne barn
Far og søn lever det meste af tiden i al ubemærkethed, og på grund af farens psykiske problemer, må drengen tage et større ansvar end han egentlig magter og bliver alt for hurtigt voksen. Ingen sociale myndigheder eller andre voksne griber ind, og kun den søde Sara, som faren har et kortvarigt forhold til, synes at interessere sig for far og søn. Drengen fjernes først, da faren overfalder en politiker med en kniv. Faren ryger på en lukket institution, og drengen sendes hjem til sin mor og stedfar, hvor han har svært ved at tilpasse sig ”et normalt liv”. Jeg undrede mig på dette sted i romanen over morens lammende mangel på interesse for sin egen søn, mens han boede hos faren. Er hun virkelig en ravnemor? Eller ville det ødelægge Bengtssons far-søn-fortælling, hvis hun blandede sig for meget?

Hjem til præstegården
Drengen kontaktes af sin farmor, fordi hans farfar ligger for døden, og da han kommer hjem til præstegården, har farfaren kun et spørgsmål til ham: ”Kan du tilgive mig?”. Men den, som skal tilgive farfaren, er nok i virkeligheden drengens far. Drengen får til sidst svaret på, hvad der skete mellem hans farfar og far. Selvom drengen bliver udsat for omsorgssvigt i romanen, så forstår han først dette svigt som voksen. Men i stedet for at bryde sammen som sin far, så formår han at bruge smerten konstruktivt og skabe sig en succesfuld karriere som kunstner.

Den tunge kuffert
De socialrealistiske dele af bogen blander sig med farens eventyr og drengens egen fantasi og bliver til en kunstnerroman, der beskriver, hvordan drengen forvandler barndommens smerte til kunst. Historien fortælles fra drengens synsvinkel og i et meget enkelt sprog – i modsætning til f.eks. den fabulerende barnestemme Oskar i Ekstremt højt og utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer. Man kan indvende, at det er lidt en kliché, at kunstnere altid skal have haft en ulykkelig barndom for at kunne skabe stor kunst. Der findes (heldigvis) også kunstnere, som skaber stor kunst uden at bære rundt på en stor traumekuffert. Men Jonas T. Bengtssons roman er som helhed gribende og tankevækkende læsning.