I pressematerialet karakteriserer forlaget bogen som ”en god gammeldags knaldroman rig på erotik, vold, forræderi, ædelt venskab og faldne kvinder.” Det er såmænd rigtigt nok, men forfatteren Martigli, som er fagfilosof, har uden tvivl haft større ambitioner med sin fortælling, der kredser om den store renæssancefilosof Giovanni Pico della Mirandola (1463-1494) og hans humanistiske vision om alle religioners fælles ophav og forenelighed.

Man kunne derfor også sige om bogen, at ’Brown møder Reuter og Eco”, for plottet er Dan Brownsk, sceneriet Bjarne Reutersk og den filologiske spændvidde Umberto Ecosk. Desværre synes jeg, at der er for meget Brown og for lidt Reuter og Eco i bogen. Næsten alle personerne er unuancerede skabeloner – entydigt gode eller onde, rene afspejlinger af deres funktioner i plottet. Og selvom bogen har fantastiske hoved- og bipersoner og eksklusive in- og eksteriører, mangler den i sørgelig grad humor og charme.

Filologien og den kulturhistoriske akribi er ellers i orden. Mirandola er en meget spændende skikkelse, og Martigli tager udgangspunkt i hans ”900 teser”, som spillede en væsentlig rolle i den humanistiske renæssancebevægelses opgør med den katolske kirke. Martigli tildigter et appendiks på ”99 teser”, nok inspireret af Mirandolas autentiske værk Heptaplus, og det er dette hemmelige, kontroversielle og ekstremt værdifulde manuskript, som bogens handling og personer kredser om. Alle vil have fat i manuskriptet, men naturligvis med vidt forskellige motiver. Vi møder både den onde pave Innocens VIII og den endnu ondere kardinal Rodrigo Borgia (den senere Alexander VI), deres ægte og uægte børn (herunder den gode Christoffer Columbus), de magtfulde Medicier samt kongelige, adelige, gejstlige og folkelige personer, hvoraf de første for flertallets vedkommende er reelle historiske personer.

Men som det sig hør og bør i en moderne spirituel thriller, er der selvfølgelig flere fortælleplaner. Her er der er parallelhistorie, der udspiller sig i slut-1930ernes fascistiske Italien, hvor en ædel beskytter af bogen (en efterkommer af Mirandolas bedste ven og første vogter af hemmeligheden om ”Den store moder”) kæmper mod en usædvanlig væmmelig og voldelig nazist. Bogen krydsklipper ganske effektivt mellem de to historier, og uden om dem er der så en ramme, hvor fortælleren (barnebarn af den antifascistiske helt) i 2009 sidder med det fantastiske manuskript og overvejer, om tiden er moden til at afsløre den Mirandolas store vision. Det er den nok ikke…

Det er alt sammen helt OK, og Martigli skriver bestemt bedre end Dan Brown, selvom der er langt til Reuters og Ecos litterære niveau. Det ærgrer mig, at forfatteren tilsyneladende ikke rigtig tror på den filosofiske dimension i fortællingen. Mirandolas vision og tænkning fylder reelt meget lidt i teksten, som er langt mere optaget af plottets detaljer og de på en gang hårrejsende og trivielle kontraster mellem de(t) gode og de(t) onde. Måske har nødvendigheden af at kontrollere det stort opslåede og indviklede netværk af historiske personer og relationer slukket den filosofiske gnist hos forfatteren. Det er en skam, for Mirandolas liv og værk er fortsat fantastisk og fascinerende.

Hvis man vil have en vellykket ”knaldroman” om forholdet mellem verdensreligionerne, vil jeg snarere anbefale norske Tom Egelands Pagtens vogtere, der ikke tager det så tungt med de historiske kendsgerninger, men som til gengæld er en elementært spændende og medrivende fortælling.