Hans Henning Harmer debuterede i 1993 med kriminalromanen Nr. 17 på dødslisten, som samme år vandt førsteprisen som bedste nordiske kriminalroman. Nu har han skrevet i alt syv romaner, der alle har høstet overstrømmende flotte anmeldelser. I 2001 modtog han Kunstfondens store 3-årige legat. I Ædle skrivere i Damaskus skriver han om de to danskere, Frank Mieten og Harry Farzat, hvis skæbner flettes sammen på godt og ondt. Ædle Skrivere er Koranens betegnelse for de engle, der nedfælder muslimers gode og onde gerninger og efter deres død gør regnebrættet op. Som de nidkære overvågere af nationens samvittighed anvendes betegnelsen også spøgefuldt om den syriske efterretningstjeneste.

Bogens handling finder sted i Damaskus, hovedstaden i Syrien, hvor de to danskere Frank Mieten og Harry Farzat mirakuløst overlever en bilbombe midt i Damaskus. Herefter udvikler tingene sig, Harry Farzat beskyldes af de berygtede syriske efterretningstjenester for at have stået bag bomben og bliver anholdt uden at familien underrettes.

Irene Farzat, Harrys kone, indleder samtidig en affære med Frank Mieten, der ender med at de bliver taget på sengen – bogstaveligt talt – af Harry Farzat efter hans løsladelse, i svingdøren, da han har besluttet sig for at forlade landet i al hast. Hvilken mand skal Irene nu satse på?

Jonas er Harrys nevø, han er rejst til Syrien for at finde onklen, men i stedet forelsker han sig i en syrisk pige, der står over for at indgå i et arrangeret ægteskab, som hun på ingen måde ønsker. På selve bryllupsdagen beslutter Jonas og hende sig for at stikke af sammen, hvorefter hun ved receptionen i sit brudetøj forlader sin kommende mand til fordel for sin danske kæreste. De får et lift sammen med Harry Farzat og bliver sammen smuglet ud af landet. Men Jonas’ kærestes far er en højtstående mand i det syriske samfund, hvordan vil han tackle datterens forråd?

Ædle skrivere i Damaskus er ikke kun en beskrivelse af de to danskeres skæbne, men samtidig en beskrivelse af det syriske samfund – et udpræget overvågningssamfund, dets efterretningstjeneste, klasseskel og konflikter mellem traditionelle og moderne livsformer, mande- og kvinderoller. På trods af dette projekts intentioner, lever bogen dog ikke helt op til det. Harmer skriver i et flot sprog, men selve handlingen er rodet og er præget af, at det indirekte forventes, at læserne på forhånd kender til syrisk politik og dets måde at håndtere kriminalitet på, dette er for optimistisk, da langt de færreste i realiteten kender til de specifikke metoder, der benyttes. Derudover er handlingen lidt vag, og man savner et mere menneskeligt præg, og at komme til at lære skæbnerne bedre at kende. Alt i alt et lidt rodet udfald, der er lidt skuffende, da man tydeligt fornemmer Harmers talent for at skrive.