Mit livs film (Las películas de mi vida) er en roman af den chilenske forfatter Alberto Fuguet. Romanen, som indeholder selvbiograiske elementer, fortæller historien om en dreng af chilenske forældre, som vokser op i Californien og lærer engelsk som modersmål. Familien vender tilbage til Chile i 1974, et år efter militærkuppet, og denne tilbagevenden fra et ”supermoderne” USA til et ”tilbagestående” Chile får dybe og traumatiske konsekvenser for hovedpersonen i romanen, Beltrán Soler Niemeyer, og uden tvivl også for forfatteren selv.

Alberto Fuguet er frontiguren i en litterær strømning, som har haft som sit formål at gøre op med den såkaldt ”magisk realisme”, der har fascineret og forført nordamerikanske og europæiske læsere gennem romaner og noveller af forfattere som García Márquez og Isabel Allende. Fuguet udgav i 1996, sammen med en anden chilensk forfatter (Sergio Gómez), en novellesamling med titlen McOndo. Titlen er et ordspil, som refererer til García Márquez’ mytiske landsby Mcondo, hvor mange af hans magiske fortællinger udspiller sig. Fuguet og andre latinamerikanske forfattere er trætte af det billede af Latinamerika, som de magiske realister har kolporteret, et ruralt Latinamerika, med junglen, indianere, guerillafolk, sociale problemer, revolutioner, m.m. Han (og andre forfattere i antologien) vedkender sig et andet Latinamerika:

”Vores McOndo er større, det er overbefolket og forenet, fuldt af motorveje, metrostationer, kabel-tv og fattige forstæder. I McOndo har vi McDonald’s, MacIntosh-computere og ejerlejligheder, foruden gigantiske indkøbscentre og femstjernede hoteller bygget for hvidvaskede penge. (Antologien McOndo (et udvalg af ny spanskamerikansk litteratur, Lettre Internationale, s. 22, nr. 11-Juni 2006, Oversat fra spansk af Sara Høyrup)).

Titlen på antologien symboliserer den verden, som en ny generation af latinamerikanerne er vokset op med, den massive tilstedeværelse af USA’s materielle og symbolske kultur. En verden som romanens hovedperson færdes hjemmevandt i og inder velbehag i. Da fiktionen og virkeligheden er tæt sammenflettet, er det værd at bemærke, at Fuguet og Gómez lancerede McOndo ved et McDonald i Santiago de Chile.

Læsningen af Mit livs film kan således hjælpe os til at forstå Fuguets kunstneriske og ideologiske ståsted, den tid vi lever i og livsperspektivet hos et vigtigt segment af latinamerikanere, som nu kommer til udtryk gennem en antologi som McOndo og romaner som Mit livs film.

Romanens hovedperson, Beltrán Soler, er en chilensk seismolog, der på en rejse til Japan i flyet møder en ung amerikansk immigrationsadvokat. Deres samtale om film og den betydning de har haft i hans liv, igangsætter bogens projekt: gennem film at fortælle om vigtige øjeblikke og oplevelser i Solers barndom i Californien og hans ungdom under Pinochets Chile.

Soler er et symbol på en ny generation af unge latinamerikanere, der føler sig som en del af den amerikansk dominerede globalisering. Dette kan vi allerede observere under samtalen i flyet, der forgår på engelsk, hvor hovedpersonen hurtigt inder ud af, at han og den kvindelige amerikanske immigrationsadvokat deler en fælles forståelseshorisont i form af amerikanske magasiner, som Harpes og The Atlantic, og læsning af en række amerikanske aviser. Selvom Soler også har studeret i Paris, er det meget sparsomt, hvad vi får at vide om hans ophold i Europa bortset fra, at det, han husker bedst, er

”MacDonald’s restauranten på Boulevard Saint Germain; gamle Lu Man’s vietnamesiske restaurant…. og filmplakaterne med de gamle Hollywood-film i art-cinemaerne overalt” (p. 45).

Romanen består af to dele. Den første fortæller om Beltráns barndom og opvækst i Californien. Først i Inglewood og senere i Encina. Anden del beskriver hans oplevelser efter tilbagekomsten til Chile i 1974, et år efter Pinochets kup. Filmene fungerer som den røde tråd, der knytter fortællingen sammen. Dette er selvfølgelig ikke tilfældigt, fordi filmene, især de amerikanske, i en globaliseret verden skaber en fælles forestillingsverden.

Solers familie på faderens side er chilenske immigranter i USA. Det, der kendetegner dem er, at de ikke tilhører de laveste samfundslag, men er folk fra den højere middelklasse, som af forskellige grunde ikke har haft succes i deres hjemland:

”Min farfar, Juan Soler, der så vidt jeg husker, altid havde været gråhåret, og som da han først var landet i Californien – på flugt fra Chile, det land han aldrig havde elsket, og det sted hvor han altid følte sig fremmed – begyndte at klæde sig som golfspiller fra Palm Springs til trods for at han arbejdede som rengøringsassistent og gjorde rent de steder, hvor ingen anden gringo ville gøre rent” (s. 77).

Om faren og hans venner skriver han: ”Det er et par fotografier, hvor han står sammen med sine nye venner, nogle chilenere og andre latinamerikanerne… eliten fra den tredje verden med en dårlig opdragelse og endnu dårligere uddannelse, drenge som i deres hjemlande havde været på vej til at blive småkriminelle gadedrenge… og de havde ingen anden mulighed end at begynde forfra et helt andet sted. Og dér står de så, I Californien…. fortryllede, berusede og påvirkede af deres jagt på The American Dream” (s. 81-83)

Barndommen i USA er præget af Beltráns ophold i en by som Encino med tradition for filmproduktion, og hvor der bor prominente personer fra filmverden. Det er et fascinerende sted, en moderne verden, hvor tingene ud fra barnets perspektiv forekommer rigtige, smukke, farverige og selvfølgelige.

Fra filmene får Beltrán det sprog, som han benytter til at beskrive forholdet til sin far og hvordan han har et ham gennem tiderne: Først som Frankie Avalon (en mager fyr i jakkesæt), senere som en oprørsk ung i James Deans stil i Vildt Blod og endelig som Steve McQueen i Bullit, en tavs mand, der elsker hurtige biler.

Til trods for at Solers familie arbejder som mælkemænd, brødleverandører eller taxichauffører i USA, udgør de en del af de højere mellemlag, når de befinder sig i Chile. For dem er det at leve i USA, hvor alt er større og bedre end Chile og især at snakke engelsk, i sig selv tegn på ”distincion”, der udmærker dem i forhold til chilenerne, som har mindre af det hele. Et land, hvortil tingene (moden, filmene) altid ankommer forsinket. I dette miljø føler man sig selvfølgelig fremmed i forhold til Allendes regering og alt hvad han stod for. Således kunne familien ikke rejse til Chile, mens han var ved magten, for ”der er ingen mælk, intet brød, ingen toiletpapir” (s.101). Allende ledede en folkelig og socialistisk revolution fra 1970 til 1971. Hans regering blev styrtet ved et blodigt kup ledet af general Augusto Pinochet. Tusindvis af hans tilhængere blev årerne efter kuppet torteret og henrettet. Samme skæbne led mange af dem, der senere var i modstandskampen.

Efter Allendes død, hvor regeringsbygningen La Moneda står i flammer og militærjuntaen har overtagen magten, mener mormoren, at Beltráns familie kan komme tilbage. Som en metafor for Chiles situation, er Beltráns søster blevet skambidt af en granddanois, og Beltrán husker, at ”Manuela begyndte at græde, vi kiggede på hende og så at hun stadig blødte, og hendes tæppe var gennemvædet af blod. Det sår heler ikke så let, tilføjede min mor. Det vil tage tid”. (s.156). Da Beltráns mor kommer tilbage til Chile med sine to børn, virker alt underligt for den unge Soler: ”Der lugtede af våde tæpper og billig vin. Lufthavnen i Santiago var ikke andet end stor hangar, en dårlig konstruktion, der var ufatteligt skrøbelig og simpel”. Og videre ”Alt var gammeldags, forældet, fra en anden tidsalder” (s. 186). Scenen i lufthavnen er en af de vellykkede koblinger mellem film og handling i romanen. Da Beltrán ser de mange væbnede soldater, kommer han til at tænke på filmen Fremtidens rædsel (som handler om overlødige mennesker, der bliver lavet til fødevarer) og spørger sin morfar, om folk blev samlet op på gaden (hentydning til de forsvundne fanger under Pinochet). Men morfaren beroliger ham og siger ”Her sker der heldigvis ikke noget. Her er meget roligt”.

Vi ser Chile, som Beltrán og hans familie ser det. Et Chile, hvor ”kvinderne på gaden hyldede soldaterne med klapsalver når de kørte forbi i lastvogne”, og hvor ”Det virkede som alle elskede Pinochet og så ham som deres redningsmand” (s. 194). Men for den unge Soler er erfaringen traumatisk, fordi han ikke taler sproget; han bliver betragtet som ”en gringo” (nordamerikaner) uden venner og forladt af forældrene, som er taget til Californien for at afvikle det, de har haft der.

Filmen Oliver og især titelmelodien ”Consider yourself at home… consider yourself part of the family” får den voksne fortæller til at tænke på dengang, han kom tilbage til Chile og hverken følte det ene eller det andet: ”Titelmelodien ’Consider Yourself ’ fylder mig stadig den dag i dag med en underlig melankoli, og i stedet for at tænke på Californien i slutningen af 60’erne, kommer jeg med det samme til at tænke på det postkuppede Chile, dengang vi kom tilbage, eller sagt på en anden måde, dengang de efterlod mig i et land med udgangsforbud når det var mørkt, og et land hvor man nogle gange midt om natten hørte skudsalver fra maskinpistoler, der opmuntrede min mormor til at sige: ’Endnu en kommunist er faldet, jeg håber de slår dem alle sammen ihjel”.

Skolen, hvor Beltrán blev meldt ind, er præget af prøjsisk disciplin og den dehumanisering, som gennemsyrer samfundet: ”I mangel på teknisk apparater (ingen båndoptagere til at lege radiospeaker med, ingen 8-mm-kamaraer) underholdt de chilenske børn sig selv med at gøre deres kammerater impotente eller sterile, måske drevet af den sære mission at udrydde deres egen art – noget som jeg forestillede mig de havde fået indoktrineret af deres forældre der var meget optaget af netop det emne”(s. 105). Dette og andre kommentarer fra Beltráns side afspejler den udvikling han gennemgår, hvor han langsomt løsriver sig fra familiens og omgivelsernes livs- og samfundsforståelse. Biograferne bliver hans tilflugtssted, fordi de næsten kun viser gringofilm (i Chile bliver filmene ikke synkroniseret), og der kan han bearbejde sine oplevelser og græde i fred.

Når det gælder forholdet til hans mor, far, klassekammerater, omgivelser og senere pubertetsproblemerne, er det altid filmene, der udløser minderne, refleksionen og bearbejdelsen af dem. Mit livs film er en vigtig roman af mange grunde. Som et godt billede på spændingen mellem det globale (den massive udbredelse af den amerikanske symbolske og materielle kultur i Latinamerika) og det lokale. En spænding, der også kendetegner den konflikt, som flere og flere oplever i vores globaliserede verden, splittet mellem to kulturer og to sprog.

Desuden er romanen et vigtigt vidnesbyrd om Pinochets diktatur. Vi præsenteres for minder, billeder og oplevelser fra den mest traumatiske og grusomme periode i Chiles historie. Som sådan kan romanen opfattes som en del af et kollektivt projekt hos en ny generation af chilenske forfattere, der i de sidste år har udgivet en række romaner om perioden for at genvinde hukommelsen og trodse magteliternes forsøg på at fornægte eller dække over omfanget af tragedien. Det specielle ved Mit livs film er, at hovedpersonens familie er Pinochet-tilhængere og en del af de samfundsgrupper, der støttede diktaturet og nyder alle fordelene ved det system, som militæret gennemtvang. Synsvinklen er sejrherrernes, i modsætning til de fleste andre romaner om perioden, hvor synsvinklen er hos ofrene; og selv om dette ikke er behageligt (i hvert fald ikke for en læser som mig), er romanen provokerende og vigtig.