Alting hænger sammen med alt muligt andet – i hvert fald i sproget. Blandt andet er brug af metaforer en måde at skabe forbindelse mellem ting eller fænomener, der i udgangspunktet ikke har noget med hinanden at gøre. Metaforer fungerer ved at fokusere på enkelte elementer fra ét område, der ’ligner’ noget fra et andet. Derved åbnes der for anderledes opfattelser af det, der var udgangspunktet for den metaforiske forbindelse. Når en roman om en fed mand hedder Bjerget, så bliver denne metafor bærende for opfattelsen af denne mand.

Metaforer åbner for erkendelser gennem perspektivering – at se kendte fænomener på fremmedartede måder. Hele videnskaber er bygget op på metaforiske forbindelser, hvilket Nietzsche allerede påpegede.

Det må være sådanne eller lignende overvejelser, der ligger bag Ida Marie Hedes Seancer. Bogen består af to dele med syv ’fortællinger’ i hver. Hede har et imponerende reservoir af indsigt i forskellige vidensregimer. Der trækkes elementer ind fra teknikhistorie, elektricitet, galvanisering populærkultur, okkultisme osv., og det hele forbindes med hinanden i endeløse rækker af associationer. Bag associationerne aner man nok nogle fortællinger, men de har det med at glide ud af fokus, når læseren forsøger at hænge på de mere eller mindre frie associationer, hvor kropsåbninger forbindes med galvaniseringsprocessen og den videnskabshistoriske opdagelse af denne proces.

Man mærker tydeligt en fortællerstemme, der er optaget af sprogets muligheder og opvisningen af indsigt i utrolig mange områder. Nærmest virtuost knyttes de forskellige regimer sammen i imponerende lange slyngede konstruktioner. Det er virkelig dygtig gjort.

For denne læser er problemet bare, at det virker som et langt formeksperiment – en skriveøvelse, der er teknisk flot udført, men som efterlader sin læser uengageret – eller man kan vælge at lade sig engageret i at følge associationerne som i en konkurrence i paratviden og spring mellem regimer. Når jeg læser bogen, bliver jeg imidlertid hurtig træt af at følge skriften, hvilket klart nok kan skyldes egne begrænsninger enten i indsigt i områderne eller i associationsspring. Men jeg gider altså ikke læse en bog for at bevise, at jeg kan følge med – for det kan jeg ikke, og der er jo ikke nogen, der finder ud af det, mens jeg læser eller ikke læser.

Der er ikke i tvivl om, at Hede er en talentfuld forfatter – og jeg vil også være meget åben, når hendes næste bog eller ligefrem roman eller novellesamling rammer boghandlerens disk. Jeg vil dog håbe, at næste forsøg omfatter mere krop – mere kød og blod på fortællingen.