Idet skabet skal tømmes for skeletter og synderen have tilgivelse, så bør der ikke lægges skjul på, at undertegnede, før læsningen af smagsdommer Leonora Christine Skovs nyeste roman overhovedet gik i gang, havde sat sig for at slibe sin anmelderpen så skarp, som den kunne blive, for ikke alene er nærværende skribent uhyggeligt glad for den gotiske genre, men desuden faldt udgivelsen sammen med, at Skov i Weekendavisen atter engang genfornøjede sig med udfald mod genrelitteraturen som helhed, og genrelitteratur – blandt andet krimier hører tilfældigvis også til blandt favoritlæsningen i hjemmet.

Det er lidt mærkværdigt at en ung, nydelig quinde, der øjensynligt nærer indædt mishag mod genrelitteratur, selv giver sig i kast med at skrive en roman, der i udgangspunkt trækker på bestemte tekstuelle universer, der slavisk bør følger fastlagte formmæssige og indholdsmæssige krav som den gotiske roman nu engang gør. For selv om Skov selv påstår, at det var genren, der valgte hende og ikke omvendt, så valgte hun velsagtens ganske bevidst på universitetet at skrive en magisterafhandling om Frankenstein og det gotiske (come on… som om der ikke i forvejen findes rigeligt af disse?). Dertil kommer, at gotikken som genre hører til blandt en af de mest populære i tiden, man har blot nødig at tænke på hvor stor succes Stephanie Meyers har haft med sine romantiske varulve og vampyrer. Er dette ikke bevis nok, så nærlæs i det sidste kapitel i Fred Bottings glimrende oversigt over genren Gothic fra 1996.

På trods af ond vilje og kærlighed til genrer, er det dog stadig utroligt svært at nedsable Silhuet af en synder ensidigt, for romanen byder ikke kun på en fin overordnet fortælling, der nok skal underholde de fleste bogelskere, men den formår også gennem sin meget fragmenterede tidslinje at præsentere sin fortælling på en ganske interessant vis.

Romanen tager sit udgangspunkt i 1973, hvor en unavngiven forfatter er blevet bedt om at skrive et nyt forord til en roman, der deler titel med Skovs udgivelse. Inden længe befinder læseren sig i 1943 på et faldefærdigt gods på Sydsjælland, hvor vores fortæller og veninden Nella indlogerer sig. Nella er enearving til godset og har egentlig sat det til salg, men idet de to begynder at se sig omkring på stedet, falder de over flere og flere fortællinger, der på sigt begynder at gribe ind i deres respektive liv.

Liljenholm, som godset hedder, præsenteres i bedste gotiske, antropomorfe stil som et koldt, mørkt sted, hvor menneskers tilstedeværelse kun nødtørftigt tolereres. Et gammelt, besjælet sted hvor knirkende døre og pludselige, uforklarlige bump i natten er en del af oplevelsen. Dertil kommer, at der tilsyneladende hviler en forbandelse over stedet, for husets kvinder føder altid tvillingepiger, den ene bliver køn og får succes mens den anden – grimmere søster – ofte må strækkes med sindssygdom og i yderste tilfælde selvmordet.

Idet Nella og hendes sekretær - der er utroligt betaget af den kønne pige - opdager gemte dokumenter, brevudvekslinger og dagbøger fra fordums tid, begynder der at tegne sig et familieportræt, der er en hel del mere traumatisk end det, som de fleste af os har.

Skov formår gennem sine skiftende fortællerstemmer og sin gode sans for den spindelvævsatmosfære, der hjemsøger alle vellykkede gotiske fortællinger at levere en fin lille bog, der mares en anelse af, at den opmærksomme læser omkring halvvejs gennem bogen allerede har luret det plottwist, der velsagtens burde fungere som det store overraskelsesmoment mod slutningen. Det er ikke fordi, ledetrådene er for synlige, tværtimod, så er det tekstens konsekvente fornægtelse af at ville afsløre sekretærens køn i den første halvdel af romanen, der satte undertegnede på sporet. Selv om den ”kønsløse” fortæller er et bevidst teksttræk, så er det ej heller særligt nyt, for man har blot nødig at kaste sig over bøger som Jeanete Wintersons Written on the Body fra 1992 eller Virgina Woolfs Orlando fra 1928 for at opleve noget lignende.

Slutresultatet er dog, at romanen, på trods af det uoverraskende, indlysende dobbeltgængermotiv, stadig hænger fint sammen, men for de læsere, der foretrækker sine gotiske fortællinger med så meget svulstigt schwung som muligt, bør det slås fast, at Skov lægger sin fortælling i forlængelse de romaner, som Ann Radcliffes skrev, end ved at følge i sporene på mange af de andre gotiske forfattere, der bevidst søgte at skræmme sine læsere med stemmer fra graven, rådne genfærd eller lignende uhyrligheder. Radcliffe fandt nærmest altid naturlige, realistiske forklaringer på de overnaturlige begivenheder. Skov lader derfor de mest skræmmende sekvenser forblive i sine romanfigurers mareridt, og i stedet er det det sociopsykologiske familiedrama, der kommer til at rumme alle fortrængningerne, tabuerne og de forbudte kødelige forhold.

Silhuet af en synder er ganske velskrevet og især vokabularet, som Skov benytter, tegner et meget fint portræt af mellemkrigsårene (der hvor romanens hovedhandling foregår) i og med det ikke er svært at forestille sig folk på daværende tidspunkt kommunikerer på denne måde. Til gengæld tillader Skov ikke nok selvstændighed til hver af sine fortællere, for uanset hvilke tekstuelle krumspring hun benytter sig af, så er slutresultatet at deres individuelle stemmer forekommer meget ens.

For at skære helt ind til benet så er romanen langt fra den målsætning som hun satte for den; nærmere bestemt : ”en roman, der revitaliserer genren. Overraskende plots, stramt og alligevel eksperimenterende sprog, skæve personer og en masse mellem linjerne er mine særkender”, som hun skriver på sin gamle blog.

Indrømmet, man er godt underholdt hele vejen igennem, men er man velbevandret i den nygotiske genre, er der langt mere interessante titler at give sig i kast med. Det betyder ikke, at Skovs bog er hverken kedelig eller uden meritter, for den vil, som før nævnt, med stor sandsynlighed bliver fortæret glubskt af mange, fortrinsvis kvindelige, læsere hen over sommeren.